Kat Lassen: Det bliver simpelthen så kedeligt, hvis vi alle skriver på samme måde. | Interview-serie: Forfatterens skriveproces

Ikke to forfattere skriver en bog ens, selvom der findes masser af bøger som giver teknikker, metoder og skabeloner til præcis hvordan du strikker en bog sammen. Jeg finder det vældigt fascinerende hvordan vi på alle mulige forskellige måder ender ved samme mål: en bog der kan udgives.

I denne interview-serie med forskellige danske forfattere får du indblik i deres proces og deres forfatterliv. Jeg håber du vil finde stor inspiration til din egen skriveproces. Du er velkommen til at lægge en kommentar under blogindlægget til forfatteren eller til Ordlaboratoriet. Se flere interviews i bunden af artiklen.

Hvornår startede du med at skrive?

Siden jeg selv kunne skrive bogstaver og også lidt før. Min farfar har nedskrevet en del historier for mig. Bla. ’Flagermusen Tommy’ da jeg var omkring fem år. Historien var på hele 4 kapitler, hvilket jeg syntes er ret fint for en 5-årig, og dejligt at min farfar gad at skrive det ned. Det er et godt minde for mig i dag. Jeg har også altid været en ivrig dagbogsskribent, og skrev desuden alt for lange stile i folkeskolen.

Hvad var din første udgivelse?

Min første bog/bøger ’Livets Port’ udkom på et medudgiverforlag. Vil her også nævne, at inden jeg kom til den udgivelse, var jeg så heldig at have fået en super god mentor i forfatteren Silja Bødker. Mentorer er guld værd, hvis du altså er heldig at få en fod ind hos en veletableret og erfaren forfatter. Silja fandt mig vel charmerende, irriterende, sød eller måske ligefrem underlig, ha ha, men i hvert fald besluttede hun sig for at tage mig under sin forfattervinge og lærte mig mange ting om skrivefaget, hvilket jeg altid vil være hende taknemmelig for. Hun frarådede mig også på det kraftigste, at jeg sendte mit manus til det her dengang forholdsvise nye medudgiverforlag, men jeg var utålmodig, kunne overhovedet ikke lide at få afslag (havde prøvet det et par gange) og tænkte desuden, at det var gode royalties, de tilbød. Det fristede mig også enormt meget, at man selv som forfatter var rigtig meget inde over sit eget værk inden udgivelsen. Dengang troede jeg, at det var hundrede procent godt, hvilket jeg nu ved ikke altid er tilfældet. Silja fik også ret i sin bekymring omkring sin utålmodige elev (mig) og mit værk, og min debut med mit todelte fantasyværk blev ødelagt af manglende korrektur, manglende redaktør og den dårligste forside man/jeg selv længe har set … og som jeg endda selv godkendte.

Jeg kunne ikke lide at sige til forlaget, at den ikke var god nok, selvom jeg sagtens kunne se det. Jeg var det typiske tilfælde af en grøn, utålmodig og dog usikker forfatter, som overhovedet ikke kunne finde ud af at sige fra eller til. Forsiderne blev senere skiftet ud og erstattet af to flotte forsider illustreret af super dygtige Anita Sølver og korrekturfejlene blev rettet af forlaget, som egentlig ikke ville mig det ondt, men de var selv grønne og unge i faget. Desværre var skaden sket, da meget handler om førstehåndsindtryk i bogbranchen og 6 års arbejde var tabt på jorden og en masse tårer og god erfaring med den hårde side af forfatterbranchen optjent; her findes ingen kære mor, det hedder blot: FORFRA! Når jeg ser tilbage, så ville jeg ikke bytte den erfaring for noget, men det gjorde dog min vej lidt længere og mere besværlig og det gjorde ondt som bare fanden!

Stadig den dag i dag, selvom jeg er blevet dygtigere til at skrive, så syntes jeg, at ’Livets Port’ er en god, dyb og dejlig historie og jeg elsker selv at læse den. Brandærgerligt, at den ikke kom ordentlig ud til målgruppen. Dyre lærepenge, tror jeg det hedder, for lige at være lidt klicheagtig 😉. Siden Livets Port udkom i 2013, er der dog sket en masse og jeg udkom på Forlaget Calibat i 2018 med ’Måneskinsbanden’ og senere ’Ellebæt, Jagten på feernes skat’. Disse er nu opkøbt og overtaget af Forlaget Petunia, og en enkelt e-bog på Forlaget Krabat. Jeg er lige udkommet med ungdomsbogen ’Gitze og Mads’ på Forlaget Petunia og der er flere på vej 😊

Kan du fortælle lidt om din skriveproces?

Jeg har næsten hele historien færdig i mit hoved inden jeg sætter mig og skriver den ned og jeg skriver for det meste kronologisk. Altså fra kapitel 1 til slut. Kan endda finde på at sætte mig og skrive alle kapiteltitlerne først, som en slags hjælp og rød tråd til mig selv.

