Interview med Susanne Meelbye – Pigen uden iris

I dag interviewer jeg Susanne Meelbye om hendes oplevelser med at selvudgive på eget forlag, endda med nedsat syn.

Susanne M 2017

 

Hvorfor valgte du at starte eget forlag?

Jeg opdagede hurtigt i mit forfatterskab, at jeg gerne, ville være med i hele processen, fra research til færdig udgivelse. Jeg ville gerne selv bestemme, indholdet i mine bøger, hvornår jeg udgav og ikke mindst, hvilke type bøger jeg udgav. Derfor besluttede jeg i sommeren 2015, at blive mit eget lille forlag som fik navnet Forlaget Meelbye.

 

Har du nogensinde været udgivet på et traditionelt forlag?

Ja jeg startede på et forlag, hvor jeg var medudgiver. Det betød, at jeg selv skulle betale for udgivelsen, men havde forlagets navn at læne mig op af.

 

Hvad har været den største gave?

Den største gave har været at bryde barrierer ved at vise at synshandicappede også kan skrive og udgive bøger. For mig, var det en helt speciel følelse, for det var en blanding af stolthed og sejr, fordi jeg har kun 25 % af et normalsyn.

 

Hvad har været den største udfordring?

Det er klart, at der er nogle ting, som er sværere for mig end for de seende. For eksempel når jeg er færdig med at skrive bogen, så lader jeg altid en meget god bekendt læse det og tjekke det for slå og grammatik fejl inden jeg sender det til korrektur. Hvorfor, – min stolthed. Jeg er journalist og bange for at blive set ned på, hvis der er for mange fejl i manus. Så hellere erkende at jeg har brug for et par ekstra øjne inden det går til korrektur. Det kan også være lidt af en udfordring, hvis jeg får mange bestillinger på mine bøger, som nu med den sidste, hvor jeg både skal sende til Danmark, Sverige og Norge. Og de har forskellige ønsker til signering og betaling. Så opretter jeg mapper på computeren, hvor jeg laver en struktur for de enkelte ting. Kopierer mail ind, hvor de hører til. På den måde kan jeg let overskue mit arbejde og det gør mig glad.

 

Vil du anbefale andre at starte eget forlag? Og hvorfor?

Et svært spørgsmål, fordi der er mange svar på det. For mig personligt var det helt naturligt at vælge den løsning, fordi jeg ville være herre i eget hus. Jeg har altid taget problemerne som de kommer, og jeg ligger ikke søvnløs over de problemer jeg møder i forbindelse med forlaget. Det lyder som om jeg syntes at det er let at drive forlag. Jeg tror, at det handler om, hvilke forventninger man har til det at drive forlag. Jeg gør det af lyst og ikke fordi jeg skal.

Hvis du lige som jeg brænder for at være herre i ejet forlag og ikke er bange for at prøve ting af, så kan jeg kun varmt anbefale det. Men vær realistisk, forlagsbranchen kan være barsk, da alle konkurrerer om at sælge flest bøger. Og så skal du ikke være bange for at have kontakt med mange mennesker.

 

Hvad oplever du sælger mest? E-bøger eller papirbøger?

Helt klar papirbøger. Til gengæld oplever jeg at mange gerne vil læse mine bøger på eReolen, så der tjener jeg også penge.

 

Mht. dit syn, har du nogensinde tænkt at det var en forhindring for dig at blive forfatter?

Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmålet, kan jeg det, når jeg er synshandicappet. I min tankegang er jeg ikke blind, så selvfølgelig kunne jeg blive forfatter og forlægger på mit eget forlag.

 

Hvilke typer bøger skriver du?

Jeg skriver krimier og biografi/fagbøger

 

Er det et fuldtidsjob for dig?

Nej, det er et bierhverv. Jeg brænder for mit arbejde som journalist, og kunne ikke tænke mig at blive fuldtids forfatter.

 

Fortæl mig om din nyeste bog

9788799866076

Pigen uden iris

 Synshandicap er ingen hindring for at arbejde som TV journalist. Det er er Susanne Meelbye et lysende eksempel på. Hun har arbejdet inden for faget i mere end tyve år.

I 1955 blev en lille pige født i Sverige, med lyst hår og sorte øjne. Forældrene vidste ikke at de havde fået et handicappet barn. Det fandt de først ud af 3 år senere, da Susanne stod ude i sneen og kiggede på solen. Hun græd hjerteskærende og gned sig i øjnene, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

Moderen løftede sin lille datter op for at trøste hende, og her opdagede hun at pigen havde to blodskudte øjne, som var hun blevet ramt af en voldsom allergi. Moderen havde længe været bekymret for datterens øjne, da hun havde registreret et gråligt skær, især på det højre øje. Hun frygtede det værste, men ville nu have vished, hvad fejlede hendes datter! – For det var en kendsgerning at pigen ikke trives, når hun var i nærheden af meget lys, ude som inde. Det gav sig til udtryk ved at Susanne græd og tog sig til øjnene.

Forældrene kørte til København for at blive undersøgt af en øjenspecialist Henning Skydsgaard på Statens Øjenklinik på Kastelsej. Han stillede den meget sjældne diagnose aniridi, og grå stær og grøn stær. Dommen lød, Susanne ville aldrig komme til at se normalt, da der ikke fandtes behandlingsmuligheder for denne sygdom.

Medfødt aniridi blev første gang beskrevet af den italienske øjenlæge Barratt i 1818. Ordet aniridi betyder, at iris mangler helt eller delvist. Øjet ser sort ud, fordi der ikke er nogen farvet regnbuehinde.

Susanne har altid drømt om at arbejde som journalist, da hun brænder for at formidle ting, der sker i vort samfund. Derfor søgte hun ind til TV, efter at have arbejdet med radio. Hun stillede aldrig sig selv spørgsmålet, kan jeg det, når jeg er synshandicappet. – I hendes tankegang er hun ikke blind, så selvfølgelig kunne hun blive TV journalist.

 

Susanne står modigt frem og fortæller om, sit synshandicap. Fra bogen ”Pigen uden iris”:

   ”Jeg syntes, at det var spændende, at jeg var med til at bryde fordomme om, hvad en synshandicappet kan og ikke kan. Det er klart, at der var nogle ting, som var sværere for mig end for de seende. Da jeg for eksempel skulle interviewe om arkitektur, kunne jeg ikke se detaljerne på bygningerne 5 meter væk. Det løste jeg dog ved at gå ud på forhånd på location med min teaterkikkert og kigge på bygningerne. Jeg skrev noter på stedet, hvis der var noget specifikt, som jeg skulle huske. Min klæbehjerne og evnen til at huske ting, som jeg har set én gang før, gjorde, at jeg kunne stille spørgsmål til detaljer på bygningerne. Detaljer, som jeg rent faktisk ikke kunne se, men som jeg kunne huske, at jeg havde set før.”                      

Bogen henvender sig til synshandicappede og deres familier, men også til fagfolk i sundhedssektoren.

Andre bøger fra forfatteren:

Susanne Meelbye har tidligere udgivet: Mordet på Moster & Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Mistænkelige Dødsfald og Mordet på Moster Sagen genoptaget.

 

Hvor kan man finde dig?

www.forlagetmeelbye.dk

www.susannemeelbye.dk

 

 

 

Reklamer

Vil du selvudgive din bog på engelsk? Find en oversætter der elsker din bog så meget som dig! Interview med Sinéad Quirke Køngerskov

På det seneste har jeg overvejet meget hvordan jeg skal gøre med mine bøger. Skal jeg skrive på dansk og så oversætte dem til engelsk og gå dem igennem igen med en redaktør/korrekturlæser – eller skal jeg skrive direkte på engelsk og så oversætte den anden vej? Eller skal jeg bare udgive forskellige bøger på dansk og engelsk?

Måske er du ligesom mig, og drømmer om en international forfatterkarriere?

12042649_1648443195435806_9179336227125050837_n

Som selvudgiver, eller selvstændig forfatter, er der kun én som kan få tingene til at ske: dig selv! Så da jeg så Sinéad Squirke Køngerskovs sjove opslag på Facebook, hvor der stod: ”How many translators have you been to bed with?” fik jeg lyst til at udspørge hende om hendes arbejde som oversætter. For at lære mere om hvordan vi selvstændige forfattere kan bruge oversættere til vores internationale bogprojekter.

Kom til Danmark på et vikingeskib

Sinéad starter med at fortælle mig at hun ikke havnede i Danmark på en helt almindelig måde – hun ankom nemlig med vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough – en rekonstruktion af et 30 meter langt skib, som oprindeligt blev bygget omkring år 1042 i Dublin. Sinéad mødte sin mand ombord på skibet og således starter historien om hvordan Sinéad havnede i Danmark, hvor hun i dag arbejder med at oversætte fra dansk til engelsk.

804482_10205913754975253_1016884586_n

”Til at starte med havde jeg tænkt mig at arbejde i den akademiske verden” fortæller Sinéad, som har sin uddannelsesmæssige baggrund i en engelsk bachelor i historie. ”Men så var det at jeg besluttede mig for at gå tilbage og læse videre med arkæologi” fortæller hun. Hun arbejdede efter uddannelsen i den akademiske verden.  ”Men så kom jeg til Danmark, og den akademiske verden i Danmark er helt anderledes.”

Sinéads anderledes ankomst til Danmark var ikke planlagt, som hun siger ”Jeg var i gang med at læse, og så hørte jeg om dette projekt og tænkte det lyder sjovt.” Turen med Vikingemuseets skib gav Sinéad en god kontakt til museet og der startede hendes oversættelsesarbejde. ”Min første store oversættelsesopgave, det var faktisk den der sejladsmanual” fortæller Sinéad som ofte agerede tolk for sine gæster, når de var ude og sejle og der var noget de ikke forstod på dansk. Sidste år startede hun så eget firma, efter at have oversat siden 2010 når folk bad hende om det. Hun kunne godt lide at oversætte og fik flere og flere opgaver.

I starten fik hun mange opgaver via sprogskoler og oversættelsesbureauer, langsomt trappede hun så det arbejde ned for at koncentrere sig om opgaverne i sit eget firma.

 

Hvem er dine typiske kunder?

”Jeg vil sige at 40 % er forfattere af non-fiction og romaner.” Resten af hendes kunder fordeler sig på ca. 40 % museer og andre kulturelle institutioner som har brug for en oversætter med indsigt i den verden. 20 % er en god blanding af folk der kommer med en lille tekst som de skal have oversat og så kommer de måske først igen om fem år. Sinéad har haft meget med yoga at gøre, så hun har også arbejdet med bøger om yoga og sammen med alternative behandlere. I det hele taget har hun en bred kundegruppe.

