Interview med Susanne Meelbye – Pigen uden iris

I dag interviewer jeg Susanne Meelbye om hendes oplevelser med at selvudgive på eget forlag, endda med nedsat syn.

Susanne M 2017

 

Hvorfor valgte du at starte eget forlag?

Jeg opdagede hurtigt i mit forfatterskab, at jeg gerne, ville være med i hele processen, fra research til færdig udgivelse. Jeg ville gerne selv bestemme, indholdet i mine bøger, hvornår jeg udgav og ikke mindst, hvilke type bøger jeg udgav. Derfor besluttede jeg i sommeren 2015, at blive mit eget lille forlag som fik navnet Forlaget Meelbye.

 

Har du nogensinde været udgivet på et traditionelt forlag?

Ja jeg startede på et forlag, hvor jeg var medudgiver. Det betød, at jeg selv skulle betale for udgivelsen, men havde forlagets navn at læne mig op af.

 

Hvad har været den største gave?

Den største gave har været at bryde barrierer ved at vise at synshandicappede også kan skrive og udgive bøger. For mig, var det en helt speciel følelse, for det var en blanding af stolthed og sejr, fordi jeg har kun 25 % af et normalsyn.

 

Hvad har været den største udfordring?

Det er klart, at der er nogle ting, som er sværere for mig end for de seende. For eksempel når jeg er færdig med at skrive bogen, så lader jeg altid en meget god bekendt læse det og tjekke det for slå og grammatik fejl inden jeg sender det til korrektur. Hvorfor, – min stolthed. Jeg er journalist og bange for at blive set ned på, hvis der er for mange fejl i manus. Så hellere erkende at jeg har brug for et par ekstra øjne inden det går til korrektur. Det kan også være lidt af en udfordring, hvis jeg får mange bestillinger på mine bøger, som nu med den sidste, hvor jeg både skal sende til Danmark, Sverige og Norge. Og de har forskellige ønsker til signering og betaling. Så opretter jeg mapper på computeren, hvor jeg laver en struktur for de enkelte ting. Kopierer mail ind, hvor de hører til. På den måde kan jeg let overskue mit arbejde og det gør mig glad.

 

Vil du anbefale andre at starte eget forlag? Og hvorfor?

Et svært spørgsmål, fordi der er mange svar på det. For mig personligt var det helt naturligt at vælge den løsning, fordi jeg ville være herre i eget hus. Jeg har altid taget problemerne som de kommer, og jeg ligger ikke søvnløs over de problemer jeg møder i forbindelse med forlaget. Det lyder som om jeg syntes at det er let at drive forlag. Jeg tror, at det handler om, hvilke forventninger man har til det at drive forlag. Jeg gør det af lyst og ikke fordi jeg skal.

Hvis du lige som jeg brænder for at være herre i ejet forlag og ikke er bange for at prøve ting af, så kan jeg kun varmt anbefale det. Men vær realistisk, forlagsbranchen kan være barsk, da alle konkurrerer om at sælge flest bøger. Og så skal du ikke være bange for at have kontakt med mange mennesker.

 

Hvad oplever du sælger mest? E-bøger eller papirbøger?

Helt klar papirbøger. Til gengæld oplever jeg at mange gerne vil læse mine bøger på eReolen, så der tjener jeg også penge.

 

Mht. dit syn, har du nogensinde tænkt at det var en forhindring for dig at blive forfatter?

Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmålet, kan jeg det, når jeg er synshandicappet. I min tankegang er jeg ikke blind, så selvfølgelig kunne jeg blive forfatter og forlægger på mit eget forlag.

 

Hvilke typer bøger skriver du?

Jeg skriver krimier og biografi/fagbøger

 

Er det et fuldtidsjob for dig?

Nej, det er et bierhverv. Jeg brænder for mit arbejde som journalist, og kunne ikke tænke mig at blive fuldtids forfatter.

 

Fortæl mig om din nyeste bog

9788799866076

Pigen uden iris

 Synshandicap er ingen hindring for at arbejde som TV journalist. Det er er Susanne Meelbye et lysende eksempel på. Hun har arbejdet inden for faget i mere end tyve år.