Jeg skriver både realisme/humor til børn/unge og fantasy til børn/unge. Der er ingen forskel på skriveprocessen. Eller måske er der lidt flere gåture og havevandringer, når det er fantasy, da naturen inspirerer mig til at opfinde ting i fantasiens verden.

Skriver du en bog færdig ad gangen eller har du flere projekter i gang samtidigt?

I starten af mit forfatterskab skrev jeg kun på et projekt, for at kunne overskue det, men manus var også længere dengang. Nu skriver jeg på flere ad gangen, men de er kortere, så måske derfor kan jeg overskue flere på en gang.

Er du en som plotter bogen først eller skriver du bare derudaf?

Plotter først, men som mange andre forfattere måske kan nikke genkendende til, så tager karaktererne nogle gange magten og fiser derudaf i en anden retning.

Har din skriveproces ændret sig med tiden?

Nej

Vil du sige at du er en som skriver bøger intuitivt eller har du sat dig ned og “lært håndværket”?

Det startede intuitivt og idéerne kommer stadig intuitivt, men siden er der også kommet mere og mere et håndværk hen over, og jeg er bl.a. blevet mere kynisk, når jeg beskæftiger mig med mine karakterer. Før i tiden var jeg mere passioneret omkring karaktererne og havde meget svært ved at ’kill your darlings’ selvom de blot fyldte i historien uden noget større formål.

Hvor meget researcher du og hvornår i processen gør du det?

Det kommer meget an på genren. Til mine realistiske børn og unge bøger har mit skolearbejde gjort, at det har været nemt at researche brugergruppen, deres sprog og interesser var jo omkring mig 37 timer om ugen, så det var bare at suge til sig.

Da jeg i sin tid skrev Livets Port, min omtalte debut, som var fantasy, men samtidig handlede om den tolvårige Anna der havde kræft, researchede jeg rigtig meget og havde et godt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, som jeg bl.a. fik til at betalæse, og fik store roser af.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har grædt så meget, som da jeg skrev Livets Port, for børn der lider OG deres forældre er simpelthen så forfærdeligt for mig. Bogen når ’Tårer bliver til regn’ var en del af mit research-boglager og er en af de mest forfærdelige OG gode bøger, som jeg nogensinde har læst, og jeg hulkede højlydt hver gang, jeg fik kæmpet mig igennem én af bogens små historier.

Skriver du med musik eller andet som baggrundstemning?

Egentlig ikke længere. Før i tiden hørte jeg meditativ eventyrsagtigmusik, når jeg skulle sætte mig selv ind i et eventyrligt univers, men det behøver jeg ikke længere. Jeg åbner bare den gyldne dør i mit sind og går derind 😉

Kan du skrive når som helst og hvor som helst eller skal du sidde et specielt sted på et bestemt tidspunkt?

Når jeg redigerer, kan jeg sidde alle steder og med forstyrrelser omkring mig, jeg lukker bare af, men når jeg er i gang med at nedskrive en ny historie, skal jeg have ro. Det er lige meget, hvor det er, bare der er ro og ingen distraktioner, for jeg bliver let afledt og tager overspringshandlinger, hvis jeg kan slippe afsted med det.

Kommer karaktererne eller plottet til dig først?

Det er faktisk lidt tåget for mig, om det er det ene eller andet. For når jeg ser plottet for mig, er der allerede karakterer med til at underbygge ideen. Men nok plottet først, hvis jeg skal findele det.

Har du nogensinde mødt holdningen om at forfattere skal skrive på en bestemt måde?

Nu kan jeg jo personligt godt lide at eksperimentere med mine tekster og gøre det lidt anderledes, som f.eks. med mit kommende eventyr på Petunia. Det er en rammefortælling, som min tidligere bog Ellebæt, men denne gang har jeg taget mig selv med i historien, som fortælleren i ydrerammen.

Holdninger til at skrive på en bestemt måde … hmm … fik bl.a. engang at vide, at jeg havde for mange plots i Måneskinsbanden (kærlighed og krimi), at jeg skulle vælge hvilket, der var hovedplottet og så nedtone det andet til et sideplot. Jeg syntes til gengæld, at de to sagtens kunne fylde lige meget og være sideløbende med hinanden, og det gik jo meget godt. Måneskinsbanden har fået meget ros og har solgt godt til bl.a. bibliotekerne. Så joh … (ordet ’Joh’ har jeg også fået at vide, at jeg ikke kunne bruge i en tekst af en betalæser) Så ’joh’ … jeg har da mødt holdninger om alt muligt i forhold til min skrivestil. Jeg lytter, vurderer og sorterer og tager det også nogle gange lidt oppe fra og ned.