”En af de klienter jeg havde på et tidspunkt var Falck.” siger hun om den specielle opgave, hvor hun blev hyret til at oversætte medarbejderinterviews som handlede om det de husker mest fra jobbet, både positive såvel som forfærdelige ting.

 

Arbejder du kun for forlag eller også for selvudgivere?

”Det er en blanding.” Mange har en fejlagtig opfattelse af at hvis man udkommer på et forlag, så tager forlaget og oversætteren sig af oversættelsen. Som regel er forfatteren involveret i et samarbejde, så plot, tema og karakterer kommer til at fremstå på bedste vis. ”Man skal virkeligt have et samarbejde.” Så oversætteren kan komme bagom og ikke bare oversætte ord for ord, sætning for sætning – helt mekanisk.

”Jeg har også arbejdet sammen med forfattere der overhovedet ikke taler engelsk. Når en forfatter kontakter mig, så er det virkeligt en proces.”

 

At oversætte en bog, handler om at samarbejde

Jeg bliver faktisk overrasket da Sinéad fortæller mig at det ikke bare er at overdrage en tekst og få den tilbage på et andet sprog, men at det virkeligt handler om samarbejde. At forholdet mellem forfatter og oversætter er vigtigt – og at det er vigtigt at kemien svinger. Nok fordi jeg husker at have læst at en af Dan Browns bestsellere blev oversat i et lukket kælderlokale hvor alle oversætterne sad i hemmelighed, så ingen kunne få fingre i manuskriptet. Men for alle os som ikke er Dan Brown eller J.K. Rowling handler en oversættelse mere om et samarbejde hvor man stiller spørgsmål til hinanden.

”Den bedste oversættelse er en hvor man ikke tænker over at det er en oversættelse.” Forfatterens bog er som regel hendes hjertebarn, og skal også være det for oversætteren, mener Sinéad. Man smittes af hendes entusiasme når hun taler om, hvordan hun føler for de projekter hun takker ja til og hvor grundigt hun går til værks. ”Jeg arbejder også altid med en anden korrekturlæser, som også skal læse det igennem. Fordi vi er bare mennesker, og når man er tæt på en tekst kan man lave fejl. Men det skal stadig være professionelt.”

”Nogle gange når man læser en roman, så kommer der pludselig en mærkelig sætning.” En enkelt sætning kan ødelægge læseoplevelsen og rive læseren ud af boblen/den verden som forfatteren ellers har skabt. Selvom man ellers var opslugt lige indtil den sætning. Det er derfor det er så vigtigt at få fat i en oversætter der kan sit kram.

Sinèad foretrækker at mødes face to face første gang for at lære hinanden at kende og ”ellers er Skype fantastisk.” Forfattere er begejstrede for deres bøger – oversætteren skal have samme begejstring, så oversætteren kan fange forfatterens stil og ordforråd. Det kan ske at man ikke bliver begejstret – det er sket en gang før for Sinéad – så må man sende den videre til en kollega.

”Det med at være selvudgiver er fantastisk.” synes Sinéad, for der er ingen der siger nej til en, eks. 9 gange som det vist skete for J.K. Rowling. Det kan der så være fordele og ulemper ved. Mange nej’ er skyldes også det Sinéad kalder hurtig turnaround, hvor selv de store forlag nogle gange kun har en dag til at vurdere en bog. Det går lynhurtigt med vurderingen, ligesom til jobsamtaler.  Amerikanske forlag tager i gennemsnit imod de første 50 sider og bruger dem som basis for vurderingen.  Branchen er presset og det går stærkt, måske også for stærkt ”når man tænker over at det er én person der kan sidde med dit manuskript og beslutte om det er et ja eller et nej.”

”Så har vi jo fået mange bøger, som er blevet rigtigt populære som er kommet gennem selvudgivelse” siger hun om den pressede forlagsverden, hvor det også nogle gange smutter for de veletablerede forlag, som sover i timen og spytter en dårligt gennemarbejdet bog ud. Hvilket er spild af læserens tid.

12204949_10205913755015254_182974631_n

Papirbøger versus e-bøger

For nogle år siden kom Pricewaterhouse Cooper (PwC) med en rapport der fortalte om hvordan alt ville blive ødelagt pga. e-bøgernes indtog, men nu er salget af papirbøger steget i f.eks. Frankrig , fordi folk kan lide at give en god bog som en gave. ”Bøger er stadig en rigtig god gave at give, fordi det er en god oplevelse.” I Danmark er selvudgivere også tilbøjelige til at gå ad den trykte papirvej. ”Jeg ved ikke om det måske er en gammeldags idé om hvad en rigtig bog er,” siger Sinéad. ”At for at være forfatter skal det være noget fysisk, så man kan sige, det her det er min bog!”

Det står jo i kontrast til det amerikanske og engelske selvudgivermarked, hvor selvudgiverne lever af deres billige e-bøger.

 

Hvad koster det at oversætte en bog?

”Det kommer an på hvor stor bogen er.” Prisen kommer an på projektet – hvor lang er romanen, hvordan sproget er osv. Sinéad regner ikke med en pris per ord, men en pris per side, hvor en side består af 250 ord. ”Det er også et spørgsmål om folk vil have at jeg finder en korrekturlæser eller et forlag eller hvis de også skal have hjælp til social media, når de har skrevet en bog på engelsk. Hvis det er et forlag, der kontakter mig, har de som regel en markedsføringsplan allerede.”

 

Handler det om hjælp til at bruge de sociale medier til at gøre opmærksom på sin nye bog på engelsk, bruger hun timepris, men det afhænger af projektet. Det med at få ordet ud om ens nye bog på engelsk er vigtigt, og derfor kan det betale sig ikke bare at finde en oversætter som kun oversætter teksten, men en som er begejstret for dit projekt, og derfor kan hjælpe med at sprede ordet.

 

Hvem ejer teksten bagefter?

”Loven er at alt som man oversætter, det er copyrightet” siger hun og henviser til at det ifølge loven er oversætteren der ejer den oversatte tekst. Sinéad arbejder dog på den måde at hun skriver ind i kontrakten at forfatteren får alle rettigheder, mod at hendes navn kommer på projektet så man kan se at hun er oversætteren. Også for at sikre at en evt. senere redaktør ikke kan gå ind og ændre i den oversatte tekst uden Sinéads tilladelse. Det har hun prøvet en gang før, hvor hun slet ikke kunne genkende sin egen tekst, og der ville hun ikke have sit navn på.

 

Hvad skal man kigge efter når man leder efter en oversætter?

Indfødte taler sproget bedst, de forstår nuancerne og localization (det at sørge for at kulturelle udtryk giver mening – eks. Kan Tivoli blive til Six Flags) og mangler ikke den sidste finesse, som gør at man kan komme til at lave fejl som når vi danskere siger ”Det har jeg også prøvet” på engelsk (I tried that). Eller forveksler privatøkonomi og et lands økonomi (Economy/Finances). Når vi er tætte på en tekst, så er det svært at se hvor det går galt, også selvom man er god til engelsk.

Det som Sinéad foreslår, er at du kigger efter følgende – læs også Sinéads blogindlæg her.

Gode ting at kigge på, når du leder efter en oversætter:

  • Kvalifikation/uddannelse
  • Er han/hun medlem af en fagforening (Sinéad er medlem af den irske ITIA, den britiske ITI og Society of Authors Translators Association) ”Så er vi på en eller anden måde godkendt”
  • Spørge folk om de kender nogle de har været glade for at bruge
  • Tage en snak først for at se om der er god kemi – om man svinger godt sammen/kan samarbejde
  • Se portfolio – det behøver ikke at være udgivne ting, men tekster der kan give et eksempel på hvad oversætteren kan.

 

Hvor finder man en oversætter?

Mange steder på nettet som f.eks. Amino Freelancer, word of mouth (anbefalinger fra andre) LinkedIn (Falck fandt Sinéad gennem LinkedIn), Facebook. Forfatterforeningen (på engelsk: society of authors).

 

Hvad er din ultimative drømmeopgave?

”Den har jeg allerede fået!” Udbryder Sinéad henrykt og fortæller om sit arbejde på Susanne Clod Pedersens bog Arnulf som omhandler en af Sinéads store passioner – vikingetiden.

12202469_10205913754935252_109039845_n

Det har været en fornøjelig time i selskab med Sinéad og jeg er blevet klogere på hvad jeg skal gøre i fremtiden med mine bøger, når jeg gerne vil have dem ud på engelsk.

Du kan finde Sinéad på hendes hjemmeside her www.folkvangengelsk.com og på Facebook her 

”Jeg er fan af den gamle skole hvor varulve og vampyrer ikke er forelskede i middagsmaden.” Interview med Mette Sejrbo.

 

take your businessto the next level!

I dag kan du møde Mette Sejrbo, som netop er udkommet med Heksens Kald. Mette giver os indblik i hendes omfattende baggrundsresearch, fortæller om at blive afvist mange gange af forlagene og om at sprænge rammerne for hvilken genre bogen hører hjemme i.

FB_IMG_1445698068254

 

Du er netop nu aktuel med bogen ’Heksens Kald’ – fortæl os lidt om hvad den handler om.

Heksens kald er første bind i en serie der hedder Ulfhedin-sagaen.

Den handler primært om Emilie, der på sin 18 års fødselsdag bliver kaldt til hvervet som vølve, nu skal hun tage stillig til om hun vil følge sin skæbne med at bekæmpe resultatet af en over tusinde år gammel forbandelse. Denne forbandelse gør en række mænd til varulve, som i bogen bliver kaldt hamramme og siden ulfhednar.

Den handler også om en ung mand, der bliver ramt af forbandelsen, og skal leve med sit alterego og de ting han kommer til at gøre som hamram.

Og så handler den om en vampyr, der keder sig bravt i sit udødelige liv, indtil han får øje på Emilie. Der er ingen forelskelse her, ren tidsfordriv.

Der bliver taget en del temaer op i løbet af bogen. Det store spørgsmål om hvem der egentlig bestemmer over vores eksistens, og om hvorvidt personerne i bogen selv har indflydelse på deres skæbne, eller om alt er forudbestemt. Desuden er der meget verdenshistorie mikset ind i fiktionen, og læserne kan efterfølgende selv søge mere viden om emnerne. F.eks. er der meget om folketro på blandt andet trolde og jætter, naturmedicin, myterne om varulve og vampyrer naturligvis, runetydning og meget, meget mere.

 

heksenskald-skåret

 

Hvilke tanker gjorde du dig om udgivelse mens du skrev – vidste du f.eks. om du ville gå til bestemte forlag eller udgive selv?