I 1955 blev en lille pige født i Sverige, med lyst hår og sorte øjne. Forældrene vidste ikke at de havde fået et handicappet barn. Det fandt de først ud af 3 år senere, da Susanne stod ude i sneen og kiggede på solen. Hun græd hjerteskærende og gned sig i øjnene, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

Moderen løftede sin lille datter op for at trøste hende, og her opdagede hun at pigen havde to blodskudte øjne, som var hun blevet ramt af en voldsom allergi. Moderen havde længe været bekymret for datterens øjne, da hun havde registreret et gråligt skær, især på det højre øje. Hun frygtede det værste, men ville nu have vished, hvad fejlede hendes datter! – For det var en kendsgerning at pigen ikke trives, når hun var i nærheden af meget lys, ude som inde. Det gav sig til udtryk ved at Susanne græd og tog sig til øjnene.

Forældrene kørte til København for at blive undersøgt af en øjenspecialist Henning Skydsgaard på Statens Øjenklinik på Kastelsej. Han stillede den meget sjældne diagnose aniridi, og grå stær og grøn stær. Dommen lød, Susanne ville aldrig komme til at se normalt, da der ikke fandtes behandlingsmuligheder for denne sygdom.

Medfødt aniridi blev første gang beskrevet af den italienske øjenlæge Barratt i 1818. Ordet aniridi betyder, at iris mangler helt eller delvist. Øjet ser sort ud, fordi der ikke er nogen farvet regnbuehinde.

Susanne har altid drømt om at arbejde som journalist, da hun brænder for at formidle ting, der sker i vort samfund. Derfor søgte hun ind til TV, efter at have arbejdet med radio. Hun stillede aldrig sig selv spørgsmålet, kan jeg det, når jeg er synshandicappet. – I hendes tankegang er hun ikke blind, så selvfølgelig kunne hun blive TV journalist.

 

Susanne står modigt frem og fortæller om, sit synshandicap. Fra bogen ”Pigen uden iris”:

   ”Jeg syntes, at det var spændende, at jeg var med til at bryde fordomme om, hvad en synshandicappet kan og ikke kan. Det er klart, at der var nogle ting, som var sværere for mig end for de seende. Da jeg for eksempel skulle interviewe om arkitektur, kunne jeg ikke se detaljerne på bygningerne 5 meter væk. Det løste jeg dog ved at gå ud på forhånd på location med min teaterkikkert og kigge på bygningerne. Jeg skrev noter på stedet, hvis der var noget specifikt, som jeg skulle huske. Min klæbehjerne og evnen til at huske ting, som jeg har set én gang før, gjorde, at jeg kunne stille spørgsmål til detaljer på bygningerne. Detaljer, som jeg rent faktisk ikke kunne se, men som jeg kunne huske, at jeg havde set før.”                      

Bogen henvender sig til synshandicappede og deres familier, men også til fagfolk i sundhedssektoren.

Andre bøger fra forfatteren:

Susanne Meelbye har tidligere udgivet: Mordet på Moster & Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Mistænkelige Dødsfald og Mordet på Moster Sagen genoptaget.

 

Hvor kan man finde dig?

www.forlagetmeelbye.dk

www.susannemeelbye.dk

 

 

 

Reklamer

Har du brug for en betalæser?

www.mindfulpassion.com (2)

Svaret er: Det har vi alle!

For betalæsere kan være guld værd – jeg giver i hvert fald ikke slip på mine! Jeg lærer så meget om at skrive, når de sender deres røde streger og sætninger tilbage.

Jeg åbner op for at betalæse igen, hvilket du kan læse meget mere om her, men i dette indlæg vil jeg gerne dykke lidt ned i hvad en betalæser kan gøre af forskel for din bog. Og hvorfor jeg foretrækker at bruge mere end en betalæser til en bog.

Da jeg først startede med at skrive  tænkte jeg at processen måtte være: Skriv bog så godt du kan, kig den igennem til du ikke selv kan spotte flere fejl, giv den til en redaktør, redaktør tryller og så er det tid til udgivelse!

Det kan godt være at processen er sådan for nogle, men de fleste forfattere som jeg har været så heldig at lære at kende, bruger betalæsere før redaktør og korrekturlæser kommer ind over.