Vi har alle forskellige erfaringsrygsække og smagsløg, så det er umuligt, at ramme alles smag og tilfredsstille alle holdninger og meninger. Jeg er også kunstner, og en kunstners job er blandt andet at finde nye veje, at kunne tænke ud i noget som endnu ikke eksisterer. Jeg havde engang en snak med en god bogven, om hvorvidt jeg kunne kalde et lille eventyr (endnu ikke udgivet), for et ’analyseventyr’. Eventyret er designet og skrevet så elever kan analysere på det i udskolingen. Min ven mente, at det kunne jeg ikke kalde det, da denne betegnelse ikke fandtes/findes. Mit argument var modsat, at bare fordi ting, genrer og andet ikke eksisterer endnu, kunne/kan man vel godt opfinde det, for hvor dælen kommer alle de andre genrer, ord og betegnelser ellers fra? De er ikke kommet ud af den blå luft, de har også engang være nye og netop opfundne. Jeg syntes personligt, at man skal kunne sætte sig uden for normen og hvad man ’plejer at gøre’ og træde steder, hvor ingen har trådt før, ellers skrev vi jo endnu på gammeldansk og med to aa i stedet for å og med de normer der hørte til i teksterne dengang.

Tekst og skriverstil udvikler sig heldigvis. Dog skal man altid huske at se sin tekst udefra; er den læseværdig for andre end dig selv? Så eksperimenter i små skridt og ellers find din egen stemme og stå ved den, det bliver simpelthen så kedeligt, hvis vi alle skriver på samme måde.

Hvad er det næste i støbeskeen for dig?

Jeg har et samarbejde med illustrator Anita Sølver, som jeg glæder mig til at se komme til live. Og så har jeg andre, som jeg også har små aftaler med rundt omkring, men det afhænger alt sammen af, at jeg får fingeren ud og ser at komme i gang med at færdiggøre de manus, som de forskellige går og venter på. Et meget luftigt svar, men det er, hvad jeg kan afsløre lige nu 😉

Hvis du skulle beskrive din proces fra ende til anden hvordan arbejder du så?

Jeg skriver manus fra start til slut og redigerer en del undervejs allerede i første udkast. Efter første udkast redigerer jeg på det igen og ofte i lige så lang tid, som det tog mig at skrive historien. Efter det kommer betalæserne på, men først efter min tekst er hundrede procent perfekt … eller det tror jeg i hvert fald den er og hver gang bliver jeg klogere. Det har tiden og erfaringen som forfatter ikke ændret på og jeg må altid tilbage på rettebænken😊.

Skriver du solo eller samarbejder du med andre forfattere eller illustratorer? Og hvis ja, hvordan foregår den proces så?

Jeg skriver altid solo, men er begyndt at samarbejde mere og mere med illustratorer i kraft af, at jeg skriver børnebøger. I børnebøgerne er illustrationerne en stor del af historien for at kunne holde målgruppen fanget.

Processen foregår på den måde, at jeg skriver historien færdig (måske er det ikke helt færdigredigeret, men hovedtrækkene er der) og så får illustratoren den og går i gang med at illustrere. Illustrationerne tikker ind løbende og jeg kigger dem igennem sammen med forlaget, om der er noget der er helt på hovedet, hvilket der som regel ikke er.

Hvad har overrasket dig mest på din forfatterejse når det kommer til din egen kreative proces?

At det pludselig blev til en hverdag og decideret håndværk at være forfatter. Engang var det blot en stor drøm og det gav mig kilden i maven bare ved tanken og så pludselig er det gledet over i, at det blevet et arbejde uden at jeg rigtig lagde mærke til det, førend nu, hvor jeg sidder og filosoferer over det på grund af dit spørgsmål. Det er efter min optik godt, at det har skiftet mentalitet i mit hoved, for så er jeg ikke lige så nervøs over alting, som jeg var i starten. Jeg er mere afslappet omkring det og min tekst, når jeg skriver. Jeg kan stadig blive enormt glad, frustreret eller ligefrem knust, alt efter hvordan det går med en af mine ny-udkomne bøger, men det er blevet mere et arbejde. Når drømmen er opfyldt, kan man også bedre se, hvordan den ser ud indefra, og en gang imellem kan drømmen også være et mareridt som bare skal gøres, som alt andet arbejde.

Hvilket råd ville du give en forfatterspire som ikke ved hvor de skal starte?

Start jo selvfølgelig med at skrive og gør noget færdigt i stedet for at have små slatter tekst rundt omkring. Test dig selv, om du har tålmodighed nok til at skrive fra start til slut, især når det bliver svært evt. i midten af din tekst, hvor spændingskurven skal holdes.

Jeg syntes grundlæggende, at forfatterhvervet handler om tålmodighed og IKKE at give op!

Den jeg selv har kæmpet meget med, er at tro på mig selv og egne evner, men det er efterhånden gået op for mig, at det er der det hele faktisk starter, for hvis du ikke tror på egne evner/værker er der heller ingen andre der gør. Så tro på dit værk, så smitter det af på andre. Og vær helt sikker på, at der vil være masser og atter masser af folk i branchen der vil teste dig og din tro. Som sagt tidligere, der er ingen kære mor her og du skal selv kæmpe for din ret på scenen. Der er meget hierarki i denne branche (ingen taler om det, men alle ved det) og enten overlever man i det eller også bukker man under, her mit råd igen, GIV IKKE OP, KÆMP!!! Det er meget sjældent, at der er nogen som forærer dig en plads i rampelyset, nej … du skal selv bygge din scene og have din egen projektørlampe med 😉