Jeg har været mange afslag igennem ved de traditionelle forlag. Bogen er svær faglig, den er fordybende i karakteristikken og selvom det umiddelbart lyder som om der er fuld gas på, så er er det mere de enkelte karakters forhold til begivenhederne, som der er fokus på. Et enkelt forlag var dog interesseret i bogen, hvis jeg skar ind til benet og kun skrev action-delene. Det var jeg ikke interesseret i. Desuden er der ikke rigtig nogen målgruppe, det har jeg simpelthen ikke taget højde for. Jeg har bare skrevet noget jeg selv ville læse. Man kan sige at den er for grafisk til unge og for ungdommelig til voksne.

Jeg var tæt på selvudgivelse, da jeg var så heldig at blive kontaktet af forlaget Candied Crime, som satte pris på min stædige standpunkt af at den skulle blive ved med at være en skildring af disse personer, ikke en gyser/action bog.

 

Hvad inspirerede dig til at skrive bogen?

Det gjorde nok mest den uheldige drejning som genren, i mine øjne, har taget. Jeg er fan af den gamle skole hvor varulve og vampyrer ikke er forelskede i middagsmaden.

Jeg har læst Marvel Comics siden jeg var barn. Det som jeg har taget til mig og bruger i serien, er den gråzone mellem helt og skurk. Jeg kommer også til at udviske den grænse igennem bøgerne for Emilie må tage nogle tunge valg og det er ikke alle der ser det hun gør som lige heroisk.

Jeg har fulgt CW’s tv-serie Supernatural. Dengang serien startede, tog plottet udgangspunkt i de urban legends som findes i USA, og sagde: hvad nu hvis det ikke er fantasi. Det har jeg taget til mig, og netop derfor kan alt i bøgerne researches hvis man ønsker at vide mere.

Min nørdede interesse for naturmedicin, religion, historie … mange emner, er blevet skrevet med i bøgerne.

 

IMG_20151024_170205

 

Hvilke forfattere eller historier inspirerer dig som forfatter?

Det gør Jean. M. Auel. Jeg vidste, at jeg ville bruge et stykke fortidshistorie og give det liv i mine bøger. Jeg har så valgt Vendeltiden i Sverige som udgangspunkt, men der er andre historiske begivenheder der bliver inddraget i plottet – bl.a. sumerisk mytologi, germansk jernalder og flere kommer til i de efterfølgende bøger.

Jeg savnede også at kærligheden ikke stopper uden for soveværelset. Det er fedt, at hun allerede dengang turde at lade læseren få hele akten med. Det ville jeg også. Især efter de mange tilbagemeldinger om, at hvis jeg skruede ned for erotikken, ville et noget yngre publikum kunne læse bøgerne.

Tænk at vi i dag er helt ok med at børn og unge læser om lemmer der bliver flået af, og der bliver splattet blod alle vegne, men er der et stykke sex med, SÅ er det ikke for unge. Jeg blev stædig og mit forlag gav mig lov at få det hele med, bare jeg selv tog huggene for det. – det gør jeg hellere end gerne.

 

Hvordan tackler du markedsføring af din bog?

Da jeg udgiver via et mikroforlag, så er jeg i høj nødt til selv at opsøge markedet. Det er ikke let for der er en irriterende stigmatisering når man ikke kommer fra et af de etablerede forlag. Så må historien være dårlig og redigeringen frygtelig.

Facebook har været et vigtigt værktøj. De lokale boghandlere er faktisk meget interesseret i støtte op om “en af deres egne.” At skrive blog har også en vis virkning. I en lille udstrækning har bogbloggere også været til gavn, men ikke så meget som jeg egentlig havde forestillet mig.

Som person er det meget grænseoverskridende at skulle “mase sig på” og sige: Se lige mig. Men jeg tager det et skridt ad gangen. Jeg er rigtig glad for at jeg selv er med til at markedsfører, og at det går i et nogenlunde adstadigt tempo. Jeg tror jeg ville blive rigtig skræmt, hvis jeg var endt på et stort forlag og deres massive reklamekampagner muligvis havde afstedkommet succes.

Find Mette på mettesejrbo.dk  og køb Heksens Kald på Saxo.com

Blind høne finder guldkorn – interview med Susanne Meelbye.

take your businessto the next level!

Susanne Meelbye har kun 25 % af sit normalsyn – alligevel er det lykkedes hende at grave detaljer frem i to kriminalsager, som ”dem med normalt syn overså og ikke reagerede på.”

Hendes graverier har resulteret i bogen ” Mordet på Moster & Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.”

 12113023_10206259066848022_693583657_o

Hvor længe har du skrevet?

Jeg har skrevet siden jeg var 10 år. Jeg startede med at skrive små historie om de drømme jeg havde for fremtiden. Er opvokset i et hjem, hvor vi var fattige, min mor var alene med 3 børn i 1960erne. Så historierne byggede på, hvordan jeg troede en lykkelig familie levede. Jeg skrev også om de ting jeg hørte andre fortalte med glæde eller sorg. Jeg er født nysgerrig og havde brug for at komme af med mine tanker, og så var papir og blyant det naturlige valg. Det faldt mig aldrig svært at skrive, da jeg altid har haft en god fantasi.

 

Hvorfor valgte du selvudgivervejen?

Jeg startede med at udgive min bog gennem et forlag, da jeg havde en ide om, at det det ville være en fordel at udgive gennem et forlag, hvor jeg selv betalte for udgivelsens, så jeg 100 % havde råderet over min bog. Inden da havde jeg haft kontakt til lidt større forlag, der gerne ville udgive bogen, hvis jeg ville ændre i, hvem der var hovedperson i bogen. Det ville jeg ikke, da jeg skrev en bog om to autentiske drabssager, hvoraf den ene var min mosters. Jeg blev vred og forarget over deres forslag, – de tænkte i salg.

Jeg tænkte i troværdighed og respekt for de personer som jeg har skrevet om i bogen, – den slags kan og vil jeg ikke sælge for penge. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var mig at udgive gennem et forlag, hvor jeg ikke selv havde den direkte kontakt til medierne og boghandlerne. Hvor jeg ikke kunne følge med i salget af min bog. Jeg var afhængig af at forlaget havde og ville bruge tid på at give mig oplysninger om salget. – Som månederne gik, så blev jeg mere og mere frustreret og undersøgte mulighederne for at udgive mine bøger selv. – Jo mere jeg læste, jo mere blev jeg overbevist om at det var det jeg skulle. Jeg gjorde mig selvfølgelig nogle tanker om, jeg kunne finde ud af at både være forfatter og forlag. Og kom hurtigt frem til, hvis jeg ikke prøvede det, så ville jeg fortryde senere. Så 10. juni 2015 blev jeg mit eget lille forlag, som fik navnet forlaget Meelbye.

 

Dobbeltmordet paa Peter Bangs Vej

 

Jeg valgte at oprette det som B indkomst, så jeg ikke skulle lave momsregnskab, før jeg kom til at tjene over 50.000 kr. Jeg lader Dafolo afregne moms med boghandlerne, noget jeg kan anbefale andre små forlag. Jeg føler mig som en fri fugl i mit lille forlag, ingen stress, – ingen deadline for hvornår en bog skal udkomme. Friheden til selv at bestemme hvordan jeg vil markedsføre mine bøger giver mig energi. Som journalist elsker jeg at snakke med mennesker og har ikke lagt en strategi for hvordan jeg skal markedsføre mine bøger. Men griber bolden, når nogen er interesseret.

Mange forfattere snakker om, at de bliver set ned på fordi vi er selvudgiver. Bliver man det, så kan årsagen være, at man undskylder over for omgivelserne at man er selvudgiver. Eller at man ikke er kritisk nok med den vare man leverer i form af sin færdige bog. Kun en tåbe lytter ikke til saglig kritik. Jeg selv præsenterer mig aldrig som selvudgiver, men slet og ret som ny forfatter, der er stolt af min bog.

 

Hvad har din skriveproces været? Da jeg fandt ud af at jeg ville skrive om de to drabssager lagde jeg en plan for, hvordan jeg bedst kunne strukturere min research og omforme det til en bog. Jeg skrev i kasser. En kaldte jeg politiets arbejde, en anden gerningsstedet, en tredje min familie o.sv., på den måde kunne jeg tilføje ny tekst og slette uden at miste overblikket over min bog. Når jeg valgte den skriveproces hænger det sammen med at jeg har arbejdet med tv i mange år, hvor vi bygger et program op omkring blokke, som vi kan flytte omkring på, hvis vi mener at historien skal fortælles i en anden rækkefølge.

 

11990138_10206259066808021_360119805_o

 

 

Hvilke ”hjælpere” har du inddraget i tilblivelsen? (Redaktører, betalæsere, grafikere) Jeg besluttede at stå ved den bog jeg havde skrevet og gå imod de gode råd fra garvede personer i bogbranchen som de foreslog. Jeg valgte kun at bruge korrekturlæsere og grafikere i min første bog, hvilet jeg ikke har fortrudt. Læserne har talt, min bog har solgt langt mere end jeg havde forventet. Jeg har været nr. 28 ud af 100 på en bestsellerliste hos boghandlerne.

 

Har du flere bøger på vej i fremtiden? (hvis ja, er det så samme boldgade som de første?) Ja jeg fortsætter som selvudgiver. Min næste bog udkommer 29. oktober 2015. Det er en forlængelse af første bog, flere pårørende har spurgt om jeg vil skrive om mine erfaringer omkring det at søge aktindsigt i en drabssag. Det er blevet til en unik håndbog til pårørende, hvor jeg fortæller om min vej til at få aktindsigt i min mosters drabssag, bogen afslutter med et afsnit hvor jeg har samlet oplysninger, hvor jeg fortæller om at søge aktindsigt, politiets arbejde og juraen i selvmords og drabssager. Bogen er unik fordi de pårørende ikke skal lede forskellige steder efter oplysninger, men kan læse dem i en bog.

 

forside mystiske dødsfald 1

 

Hvordan har du markedsført bøgerne? Jeg tager uopfordret kontakt til forskellige målgrupper, snakker med mange mennesker, bruger de sociale medier, mit netværk m.m.

 

Har du opnået det du ville med dine bøger? Ja absolut, jeg ønskede at starte en debat omkring politiets arbejde og det er lykkes over al forventning.

Du kan finde Susanne Meelbye og hendes bøger på Saxo.com og på www.forlagetmeelbye.dk

Forfatterinterview: Dorte Hummelshøj Jakobsen om at være mikro-forlægger og selvudgiver med succes

take your businessto the next level!