Mit ego var i starten meget fornærmet og tænkte tanker om, at jeg da godt kunne lave en rimelig okay tekst selv, og var det ikke også snyd at bruge andre mennesker til at forbedre bogen, inden den kom til redaktøren? Som om at det kun var forbeholdt redaktøren at gøre bogen bedre…

Og jeg ved at nogle selvudgivere har de samme tanker, og endda også har dem om redaktøren, og slet ikke får nogle som helst andre ind over.

Det mener jeg er snyd – for dér snyder man sig selv.

Jeg har lært, og mit ego har lært det ikke mindst, at uanset hvor dygtig man er til at skrive, så er man blind overfor sin egen historie eller tekst. Der er visse ting man aldrig selv kommer til at spotte, fordi man ved inde i sin hjerne hvad der skal stå.

F.eks. opdager jeg ikke selv at jeg glemmer at fortælle læseren når vi flytter fra A til B og så undrer betalæseren sig over hvordan vi lige pludselig er udenfor ved en bil, når vi før var indenfor. En helt almindelig fejl, som jeg bare ikke ser, men som ødelægger læseoplevelsen lidt.

Det kan altså være helt små ting, eller det kan være at jeg kommer til at skifte stavemåde i min hovedpersons navn, eller kommer til at glemme at hun har blå øjne i starten og så i midten af bogen har hun lige pludselig brune øjne!

Alt det kan en redaktør selvfølgelig godt luge ud i, men jeg har af erfaring lært at når der kommer en håndfuld øjne på min tekst, så ser de øjne som regel noget forskelligt. Dvs. jo flere øjne, jo tættere er kammen, og jo bedre bliver min historie.

Der er forskel på betalæsere – nogle går i detaljen, og andre giver et hurtigt referat af hvad de synes. Jeg kan bedst lide dem som gider gå i detaljen – for det gavner min tekst mest og gør mig til en bedre forfatter næste gang.

Du kan finde betalæsere alle mulige steder, men jeg foreslår altid at du finder nogle som selv skriver. Ikke din mor, som aldrig har skrevet. Eller din bedste veninde som elsker thrillers, når din bog er en socialrealistisk roman om livet på Vesterbro. Men en som ved lidt om din genre og som selv ved hvordan skriveprocessen er.

Derfor tilbyder jeg igen betalæsning, til dig som har brug for et sæt øjne til, til tættekammen.

Du kan læse mere om det lige her – og tøv ikke med at sende mig et spørgsmål eller to.

Læs de andre indlæg på bloggen der handler om betalæsning:

5 grunde til at du skal være betalæser

Hvad kritik kan lære dig, når du har lyst til at skyde beta-læseren!

Det spirer allevegne – sådan kommer din bog til også at spire.

Lokker din bagsidetekst folk til at læse din bog?

9 spørgsmål du skal stille din betalæser – før du udgiver din bog.

Liste over bogbloggere til anmeldelse af din bog

Du har skrevet din bog og vil gerne have folk til at læse den. Hvor går du hen?

Der er mange måder at få anmeldt sin bog på, og en af dem er bogbloggerne, men hvor finder man dem?

Jeg har påbegyndt en liste som du finder sammen med andre ting der er relateret til selvudgivelse – du finder den lige her. Jeg putter løbende ny bloggere på, så tjek den ud når du har en ny udgivelse.

Er du bogblogger? Vil du på listen så Kontakt mig og fortæl hvilke genrer du anmelder i og hvor vi kan finde dig.

Liste over bogbloggere

Selvudgiver-Serien: Interview med Christian J.D. Dirksen

Selvudgiver-Serien går tæt på selvudgivere, indie forfattere og mikroforlag, for at høre om myten om at selvudgivelser er noget usammenhængende bras, nu også er sand?

I dag kan du møde forfatter Christian J.D. Dirksen, som er forfatter til romanerne om politimanden Bjørn Bruhn.

 

Forfatterfoto Christian Dirksen


Baggrund

Jeg skrev min første roman med blyant mens jeg endnu gik i folkeskole. Den ligger stadig på loftet, tror jeg, uberørt siden dengang i 1960’erne. Efterfølgende tog jeg som sekstenårig et ‘maskinskrivningskursus’ på aftenskole, lånte min fars Remington skrivemaskine og skrev mange noveller og digte som i dag tilsammen fylder et ringbind. Et par af novellerne sendte jeg ind til et ugeblad, og dengang var man stadig så høflig at man svarede på indsendte manuskripter – tak, men nej tak.