I dag kan du møde Dorte Hummelshøj Jakobsen, den inspirerende kvinde bag mikroforlaget Candied Crime og succesfuld selvstændig forfatter både på engelsk som på dansk, til en snak om hvorfor hun valgte selvudgivelsesvejen og senere at blive forlægger på en ny måde.

dorteh

Hvordan kan det være at du valgte at blive selvudgiver og senere hen udvide til at være mikroforlag som udgiver andre?

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg fik en række afslag fra store forlag, da jeg sendte mit manuskript “Anna Märklins familiekrønike” rundt til dem. Bogen nåede flere gange med på redaktionsmøder og fik fin og opmuntrende respons fra nogle redaktører, men de var alligevel ikke sikre på, den ville sælge nok.

På det tidspunkt havde jeg en engelsk blog om krimier, og flere af mine læsere spurgte: ‘ Hvorfor udgiver du ikke bare dine bøger selv på Amazon’? Tja, måske fordi det var noget mærkeligt og helt ukendt for mig at selvudgive i 2011, men jeg prøvede, først på engelsk og siden på dansk, og jeg har aldrig fortrudt det et sekund.

Noget må jeg også have gjort rigtigt, for det varede ikke særlig længe, før forfatterbekendte spurgte, om jeg kunne tænke mig at udgive e-bøger for dem også. Derefter gik det slag i slag, og nu får jeg flere henvendelser om måneden fra ukendte forfattere, som gerne vil have deres manuskripter udgivet. Jeg er nødt til at sige nej til det meste – Candied Crime er jo lillebitte – men i år er det allerede blevet til en række spændende udgivelser, bl.a. de to paperbacks Jeg får døden af Ane-Marie Kjeldberg og Heksens kald af Mette Sejrbo.

 

annakronike

 

Hvad er forskellen på Candied Crime og et ”normalt” forlag?

Vi er egentlig normale nok, sådan da. Men i modsætning til traditionelle forlag, som typisk sænker forfatterens honorar i disse forlagskrisetider, går vi den modsatte vej. Vi har ikke nogen standardkontrakt, men mindste honorar er 15% for papirbøger og 50% for e-bøger. Og hvis vi kun skal udgive en velredigeret e-bog, som stort set er klar til formatering, går vi noget højere op.

Lige nu overvejer vi dog at udvide forlaget med et konkurrencedygtigt medudgiver-tilbud. Egentlig bryder jeg mig ikke om at tage penge fra forfattere, men jeg har trods alt ikke Onkel Joakims pengetank, så der er grænser for, hvor mange papirbøger, der er økonomi til at udgive. Og hvis forfattere virkelig gerne vil have bogen ud, så kan vi i det mindste tilbyde at gøre det billigere end de fleste andre.

 

Som forfatter der med succes kan sælge sine bøger både herhjemme og internationalt, hvad synes du så forskellen på det internationale bogmarked og det danske er?

For selvudgivere er mange elementer af processen ens. Det drejer sig om at skrive en god bog, få den grundigt redigeret og fremstille eller købe en god forside. Derefter skal den sælges til den rigtige pris. Endelig ikke for dyrt, for her gælder det virkelig, at mange bække små er bedre økonomisk end en usælgelig bog til den pris, forfatteren ‘føler’, hendes livsværk er værd.

En væsentlig forskel er dog, at internationalt lever forfattere af indtægter ved direkte salg. Selvudgivere og forlagsforfattere er ligestillet, og selvudgivere har endda store fordele ved ikke at skulle give størstedelen af indtægten til et forlag, og ved selv at kunne justere prisen op og ned efter behov. Mange danske fuldtidsforfattere lever primært af bibliotekspenge og legater. Og her er en alvorlig skævvridning, fordi de lektører, som udarbejder udtalelser om bogen til bibliotekerne, frasorterer de fleste bøger udgivet af selvudgivere eller mikroforlag. Det er ikke et spørgsmål om kvalitet, for lektørerne læser jo ikke de bøger, de ikke giver en udtalelse på. De er bare mere tilbøjelige til at sortere disse bøger fra på forhånd, og selv om jeg forstår, at bibliotekerne ikke bare er en utømmelig pengetank, bliver vi udsat for en urimelig forskelsbehandling.

 

Hvordan ser du forfatterens rolle i fremtiden på det danske bogmarked?

Det ved jeg egentlig ikke, om jeg er kvalificeret til at svare på. Men det er tydeligt, at et stigende antal forfattere er utilfredse med dårlige vilkår på forlagene. Det er jo langt fra kun debutanter, som vælger at selvudgive. Flere og flere etablerede forfattere vælger at udgive alle eller nogle af deres bøger selv, og jeg tror, vi kun har set begyndelsen af denne udvikling. Om ikke andet, så betyder det, at kritikerne ikke bare kan affærdige os og påstå, selvudgivelse altid er en nødløsning.

 

Tror du at selvudgivervejen har banet vej for at nye forfattere har større chance for at blive læst og måske tjene lidt penge på deres bøger?

Ja, helt bestemt. Jeg er jo ikke ligefrem blevet millionær på mine bøger, men når det lykkes at finde tal for, hvad mange etablerede forfattere tjener på deres bøger, så kan jeg jo se, at min måde virker overraskende godt. Jeg er i det mindste ikke fattigere end de andre 😉

 

nabohuset

 

Hvad er dit bedste råd til en nystartet forfatter som vil gå selvudgivervejen?

Lad være med at gøre det, før dit manuskript er godt nok. Få hjælp – enten af dygtige venner eller betalt redigering. Det kræver afstand at få øje på svagheder og plothuller i en historie, og selv om du selv synes, du skriver godt, er der næsten ingen, som er i stand til at læse korrektur på deres egne bøger.

Mit andet råd skal være forsigtighed. Af og til hører vi succeshistorier om selvudgiveren, som bestilte et lastbillæs af papirbøger hjem fra Østeuropa og tjente en formue. Men for hver af de historier tør jeg vædde på, at der er 99 selvudgivere, som græmmer sig over at have garagen fuld af usælgelige bøger. I dag kan det lade sig gøre at få trykt oplag helt ned til 50-100 bøger og sælge dem med et lille overskud. Og går det galt, så er det økonomiske tab til at leve med.

 

Hvordan skal hun/han få gjort opmærksom på sig selv og sin bog på bedste vis?

Jeg kom selv godt i gang ved at blogge ihærdigt og vedholdende om krimier i tre år. Og det indebærer ikke bare at blogge selv, men også at skabe kontakt og efterlade masser af interesserede kommentarer på lignende blogge. Da jeg var godt i gang, kunne jeg se, at jeg var nødt til at droppe bloggen, fordi den slugte for meget af min skrivetid. Det var en svær beslutning, for den gav mig et uvurderligt netværk og en international flok at dele mine læseoplevelser med, men det var nu en gang krimiforfatter og ikke fuldtidsblogger, jeg ville være.

Nu bruger jeg mest min forlagsside på Facebook. Jeg har selvfølgelig en forlagshjemmeside, og det er sket, jeg har betalt for annoncer. Men effekten er så lille, at det sjældent er umagen værd. Så det er derfor, jeg fortæller ‘mine’ forfattere, at jeg ikke sætter ret meget af til markedsføring, ikke af nærighed. Virkede det, ville jeg også være villig til at betale for det 🙂

 

Hvordan vil du beskrive dine bøger?

I det store og hele skriver jeg i to undergenrer. Den genre, jeg selv holder mest af, er psykologiske mysterier. Jeg ser dem som en undergenre til krimier, men hvor thriller-genren stiler mod høj fart og masser af drama, er de væsentlige elementer i psykologiske mysterier plot, personbeskrivelse og miljø. Der er også spænding, men det er mere den snigende slags, som ligger og ulmer under overfladen. Sådan en udefinerlig fornemmelse af, at noget er galt, som så vokser sig stærkere, mens man læser. Denne slags bøger skriver jeg på dansk og oversætter bagefter til engelsk.

Den anden genre er hyggekrimier. Amerikanerne kalder dem ‘cozy mysteries’. Selv om der selvfølgelig er tale om forbrydelser, ofte mord, lægges fokus ikke på vold og blod, men på detektiven (ofte en anderledes og meget hyggelig privatdetektiv) og hendes eller hans optrævling af sagen. Agatha Christies Miss Marple eller TV-serien Inspector Barnaby er gode, britiske eksempler. Jeg har skrevet en roman og en række noveller om bibliotekaren Rhapsody Gershwin og hendes kæreste, Constable Penrose – alle på engelsk, og det meste af det har jeg valgt ikke at oversætte til dansk.

 

Hvilken type bøger udgiver Candied Crime?

Som nævnt ovenfor, skriver jeg selv krimier. Men vi udgiver også socialrealisme, fantasy, historiske romaner, biografiske bøger og almindelig skønlitteratur. Når vi modtager et manuskript, ser vi primært på, om bogen er interessant og velskrevet, ikke hvilken genre det er.

Dorte Hummelshøj Jakobsen er forfatter til en række succesfulde krimier, bl.a. Nabohuset og Anna Märklins familiekrønike, samt den populære bog Krystalnætter.

Se mere om Dorte og Candied Crime på www.candiedcrime.com

Ane-Marie Kjeldberg, aktuel med “Jeg får døden”, om at mikse selvudgivelse med forlagsudgivelse

take your businessto the next level!

Dagens interview er med bog-aktuelle Ane-Marie Kjeldberg, som netop er udkommet med Jeg får døden.

Ane-Marie kunne meget vel kaldes for en “hybrid-forfatter” da hun selvudgiver og forlagsudgiver på kryds og tværs. Forfattere har i dag mange muligheder for selv at sammensætte sine bogudgivelsers vej til læserne og i dag kan du læse med, når jeg spørger ind til hvorfor Ane-Marie har valgt den model.

AM

Du har udgivet dine bøger hos forskellige forlag, f.eks. lydbøger hos Lindhardt og Ringhof, nu din nyeste hos mikroforlaget Candied Crime og mange af dine bøger har du selvudgivet – hvordan kan det være at du ikke er gået den klassiske vej eller selvudgivervejen 100 %?

Det var egentlig ikke nogen bevidst beslutning i den forstand. Det udviklede sig bare sådan.
Min allerførste roman, Keramik, udkom faktisk (kun) som e-bog, dengang ingen kendte til e-bøger. Det var i 2004 hos noget, der hed eForlaget. De var for tidligt ude – ingen i Danmark var modne til e-bøger – så forlaget lukkede desværre meget hurtigt igen.
Men det var første gang, jeg fik et manuskript antaget af et forlag, og jeg fortsatte i den retning. Jeg tror slet ikke, jeg på det tidspunkt vidste, at man selv kunne udgive sine bøger, og jeg tror ikke, der var mange der kastede sig ud i at selvudgive her i landet på den tid.
Siden fik jeg så to romaner antaget af Forlaget Facet. Det var fedt, der kom nogle avisanmeldelser m.m. (nogle af dem endda gode!), og jeg regnede med, at det var vejen frem – at blive papirudgivet på et forlag.
Men jeg begyndte med årene at se, at flere og flere udgav selv, og at nogle havde held med det. Og det tiltrak mig – dette at man selv kunne bestemme, hvordan bogen skulle se ud, hvad den skulle indeholde, hvordan den skulle markedsføres. Med hensyn til markedsføring var jeg på et ret tidligt tidspunkt optaget af mulighederne på nettet – blogs og med tiden Facebook, Instagram og Twitter. Og jeg fandt, at en del af de etablerede forlag var noget langsomme til at fange og bruge mulighederne der.

webmarcipan

Da jeg så havde skrevet min erotiske novellesamling Aktstykker, vidste jeg, at Facet ikke ville udgive den – da man også i høj grad udgiver bøger for børn og unge på dette forlag, ville bogen ikke passe ind. Jeg forsøgte mig hos et par andre forlag, og fik besked om, at bogen var af god kvalitet, meeen at man ikke lige turde binde an med den. Et forlag skrev kort og godt til mig, at novellerne var velskrevne, men at ”danskerne ikke vil læse den slags”. Så besluttede jeg at lade det komme an på en prøve og udgav selv bogen i e-format. Og det viste sig, at danskerne gerne ville læse ”den slags”. Rigtig gerne. Og på Litteratursiden.dk fik den et par fine og anerkendende anmeldelser. Bogen har solgt vældig godt og kom på bibliotekernes eReolen, hvor den udlånes i stort tal måned efter måned.

Denne oplevelse gav mig blod på tanden, og jeg udgav en række bøger på samme vis.
Det har været en stor glæde – og jeg har høstet mange erfaringer med hensyn til særligt markedsføring.
Siden henvendte Lindhardt & Ringhof sig – temmelig overraskende – til mig og ville gerne lydbogsudgive flere af mine selvudgivne værker. I første omgang de erotiske Aktstykker. Det tog jeg imod med kyshånd, da det føltes som et lille blåstempel til bøgerne, og jeg tror også en del læsere ser det sådan. Lydudgaverne har givet mig et lille forskud, og på sigt vil de også kunne give mig royalties – men jeg fornemmer også, at L&R-lydudgaverne har påvirket salget af e-bøgerne i gunstig retning. Det er måske egentlig det vigtigste ved dem.
Og som en udløber af de forskellige udgivelser blev jeg i år af forlægger Karsten Nielsen opfordret til at bidrage med en novelle til den erotiske antologi Udsøgt, som kom ud på Byens Forlag i sommer. Jeg var glad for, at en forlagskapacitet som Karsten Nielsen (han har over 30 års forlagserfaring, blandt andet hos Peoples Press og Lindhardt og Ringhof) gerne ville have mig med. Dét og henvendelserne fra Lindhardt & Ringhof viser mig, at hybridvejen er noget værd, at de traditionelle forlag begynder at tage selvudgivelser alvorligt – i stedet for blot reflektorisk at se ned på dem og forfatterne bag, som mange gjorde i starten.

Som et lille kuriosum kan jeg i øvrigt fortælle, at mine to romaner fra Facet (Fred og ro samt Marcipansøstre) om nogle måneder genudgives i e-form af Lindhardt & Ringhof.

Hvorfor har du valgt at udgive via Candied Crime, fremfor at selvudgive din nyeste bog Jeg får døden?

jfd stabel

Det har flere grunde.
For det første ville jeg gerne have Jeg får døden ud som papirbog, og havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville kaste mig ud i at selvudgive på papir! Jeg vidste, at det ville være uoverkommeligt for mig.

For det andet følte jeg efterhånden trang til at få andre øjne – og helst virkelig professionelle – på et manuskript inden udgivelse. Man kan godt gå og blive lidt blind for sine egne skriverier. Og selv om jeg har flere forfatterkolleger og andre kloge folk, som ofte giver mig sparring, så begyndte jeg at savne at få helt fremmede øjne på. Og gerne sådan rigtig litteraturuddannede øjne.
For det tredje var jeg begyndt nu og da simpelthen at savne at have et forlag i ryggen – at føle mig mindre frit svævende. En god forlægger kan være en uvurderlig støtte, også mentalt. Og en god forlægger kan klare mange af de praktiske opgaver, som kan komme til at fylde enormt, når man kun nu og da udgiver noget selv – man har det med at glemme processerne fra gang til gang. Jeg har i hvert fald!
Og jeg havde gået nogen tid og holdt lidt øje med Candied Crime og Dorte Hummelshøj, som står bag det. Jeg havde en fornemmelse af noget seriøst og meget sympatisk. Og jeg fik mere og mere den opfattelse, at Dorte og jeg havde lidt af den samme smag inden for krimier. Så til sidst vovede jeg pelsen og spurgte, om man ville se mit krimimanuskript. Det ville man gerne – og der blev endda flux sat en cand. mag. i litteraturhistorie på som ekstern konsulent. Det var jeg vældig glad for. Og forlaget fandt – hurra! – bogen værd at udgive, vi blev enige, underskrev kontrakt, udførte et spændende redigeringsarbejde (med den nævnte konsulent på) – og for få dage siden udkom bogen. Det har været et yderst positivt forløb.

Hvordan ser du forfatterens rolle i fremtiden på det danske bogmarked? Er det fremtiden at gå ”hybrid-vejen” og vælge og fravælge fra bog til bog?
Ja, det tror jeg, vi vil se mere og mere af. Dette med, at man er bundet til ét forlag, synes at være en saga blot. Så forlagene skal være meget oppe på mærkerne for ikke at ryge bag af dansen. De skal lægge meget mærke til, hvad læserne gerne vil have. Det kan de blandt andet tage bestik af ved at se på, hvilke selvudgivne eller mikroforlagte tekster, der ryger op på salgs- og udlånslisterne. Forfatterens rolle i den sammenhæng er at være fleksibel og modig – for eksempel ved nu og da at udgive en tekst selv.

AM2

Tror du at selvudgivervejen har banet vej for at nye forfattere har større chance for at blive læst og måske tjene lidt penge på deres bøger?

Det tror jeg bestemt. Der er mulighed for en meget mere direkte kontakt med læserne, når det tunge forlagsapparat ikke altid skal i sving, før noget når ud. Mine erotiske Aktstykker tiltalte for eksempel masser af læsere, selv om forlagene mente, at danske læsere ikke kan lide erotik. Det fik jeg – og forlagene – kun fundet ud af, ved at jeg selv tog mod til mig og bare udgav bogen.

Hvad er dit bedste råd til en nystartet forfatter som vil gå selvudgivervejen?

Gør dit arbejde ordentligt. Send ikke ufærdige eller sjuskede tekster ud. Læs korrektur – eller få andre til det. Gennemgå også logik og sammenhæng i din tekst nøje – få rigtig gerne andre til at kommentere. Brug tid på det. Megen tid. Og lad så teksten hvile, når du mener, den er fuldstændig færdig. Lad den ligge mindst fjorten dage, og læs den så igen. Ofte vil man opdage, at noget stadig bør ændres og tilrettes.
Så altså: 1) Vær omhyggelig, 2) få gerne en second opinion og 3) giv dig tid.

Hvordan skal hun/han få gjort opmærksom på sig selv og sin bog på bedste vis?

Facebook er guld værd i den sammenhæng. Det samme er Instagram og Twitter. Selv kører jeg også diverse blogs, hvor jeg nu og da siger lidt om mine bøger. Det vigtige er her at linke på spændende vis til opslagene via fx Facebook – ellers får de ingen læsere.
Og så er en profil – og dermed en blog – på Litteratursiden.dk efter min erfaring en god idé. Direkte reklamer for ens bøger tolereres ikke her – men man kan jo godt på høflig og kreativ vis få nævnt dem alligevel …
På FB skal man huske ikke kun at skrive ”køb min bog!”, ”køb min bog!”, selv om det er det, man har lyst til. Ens venner og bekendte kører trætte i det og ser til sidst overhovedet ikke, hvad man lægger op. Man må finde forskellige vinkler på sine bøger – og man må ind i mellem skrive om noget helt andet. Hvis folk skal have lyst at købe ens bøger, skal de også have lov at se, at man ’bare’ er menneske nogle gange – lufter hunden, holder ferie, læser avisen. Man skal også huske at reagere på andres opslag, så man ikke fremstår som en eller anden selvfikseret promotionrobot. Det er noget, jeg ved, at jeg selv ikke er god nok til – ofte synes jeg ikke, jeg har tid nok til at følge med på FB.
Jeg har også i et vist omfang benyttet mig af betalte annoncer på Facebook. Nogle gav absolut intet salgsmæssigt, andre gjorde. Endnu har jeg ikke helt gennemskuet, hvornår de virker, og hvornår ikke. Jeg tror dog, at jeg har opdaget én vigtig ting – vil man annoncemæssigt linke til netboghandler, skal man kun linke til de allermest kendte som Saxo og Arnold Busck. Også selv om ens bog er billigere hos andre. Danske bogkøbere er åbenbart meget ængstelige i forhold til boghandler, de ikke har hørt om tusind gange før.

 

Hvilke råd vil du give til en selvudgiver, som gerne vil sælge rettighederne til lydbøger?
Hvis du har valgmuligheder, så vælg det lydbogsforlag, der har den bedste signalværdi. Det store forlag med det kendte navn fremfor det lille. Jeg tror på, at en lydudgivelse hos et velkendt forlag kan have en afsmittende blåstempeleffekt på eksempelvis selvudgivne bøger. Og sørg for at få et forskud fra lydforlaget – det er sådan en dejlig og opmuntrende oplevelse!

Nogle af dine bøger på er Amazon, på dansk vel at mærke, er det en vej du tænker at gå i fremtiden – at udgive på engelsk?

Det er Lindhardt & Ringhof, som har lagt nogle af lydbøgerne på Amazon. Hvad deres tanke er med det, ved jeg faktisk ikke.
Jeg har ikke selv planer om at udgive på engelsk. Det vil kræve for stor en investering at sørge for ordentlige oversættelser. Men om nogle af mine forlæggere kunne finde på det med tiden, ved jeg ikke. Time will show!
Jeg har til gengæld nu og da overvejet at udgive på tysk, da jeg har tysktalende og tyskskrivende i mit bagland. Men det ville formentlig kræve en eller anden professionel korrektur, da ’mine’ tyskere lever i Danmark og har gjort det i mange år, hvilket kan give et lidt gammeldags tysk. Så igen – der vil skulle investeres. Så vi venter lige lidt og ser …

Kan du anbefale at putte sine bøger på dansk på Amazon eller et andet udenlandsk site?