 

faren

Karriere i Forsvaret
Så fulgte en lang og travl karriere – 40 år i forsvaret – hvor jeg virkelig fik brug for mine sproglige evner. Jeg har skrevet og senere som chef redigeret masser af skriftlige analyser, rapporter, politiske oplæg og planer. Jeg samlede sammen på mine erfaringer med stabsarbejde på højt niveau og fungerede ved siden af mit almindelige arbejde også som lærer på officerernes videregående uddannelser (akademisk bachelorniveau) i Flyvevåbnet og Søværnet. Til det formål skrev jeg en fagbog med titlen ‘Vidensdeling i Forsvaret – introduktion til analyse og stabsmetodik’. Reelt var dette min første selvudgivelse, selvom det var Forsvarets Trykkeri i Karup som fremstillede bogen. Hvert år blev der udgivet et nyt oplag på fx 100 bøger svarende til det antal elever jeg underviste. Som lærer udlovede jeg en øl eller sodavand for hver ny fejl eleverne kunne finde – i sprog, stavning, tegnsætning, logik. På den måde lokkede jeg for ca. en six-pack om året eleverne til at læse min lærebog meget omhyggeligt, og jeg fik et overvælgende antal ‘betalæsere’ til at yde en engageret indsats for at redigere og kommentere min bog. Samtidig udbyggede og forbedrede jeg bogen år efter år.

 

Hvorfor valgte du at selvudgive?
Efter i 2004 at være sendt til udlandet for en femårig periode kunne jeg ikke længere undervise på officersskolerne, men jeg fortsatte med at redigere og udgive nye udgaver af ‘Vidensdeling’, indtil jeg i 2008 gik til Books on Demand (BoD) og tegnede en femårig kontrakt om fremstilling og distribution af bogen. Den solgte knap 800 eksemplarer frem til 2013. På det tidspunkt syntes jeg ikke længere at jeg havde den fornødne viden om Forsvarets udvikling til at jeg ville være bekendt at sælge bogen.

‘Vidensdeling’ var ikke den eneste bog jeg selvudgav i den periode. Jeg havde rent privat skrevet en eventyrroman som højtlæsningsbog for mine to døtre da de var mellem 10 og 14 år. Den udgav jeg også på BoD under titlen ‘I Dragens Øje’, primært for at kunne forære den eller sælge den til venner og familie.

 

Hvilke udfordringer har du mødt på din vej til selvudgivelse?
Jeg var med min lærebog så heldig på forhånd at have kunderne til rådighed. Officersskoler og stabe i Forsvaret rekvirerede bøgerne direkte fra Forsvarets eget trykkeri.

Dengang, som i dag, oplevede jeg den største udfordring i kravet om sproglig og indholdsmæssig kvalitet. Jeg benyttede en stribe betalæsere før den første bog blev udgivet, og jeg brugte gennem årene 500-600 elevers engagerede tilbagemeldinger til at sikre topkvalitet. Der kom aldrig en rigtig redaktør ind over den første bog.

Med eventyrromanen var det anderledes. Jeg havde i første omgang heller ikke redaktør på den, men mange betalæsere. I første omgang var jeg desværre kæk nok til at tro at det var tilstrækkeligt for at sikre fornøden kvalitet og biblioteksanerkendelse af bogen.

 

kvit

Er du stødt på nogle fordomme om selvudgivere undervejs?
Dengang jeg udgav eventyrromanen, godkendte Dansk BiblioteksCenter (DBC) ikke selvudgivne bøger – og derfor kunne ingen BoD-bog få lektørudtalelse. Det betød at (næsten) ingen biblioteker købte bogen.

Senere forsøgte jeg at kompensere for eventuelle mangler ved at lade en topprofessionel freelanceredaktør redigere ‘I Dragens Øje’ meget grundigt, men den har stadig ingen chance hos bibliotekerne fordi den tidligere har været udgivet, og man lektøranmelder ikke genudgivelser uanset hvor grundigt de er blevet redigeret og rettet til.