Personligt tror jeg ikke, det giver ret meget. Der skal nok oversættelser til.

Dine første bøger blev forlagsudgivet, har du planer om at genudgive dem selv?

Den første kom som nævnt på eForlaget. Den tror jeg ikke skal genudgives. Jeg synes ikke – set i bakspejlet – at den er helt god nok. Eller det tror jeg ikke, den er. Det er faktisk mange, mange år siden, jeg sidst har læst den. Måske skulle jeg prøve at kigge lidt på den?

Bøgerne, der kom på Facet (Fred og Ro samt Marcipansøstre), genudgives som sagt i e-form af Lindhardt & Ringhof inden længe. Det glæder jeg mig meget til. Håber, at de med den rette eksponering på FB mv. kan få et nyt salgsryk!

ItemImage

Til sidst, fortæl om din nye bog – hvad kan vi forvente af moppedrengen med det smukke cover?
Ja, det er et virkelig flot cover, ikke? Caroline Kjellberg Juul Mortensen har gjort et fantastisk stykke arbejde på grundlag af Kasper Nymanns flotte foto.
Jeg får døden‘ skal man købe, hvis man kan lide en spændende, men dog (forholdsvis) ublodig krimi med fokus på psykologien. Og hvis man sympatiserer med tanken om en midaldrende kvindelig hospitalspræst som detektiv (en detektiv, der ikke hopper fra skyskrabertag til skyskrabertag eller slår morderen ud med karatehug eller jiu-jitsu-spark) – i samarbejde med en ung (og flot) (alt for flot …) mandlig psykolog.
Bogen er ikke kun underholdning (det er den dog også!), men tager samtidig et livtag med nyspirituelle miljøers og alternative helbrederes ansvar i kontakten med syge eller på anden måde skrøbelige mennesker.
Krimiforfatteren Hans Schmidt Petersen, som jeg har stor respekt for, har sagt om den, at den er: “Et farligt, dødbringende eventyr, med et bestialsk mord og pludselige, rørende indblik i den menneskelige natur. Et eventyr, der til sidst byder på en fuldstændig overraskende, tragisk vending, der hæver denne krimi langt ud over det ordinære.” De ord er jeg meget, meget glad for – og jeg håber selvfølgelig, at mange læsere vil være enige med ham!

Ane-Marie Kjeldberg huserer på Skrivestueliv

Selvudgiver-serien: Interview med Suzy Wengel

Selvudgiver-Serien går tæt på selvudgivere, indie forfattere og mikroforlag, for at høre om myten om at selvudgivelser er noget usammenhængende bras, nu også er sand? I dag kan du møde forfatter og kostvejleder Suzy Wengel, som er forfatter til bogen Sense – slank med fornuft. suzywengel Hvad er Sense – slank med fornuft?

  • Ærlig fortælling om min egen vægthistorie – før, under og efter vægttabet
  • Formidling af konkrete råd til vægttabsperioden og den efterfølgende vægtvedligeholdelsesperiode
  • Beskrivelse af et system, hvor man på enkel vis kan styre energiindtag ved hjælp af at ”åbne og lukke” spisekasser og bruge hænderne som målestok for portionsanretningen
  • Beskrivelse af hvordan et fornuftigt sammensat måltid skal sammensættes – en slags formel for en ny type tallerkenmodel.

Hvor længe har du skrevet? Samlet set i 8 måneder. Jeg startede med at lave et hæfte på 54 sider i et flot layout – dog helt anderledes end layoutet i selve bogen (i et oplag på 150 stk.) – med kostkoncept og ideer til bogens indhold. Den blev læst og testet af ca. 100 personer. Det tog kun 4 uger at lave hæftet. En tur til USA – væk fra familien – betød rigtig meget for skriveprocessen. Herefter blev hæftet klippet i små stykker og sat sammen til kapitler/emner – sammen med små post-its med ”nye” ideer. Hvorfor valgte du at selvudgive? Fordi jeg er iværksætter og har været selvstændig i snart 10 år. Jeg har troen på, at når jeg går 100 % ind for en opgave – og sætter mig ind i ”processen”, i dette tilfælde at skrive en bog, skal det nok lykkes. Jeg blev ret hurtigt klar over, at jeg ville miste kontrollen over ”processen”, hvis der skulle et forlag ind over. Rent økonomisk er det et sats. Break-even kræver at 4/5 del af bøgerne bliver solgt – men derefter er overskuddet også til at tage og føle på! Indtil videre er der solgt 700 bøger på 2 ½ måned og vi er godt tilfredse. Vi har dog lige sat prisen ned fra 329 kr til 249,95 kr fordi meldingen fra boghandlerne er, at mange fatter interesse for bogen, men vælger en billigere bog – kun pga. prisen. Vi vil hellere sælge lidt billigere ud end ende med et lager af bøger. Fortæl lidt om dig selv? Stædig, tager gerne chancer sense Hvilke udfordringer har du mødt på din vej til selvudgivelse? Kræver en stor investering både økonomisk og tidsmæssigt. Komme igennem alle faser uden et netværk af professionelle (med hver deres speciale). Hvad er det bedste du har fået ud af at selvudgive? Selv at kunne bestemme og give bogen det udtryk jeg gerne ville have frem – og at bogen kom i en flot kasse. Er du stødt på nogle fordomme om selvudgivere undervejs? Mødet med bogbranchefolk har været den største nød at knække. Boghandlerne er ikke meget for at snakke med selvudgivere – de satser helst ikke. Google/nettet – fordommene står i kø, det virker til, at hvis ens bog (idé) ikke er ”taget” af et forlag, må den være så ringe, at det kun er en selv, der vil udgive. Jeg synes dog, at netop 2014 har været året hvor selvudgivere for alvor er ved at komme på banen… Hvad har du gjort for at sikre at din bog blev en bog med kvalitet? Rent bogfremstillingsmæssigt har jeg valgt Rosendahls A/S – til opsætning, layout og tryk – samt fremstilling af bogkasse. Steffen Stamp (professionel fotograf) har taget foto til omslag og portrætbilleder i bogen. Jeg har haft stylist på i forbindelse med portrætbillederne. Jeg har sparet med Rosendahls meget kompetente ansatte – alt lige fra papirkvalitet, kapitalbånd, indbinding, farvevalg mm. Jeg har selv designet omslaget og udvalgt grundfarver mm. Har du haft andre til at lave noget på bogen? (grafiker, korrektur eller lign.) Jeg har haft en journalist indenfor ”faget” til at hjælpe mig med strukturering og til- og fravalg i emner og kapitler. Korrekturlæser. Læser du selv bøger fra andre selvudgivere? Det er først noget, jeg er begyndt at interessere mig for, efter jeg selv har udgivet. Kommer du til at selvudgive flere bøger? Ja, det tror jeg. Sense – opskrifter kunne være den næste i pipeline. Jeg er dog blevet kontaktet af to større forlag, som gerne vil udgive mine bøger. Er der nogle succeshistorier om dine selvudgivne bøger/bog du vil dele? (presse, gode anmeldelser, godt salg eller lign.) Lav en flot bog i god kvalitet, en professionel hjemmeside, tag de sociale medier alvorligt – lav derfor en god Facebook-side, lav visitkort – alt med samme udtryk. Det virker godt, når man står overfor boghandlere. Find Suzy her: Sense-kost Sense-kost på Facebook

Selvudgiver-Serien: Interview med Camille Bech

Selvudgiver-Serien går tæt på selvudgivere, indie forfattere og mikroforlag, for at høre om myten om at selvudgivelser er noget usammenhængende bras, nu også er sand?

I dag kan du møde forfatter Camille Bech, der skriver erotiske historier.

Fortæl mig lidt om din bog

Fristelser, er den fjerde novellesamling med undertitlen; ”Sex små fortællinger for voksne”. Novellerne er tænkt som små appetitvækkere, lidt på samme måde som læserfortællingerne på de grå sider i Ugens Rapport i sin tid. Man kan måske sige, at det er en slags blid porno uden billeder men med handling, der i modsætning til ”de grå sider”, også henvender sig til kvinder. Jeg udgav min første erotiske roman i 2010.

10962118_950124511672261_851319387_n

Hvorfor valgte du at selvudgive?

Jeg har min helt egen facon, mit sprog er vovet, og jeg tror ikke, jeg ville have fundet nåde hos de etablerede forlag, derfor valgte jeg, at selvudgive.

Hvilke udfordringer har du mødt på din vej til selvudgivelse?

De største udfordringer ved at selvudgive, har for mig været markedsføringen, der er stadig berøringsangst med min genre, det er meget lettere, at omtale eksempelvis, Fifty Shades of Grey, fordi den først var godkendt/accepteret uden for Danmark.Jeg bryder mig ikke om den slags, men jeg har måske også en lidt anden tilgang til det seksuelle, for mig er det hverken pinligt, flovt eller skammeligt, at vi bliver liderlige på ligefod med mændene, og jeg køber da slet ikke påstanden om, at mænd har mere lyst til sex end kvinder. Om det er en udfordring, at jeg ikke bliver anmeldt, har jeg ikke taget stilling til, men det kan da irritere mig, når genren bliver omtalt, og jeg bliver forbigået. Det til trods, blev den alligevel nedgjort en smule, bl.a. med omtalen; husmoderporno, det blev nærmest fremstillet som en smule komisk, at alle danske husmødre nu også, ville sidde derhjemme og blive liderlige, mens de nød Mr. Grey.

Hvad har du gjort for at sikre at din bog blev en bog med kvalitet?

Først og fremmest forsøger jeg, at variere sproget, altså finde nye ord for det samme, så sproget bliver flydende. Jeg gennemlæser manuskriptet rigtig mange gange, og øver mig i, at handlingen ikke skrider for hurtigt fremad. Det sidste, er for mig en stor kunst, som jeg endnu ikke mestrer, det betyder ikke så meget for novellerne, men når jeg skriver romaner, må jeg blive bedre til at træde på bremsen. Jeg mener, at bogens cover er vigtig, det er læserens første møde, derfor skal coveret været indbydende, og vække læserens nysgerrighed. Jeg har prøvet mig frem med trykning af mine bøger, men er landet hos amerikanske CreateSpace, der både leverer kvalitet og en god pris.

Hvad er det bedste du har fået ud af at selvudgive?