Muligvis ændrer dette billede sig på et tidspunkt – der er ikke nogen saglig begrundelse for at afvise at lektøranmelde selvudgivelser nu hvor bogmarkedet bevæger sig i den retning. Men kald mig Mads om ikke DBC stadig afviser selvudgivere over en kam uden overhovedet at åbne deres bøger.

 

Hvordan blev du forfatter?
Efter min pensionering i 2009 skrev jeg min levnedsberetning til Ordenshistoriografen – det skal man gøre når man er dannebrogsridder, men der er ikke krav til form eller omfang. Det tog mig et år og blev til en bog på 444 sider, trykt i tre eksemplarer hos BoD.

Det skriveri gav mig blod på tanden, og i 2010 begyndte jeg så på en spændingsroman hvor de to første kapitler blev nedskrevet fra en drøm jeg havde haft nogle år i forvejen. Drømmen stod stadig klar i min bevidsthed, jeg vågnede op et ukendt sted, i en ny lejlighed; noget havde vækket mig, et skud fra nabolejligheden; jeg undersøgte sagen nærmere, blev fristet til at forsøge at overtage en andens identitet, og derfra udviklede historien sig, naturligvis på en for hovedpersonen uforudset og ubehagelig måde. Den bog fik titlen ‘ID – lånt identitet’.

 

id

Hvad har du gjort for at sikre at din bog blev en bog med kvalitet?
Belært af uheldige erfaringer med selvudgivelse, specielt behovet for uafhængig redigering for at sikre kvalitet samt for at opnå bibliotekernes anerkendelse af at der er tale om ‘en rigtig bog’ i modsætning til selvudgivelse, så jeg mig nu om efter ‘et rigtigt forlag’.

Det begyndte den ørkenvandring som det ofte er at få svar fra et af de store forlag på et indsendt manus. Reelt fik jeg ikke svar, måske fordi jeg var for utålmodig til at vente mere end fire måneder på respons før jeg gik til næste forlag, men igen med uforrettet sag. I 2011 blev mit manus pludselig antaget af et for mig ukendt forlag mod at jeg selv betalte et indskud til produktionen på 8.000 kr. Jeg slog til, og da jeg havde benyttet ventetiden til at skrive bog nummer to med titlen ‘Faren’, blev også den udgivet kort tid efter mod betaling af det samme indskud som den første.

I 2013 var jeg klar med den tredje bog, men nu var startgebyret hos forlaget steget til 15.000 kr., og mine erfaringer fra de første to bøger var blandede. En forfatterindtægt på 15 % var ikke tilstrækkeligt til at dække initialudgiften og samtidig give et overskud. Samtidig var den redaktionelle indsats på de to første bøger simpelthen ikke god nok.

Jeg sendte derfor mit tredje manus med titlen ‘Hovedløst’ til en freelance redaktør, Susanne Jespersen ved WritersAid, og så gik det pludselig stærkt. Den nye bog fik en ualmindelig grundig og meget professionel redaktionel gennemgang; et voldsomt løft af sprog, plot, struktur, layout – alt fik en håndfast tur, og kvaliteten blev synligt forbedret. Jeg var imponeret. Det viste sig at Susanne havde en fast samarbejdsaftale med et forlag som udgav bogen uden yderligere omkostninger for mig.

 

Er der nogle succeshistorier om dine selvudgivne bøger/bog du vil dele?
Senere skulle det vise sig at det nye forlag afslog at udgive ‘Hovedløst’ som e-bog, og desuden var der store problemer med at få udbetalt forfatteravance. Det kunne jeg ikke acceptere. Men det der startede som et problem, endte med at blive en fordel fordi det førte til at jeg pr. 1. oktober 2013 oprettede min egen virksomhed, Forlaget Genspejling. Det er etableret med overskudsdeling ud fra den filosofi at det er forfatteren som skaber værket, der bør tjene bedst på udgivelsen. 50 % af overskuddet på trykte bøger og 85 % af overskuddet på e-bøger går til forfatteren.

Ved også at udgive mine egne bøger kan man på den måde sige at cirklen blev sluttet, og at jeg vendte tilbage som en slags selvudgiver, men alligevel ikke, for ved brug af professionelle freelancere synes jeg at jeg har taget det bedste fra begge verdener med mig.