Jeg har fået meget ud af at selvudgive – også ud over pengene. Det er lærerigt, og hvis man elsker, og brænder for at skrive, er det da en gave, at man også kan få det udgivet.

Er du stødt på nogle fordomme om selvudgivere undervejs?

Der er masser af fordomme om selvudgivelse, men jeg har læst meget dårlig litteratur fra forlagene, hvor det er præcis, som det er med film, hvis man tager en kendt forfatter ind, er det automatisk en bestseller på samme måde, som når man hiver en stor skuespiller ind til filmoptagelse. Ofte skamroser anmelderne noget, de måske selv dårligt forstår, bare for at være med på trenden – lidt ”Kejserens nye klæder”, er der vel i det.

Har du haft andre til at lave noget på bogen? (grafiker, korrektur eller lign.)

Jeg har ikke andre inde over mine bøger, jeg bruger hverken betalæsere, grafikere eller korrekturlæsere, det sidste ville jeg gerne, men det er dyrt, og så skriver jeg jo i en genre, man ikke kan præsentere for hvem som helst. Selvudgiverbranchen og e-bogs konceptet måske, har endnu ikke en bæredygtig økonomi, der muliggør, at have mange inde over sin udgivelse.Jeg har en alder, hvor jeg har lært flere kommaregler, det kan falde ældre læsere i øjnene, på den anden side mener jeg nok, at hvis en kommafejl kan forstyrre læserens lyst til at nå til sidste side, så ”læser” man ikke mine bøger – de burde sætte andre tanker i gang.Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke kunne tænke mig professionel korrekturlæsning, hvilket også ville spare mig for mange arbejdstimer, men som sagt er økonomien endnu ikke til det.

Når det er sagt, er det jo stadig ikke en garanti for, at de mest aggressive fejljægere vil være tilfredse, jeg har også forlagsudgivne bøger med fejl, men der er da ingen tvivl om, at de der ikke bryder sig om selvudgiverkonceptet, ser en dyd i at gøre livet surt for os.

Jeg kan til gengæld ikke selv acceptere, at man ikke kan skelne mellem ”hans/hendes og sin” og ”ligger eller lægger” – vi har alle vores kæpheste, og jeg har fået mere end et 12 tal i dansk i mit liv, så jeg tror ikke, jeg ødelægger andres læring i tegnsætning med mine bøger.

En af grundene til, at jeg er selvudgiver er, at jeg ikke vil censureres, jeg har min egen facon, en blanding af erotik og pornografi, selve formen er, som jeg ønskede mig fra starten, det betyder naturligvis ikke, at der ikke er plads til forbedringer.

Læser du selv bøger fra andre selvudgivere?

Jeg læser selv selvudgivne bøger, for mig er der ingen forskel, jeg kender jo selv til motiverne for at vælge den vej, og det handler jo ikke om, hvorvidt der er forlag, der vil eller ikke vil have materialet ind. De dygtigste skuespillere, har som oftest fået flere afslag fra teaterskolerne, før de kom ind – det betyder ikke noget for mig, om bogen har fået en accept fra et forlag.

Jeg havde i mange år et forhold til den danske skuespiller, Torben Jensen, han lærte mig at se stort på anmeldelser og deres betydning for det, jeg laver. Jeg er et sårbart menneske, og går så langt uden om anmeldere som muligt, jeg synes tonen er aggressiv og ødelæggende, også for de største bestsellere. Jeg læser sjældent anmeldelser, men én falder mig for brystet, nemlig Ekstrabladets musikanmelder, Treo, ifølge ham har der ikke været en eneste koncert, fra Bruce Sprigsteen til Prince, der var værd at overvære – jeg giver ikke meget for det. Jeg blev så ked af det på Susanne Biers vegne, da jeg læste anmeldelsen af hendes seneste film dagen efter præmieren, det er bare ikke okay, at en enkelt anmelder sætter sig til dommer over flere års hårdt arbejde. Heldigvis er læsere, seere og musikelskere ligeglade, men som forfatter har jeg ikke noget at bruge det til.Jeg har været omtalt i forbindelse med min indtjening som selvudgiver, både herhjemme og i Norge, det har været positivt, men det er aldrig noget, jeg selv har opsøgt.

Se mere om Camille Bechs bøger her

 

 

 

 

Selvudgiver-Serien: Interview med Christian J.D. Dirksen

Selvudgiver-Serien går tæt på selvudgivere, indie forfattere og mikroforlag, for at høre om myten om at selvudgivelser er noget usammenhængende bras, nu også er sand?

I dag kan du møde forfatter Christian J.D. Dirksen, som er forfatter til romanerne om politimanden Bjørn Bruhn.

 

Forfatterfoto Christian Dirksen


Baggrund

Jeg skrev min første roman med blyant mens jeg endnu gik i folkeskole. Den ligger stadig på loftet, tror jeg, uberørt siden dengang i 1960’erne. Efterfølgende tog jeg som sekstenårig et ‘maskinskrivningskursus’ på aftenskole, lånte min fars Remington skrivemaskine og skrev mange noveller og digte som i dag tilsammen fylder et ringbind. Et par af novellerne sendte jeg ind til et ugeblad, og dengang var man stadig så høflig at man svarede på indsendte manuskripter – tak, men nej tak.

 

faren

Karriere i Forsvaret
Så fulgte en lang og travl karriere – 40 år i forsvaret – hvor jeg virkelig fik brug for mine sproglige evner. Jeg har skrevet og senere som chef redigeret masser af skriftlige analyser, rapporter, politiske oplæg og planer. Jeg samlede sammen på mine erfaringer med stabsarbejde på højt niveau og fungerede ved siden af mit almindelige arbejde også som lærer på officerernes videregående uddannelser (akademisk bachelorniveau) i Flyvevåbnet og Søværnet. Til det formål skrev jeg en fagbog med titlen ‘Vidensdeling i Forsvaret – introduktion til analyse og stabsmetodik’. Reelt var dette min første selvudgivelse, selvom det var Forsvarets Trykkeri i Karup som fremstillede bogen. Hvert år blev der udgivet et nyt oplag på fx 100 bøger svarende til det antal elever jeg underviste. Som lærer udlovede jeg en øl eller sodavand for hver ny fejl eleverne kunne finde – i sprog, stavning, tegnsætning, logik. På den måde lokkede jeg for ca. en six-pack om året eleverne til at læse min lærebog meget omhyggeligt, og jeg fik et overvælgende antal ‘betalæsere’ til at yde en engageret indsats for at redigere og kommentere min bog. Samtidig udbyggede og forbedrede jeg bogen år efter år.

 

Hvorfor valgte du at selvudgive?
Efter i 2004 at være sendt til udlandet for en femårig periode kunne jeg ikke længere undervise på officersskolerne, men jeg fortsatte med at redigere og udgive nye udgaver af ‘Vidensdeling’, indtil jeg i 2008 gik til Books on Demand (BoD) og tegnede en femårig kontrakt om fremstilling og distribution af bogen. Den solgte knap 800 eksemplarer frem til 2013. På det tidspunkt syntes jeg ikke længere at jeg havde den fornødne viden om Forsvarets udvikling til at jeg ville være bekendt at sælge bogen.

‘Vidensdeling’ var ikke den eneste bog jeg selvudgav i den periode. Jeg havde rent privat skrevet en eventyrroman som højtlæsningsbog for mine to døtre da de var mellem 10 og 14 år. Den udgav jeg også på BoD under titlen ‘I Dragens Øje’, primært for at kunne forære den eller sælge den til venner og familie.

 

Hvilke udfordringer har du mødt på din vej til selvudgivelse?
Jeg var med min lærebog så heldig på forhånd at have kunderne til rådighed. Officersskoler og stabe i Forsvaret rekvirerede bøgerne direkte fra Forsvarets eget trykkeri.

Dengang, som i dag, oplevede jeg den største udfordring i kravet om sproglig og indholdsmæssig kvalitet. Jeg benyttede en stribe betalæsere før den første bog blev udgivet, og jeg brugte gennem årene 500-600 elevers engagerede tilbagemeldinger til at sikre topkvalitet. Der kom aldrig en rigtig redaktør ind over den første bog.

Med eventyrromanen var det anderledes. Jeg havde i første omgang heller ikke redaktør på den, men mange betalæsere. I første omgang var jeg desværre kæk nok til at tro at det var tilstrækkeligt for at sikre fornøden kvalitet og biblioteksanerkendelse af bogen.

 

kvit

Er du stødt på nogle fordomme om selvudgivere undervejs?
Dengang jeg udgav eventyrromanen, godkendte Dansk BiblioteksCenter (DBC) ikke selvudgivne bøger – og derfor kunne ingen BoD-bog få lektørudtalelse. Det betød at (næsten) ingen biblioteker købte bogen.

Senere forsøgte jeg at kompensere for eventuelle mangler ved at lade en topprofessionel freelanceredaktør redigere ‘I Dragens Øje’ meget grundigt, men den har stadig ingen chance hos bibliotekerne fordi den tidligere har været udgivet, og man lektøranmelder ikke genudgivelser uanset hvor grundigt de er blevet redigeret og rettet til.

Muligvis ændrer dette billede sig på et tidspunkt – der er ikke nogen saglig begrundelse for at afvise at lektøranmelde selvudgivelser nu hvor bogmarkedet bevæger sig i den retning. Men kald mig Mads om ikke DBC stadig afviser selvudgivere over en kam uden overhovedet at åbne deres bøger.

 

Hvordan blev du forfatter?
Efter min pensionering i 2009 skrev jeg min levnedsberetning til Ordenshistoriografen – det skal man gøre når man er dannebrogsridder, men der er ikke krav til form eller omfang. Det tog mig et år og blev til en bog på 444 sider, trykt i tre eksemplarer hos BoD.

Det skriveri gav mig blod på tanden, og i 2010 begyndte jeg så på en spændingsroman hvor de to første kapitler blev nedskrevet fra en drøm jeg havde haft nogle år i forvejen. Drømmen stod stadig klar i min bevidsthed, jeg vågnede op et ukendt sted, i en ny lejlighed; noget havde vækket mig, et skud fra nabolejligheden; jeg undersøgte sagen nærmere, blev fristet til at forsøge at overtage en andens identitet, og derfra udviklede historien sig, naturligvis på en for hovedpersonen uforudset og ubehagelig måde. Den bog fik titlen ‘ID – lånt identitet’.

 

id

Hvad har du gjort for at sikre at din bog blev en bog med kvalitet?
Belært af uheldige erfaringer med selvudgivelse, specielt behovet for uafhængig redigering for at sikre kvalitet samt for at opnå bibliotekernes anerkendelse af at der er tale om ‘en rigtig bog’ i modsætning til selvudgivelse, så jeg mig nu om efter ‘et rigtigt forlag’.

Det begyndte den ørkenvandring som det ofte er at få svar fra et af de store forlag på et indsendt manus. Reelt fik jeg ikke svar, måske fordi jeg var for utålmodig til at vente mere end fire måneder på respons før jeg gik til næste forlag, men igen med uforrettet sag. I 2011 blev mit manus pludselig antaget af et for mig ukendt forlag mod at jeg selv betalte et indskud til produktionen på 8.000 kr. Jeg slog til, og da jeg havde benyttet ventetiden til at skrive bog nummer to med titlen ‘Faren’, blev også den udgivet kort tid efter mod betaling af det samme indskud som den første.

I 2013 var jeg klar med den tredje bog, men nu var startgebyret hos forlaget steget til 15.000 kr., og mine erfaringer fra de første to bøger var blandede. En forfatterindtægt på 15 % var ikke tilstrækkeligt til at dække initialudgiften og samtidig give et overskud. Samtidig var den redaktionelle indsats på de to første bøger simpelthen ikke god nok.

Jeg sendte derfor mit tredje manus med titlen ‘Hovedløst’ til en freelance redaktør, Susanne Jespersen ved WritersAid, og så gik det pludselig stærkt. Den nye bog fik en ualmindelig grundig og meget professionel redaktionel gennemgang; et voldsomt løft af sprog, plot, struktur, layout – alt fik en håndfast tur, og kvaliteten blev synligt forbedret. Jeg var imponeret. Det viste sig at Susanne havde en fast samarbejdsaftale med et forlag som udgav bogen uden yderligere omkostninger for mig.

 

Er der nogle succeshistorier om dine selvudgivne bøger/bog du vil dele?
Senere skulle det vise sig at det nye forlag afslog at udgive ‘Hovedløst’ som e-bog, og desuden var der store problemer med at få udbetalt forfatteravance. Det kunne jeg ikke acceptere. Men det der startede som et problem, endte med at blive en fordel fordi det førte til at jeg pr. 1. oktober 2013 oprettede min egen virksomhed, Forlaget Genspejling. Det er etableret med overskudsdeling ud fra den filosofi at det er forfatteren som skaber værket, der bør tjene bedst på udgivelsen. 50 % af overskuddet på trykte bøger og 85 % af overskuddet på e-bøger går til forfatteren.

Ved også at udgive mine egne bøger kan man på den måde sige at cirklen blev sluttet, og at jeg vendte tilbage som en slags selvudgiver, men alligevel ikke, for ved brug af professionelle freelancere synes jeg at jeg har taget det bedste fra begge verdener med mig.

 

Har du haft andre til at lave noget på bogen? (Grafiker, korrektur eller lign.)
Til mine egne bøger bruger jeg systematisk et antal betalæsere før manus sendes til redaktøren, og jeg vil opfordre alle til at gøre det samme. Jo flere øjne på bogen, desto bedre. Jeg instruerer ikke betalæserne i hvad jeg gerne vil have dem til at fokusere på. Min erfaring er at en betalæser giver den mest frugtbare støtte hvis hun selv bestemmer hvad hun vil mene noget om.

 

hovedløst

Mit forlag benytter som sagt en af forlaget uafhængig freelance redaktør, efter min mening den bedste på markedet, både til at redigere mine egne og andre forfatteres bøger som udgives på mit forlag. Tilsvarende bruger jeg i fornødent omfang freelance grafikere til at fremstille professionelle bogomslag, men sommetider laver jeg selv omslagene hvis forfatteren ellers kan godkende resultatet.

Efter fem grundige redigeringsrunder hos redaktøren bliver bogblok og omslag sendt til et uafhængigt og dygtigt dansk trykkeri, Toptryk, og herfra leveres bøgerne direkte til distributøren Dafolo i Nordjylland.

Parallelt med den proces konverterer jeg selv manus til e-bog og stiller den til rådighed gennem Publizon og evt. SaxoPublish.

 

troløs

Troløs
Forlaget Genspejlings første bog blev en genudgivelse af ‘Hovedløst’, og umiddelbart efter, den 6. december 2013, fulgte den fjerde bog, Troløs’ i det som nu hedder ‘Bjørnebandeserien’, opkaldt efter hovedpersonen vicepolitikommissær Bjørn Bruhn og hans folk.

Jeg skriver alle mine bøger uden for genre. Hvis de bliver bedømt som krimier, lever de ikke op til normerne om fremadskridende analytisk problemløsning som læseren skal gætte med på og selvfølgelig gætte forkert med hensyn til morderen. Ingen af mine bøger er af den type. Hvis de bliver bedømt som almindelig skønlitteratur, bliver de desværre også dømt ude fordi de foregår i en ydre struktur omkring en forbrydelse og opklaring af samme. Uanset hvordan biblioteker og anmeldere søger at genre-placere bøgerne, lever de ikke op til standarden.

Trods det bruger jeg en ydre krimiramme for at fortælle om mennesker der bliver udsat for livstruende pres på kort sigt, bliver dårlige til at bevare overblik og derfor sommetider træffer de forkerte valg, og på længere sigt af samme grund belastes af skyldfølelse efter at presset er lettet. Der skal et hårdt ydre pres til, men så bevæger personerne sig også ind i samme negative spiral som PTSD ramte eller ofrene for traumatiske dødsoplevelser.

For mange år siden, mens jeg var elev på Flyvevåbnets Officersskole, skrev jeg hovedopgave om psykologiske konsekvenser under livstruende pres hvor jeg studerede erfaringer på psykoanalytiske undersøgelser af Hiroshima-ofre, koncentrationslejrfanger og soldater i kamp. Den interesse har jeg aldrig sluppet, og jeg kan nu bruge min viden direkte i mine romaners karakterbeskrivelser.

Den første og måske vigtigste konsekvens af livstruende belastning er at evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt bliver reduceret uden at pågældende opdager det, nærmest som det kan ske under reel stress-sygdom. Personerne taler ikke hensigtsmæssigt med hinanden om at løse fx faglige eller sociale konflikter. Hver af mine bøger indeholder problemer med kærlighed der ikke rigtig vil lykkes, og hver gang kan det tilskrives dårlige interaktion afledt af langvarigt stress eller de mere kortvarige livstruende situationer.

Således er mine bøger alle sammen kærlighedsromaner, men ikke af Barbara Cartland typen. Mine bøger er i det ydre krimier uden at følge stereotyperne (flosklerne) der knytter sig til krimier. Hvad kalder man sådan en genre? Nej, den findes ikke.

Jeg tilstræber at gøre bøgerne forskellige i plot, struktur og især fokusområder. ‘Troløs’ skiller sig ud fra de øvrige ved at være den eneste der ikke beskrives som ‘Spændingsroman’ på omslaget, men i stedet ‘Roman om tro, magt og kærlighed’. Som titlen antyder, er temaet ‘Tro’, både i modsætningen til ‘at være tro’ i parforhold eller over for en etisk tilgang til livet, og ‘at tro på Gud’.

Hvis vi ser på de konflikter og krige der hærger rundt omkring på kloden, er en alt for stor del forårsaget af folk som mener de udøver Guds eller Allahs gerning og vilje. Det giver nemlig ubegrænset magt når man holder Gud lukket inde i sin hånd, så kan man gøre hvad som helst helt uden ansvar – for ‘om Gud vil slår jeg dig ihjel – nu har jeg hugget hovedet af dig, så var det altså Guds vilje’. Den vildførelse og det misbrug af menneskers tro er for mig den største forbrydelse og den største trussel mod verdensfreden der findes i dag.

‘Troløs’ stiller spørgsmålet: Skal vi afskaffe Gud? og svarer til dels nej, men vi skal erkende at det ikke er os der har ham i hånden, det er ham der har os i hånden. En sådan filosofisk diskussion er grundtemaet i ‘Troløs’, men problemstillingen bliver gjort anskuelig og konkret ved at blive lagt ind i en skønlitterær ramme hvor hele handlingen i øvrigt beskrives gennem to kvindelige hovedpersoners øjne.

 

genspejlingHvad er det bedste du har fået ud af at selvudgive?
Jeg har lært en masse om at skrive – og læse – skønlitterære bøger.

En vigtig konklusion for mig er at ‘Show, don’t tell’ er det sværeste og senere det letteste ved at være forfatter. Sjovt nok har jeg igen og igen kunnet konstateret at lektører og anmeldere er dem der har de største vanskeligheder med at kapere det princip, for det kræver nemlig at man tænker selv, og det er der sjældent tid til hvis man er lidt for selvhøjtidelig og samtidig har en ambition om at anmelde fx 150 bøger om året. Sådanne ‘professionelle’ læsere vil af bekvemmelighed og dovenskab åbenlyst foretrække ‘tell, don’t show’ som betingelse for at anerkende litteratur.

Læser du selv bøger fra andre selvudgivere?
Ja, bestemt. I det omfang jeg har haft tid og lejlighed til det, har jeg betalæst både en række debutanters og også erfarne forfatteres manuskripter. Det har som regel ikke været for at antage et manuskript til udgivelse på mit eget forlag – der forlader jeg mig fortrinsvist på redaktør Susanne Jespersens indsats – men som vennetjeneste eller gengæld for andres betalæsning af mine bøger.

Man lærer en masse af at læse ufærdige bøger. Det hjælper med at få øje på og sat skaft på metoder og unoder, sprog, fortællestil etc.

Jeg er medlem af en stribe forfatterfora hvor vi hjælper hinanden, og i den sammenhæng har jeg også samlet nogle gode råd til aspirerende forfattere i en artikel, ‘Romanforfatterens tjekliste’, på NewPub: http://www.newpub.dk/artikel/romanforfatterens-tjekliste/

Kommer du til at selvudgive flere bøger?
Nej. Uvist af hvilken grund er jeg pludselig kommet i ‘bad standing’ hos Dansk BiblioteksCenter (DBC). Der findes ingen appelmyndighed som kan afsløre svigtende dømmekraft eller magtmisbrug når DBC med tilbagevirkende kraft pludselig dømmer min nyeste roman ‘Kvit’ og alle de tidligere udgivelser i ‘Bjørnebandeserien’ ude – dvs. også de ca. 470 bøger der allerede står på bibliotekernes hylder. Det betyder at jeg ikke længere kan skrive og udgive bøger til bibliotekerne som er min primære målgruppe. Det økonomiske grundlag for at udgive nye bøger fra Forlaget Genspejling er dermed forsvundet.

Se mere om sagen på Forlaget Genspejlings Facebookside

 

Du finder Christians bøger her og her