 

Har du haft andre til at lave noget på bogen? (Grafiker, korrektur eller lign.)
Til mine egne bøger bruger jeg systematisk et antal betalæsere før manus sendes til redaktøren, og jeg vil opfordre alle til at gøre det samme. Jo flere øjne på bogen, desto bedre. Jeg instruerer ikke betalæserne i hvad jeg gerne vil have dem til at fokusere på. Min erfaring er at en betalæser giver den mest frugtbare støtte hvis hun selv bestemmer hvad hun vil mene noget om.

 

hovedløst

Mit forlag benytter som sagt en af forlaget uafhængig freelance redaktør, efter min mening den bedste på markedet, både til at redigere mine egne og andre forfatteres bøger som udgives på mit forlag. Tilsvarende bruger jeg i fornødent omfang freelance grafikere til at fremstille professionelle bogomslag, men sommetider laver jeg selv omslagene hvis forfatteren ellers kan godkende resultatet.

Efter fem grundige redigeringsrunder hos redaktøren bliver bogblok og omslag sendt til et uafhængigt og dygtigt dansk trykkeri, Toptryk, og herfra leveres bøgerne direkte til distributøren Dafolo i Nordjylland.

Parallelt med den proces konverterer jeg selv manus til e-bog og stiller den til rådighed gennem Publizon og evt. SaxoPublish.

 

troløs

Troløs
Forlaget Genspejlings første bog blev en genudgivelse af ‘Hovedløst’, og umiddelbart efter, den 6. december 2013, fulgte den fjerde bog, Troløs’ i det som nu hedder ‘Bjørnebandeserien’, opkaldt efter hovedpersonen vicepolitikommissær Bjørn Bruhn og hans folk.

Jeg skriver alle mine bøger uden for genre. Hvis de bliver bedømt som krimier, lever de ikke op til normerne om fremadskridende analytisk problemløsning som læseren skal gætte med på og selvfølgelig gætte forkert med hensyn til morderen. Ingen af mine bøger er af den type. Hvis de bliver bedømt som almindelig skønlitteratur, bliver de desværre også dømt ude fordi de foregår i en ydre struktur omkring en forbrydelse og opklaring af samme. Uanset hvordan biblioteker og anmeldere søger at genre-placere bøgerne, lever de ikke op til standarden.

Trods det bruger jeg en ydre krimiramme for at fortælle om mennesker der bliver udsat for livstruende pres på kort sigt, bliver dårlige til at bevare overblik og derfor sommetider træffer de forkerte valg, og på længere sigt af samme grund belastes af skyldfølelse efter at presset er lettet. Der skal et hårdt ydre pres til, men så bevæger personerne sig også ind i samme negative spiral som PTSD ramte eller ofrene for traumatiske dødsoplevelser.

For mange år siden, mens jeg var elev på Flyvevåbnets Officersskole, skrev jeg hovedopgave om psykologiske konsekvenser under livstruende pres hvor jeg studerede erfaringer på psykoanalytiske undersøgelser af Hiroshima-ofre, koncentrationslejrfanger og soldater i kamp. Den interesse har jeg aldrig sluppet, og jeg kan nu bruge min viden direkte i mine romaners karakterbeskrivelser.

Den første og måske vigtigste konsekvens af livstruende belastning er at evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt bliver reduceret uden at pågældende opdager det, nærmest som det kan ske under reel stress-sygdom. Personerne taler ikke hensigtsmæssigt med hinanden om at løse fx faglige eller sociale konflikter. Hver af mine bøger indeholder problemer med kærlighed der ikke rigtig vil lykkes, og hver gang kan det tilskrives dårlige interaktion afledt af langvarigt stress eller de mere kortvarige livstruende situationer.

Således er mine bøger alle sammen kærlighedsromaner, men ikke af Barbara Cartland typen. Mine bøger er i det ydre krimier uden at følge stereotyperne (flosklerne) der knytter sig til krimier. Hvad kalder man sådan en genre? Nej, den findes ikke.

Jeg tilstræber at gøre bøgerne forskellige i plot, struktur og især fokusområder. ‘Troløs’ skiller sig ud fra de øvrige ved at være den eneste der ikke beskrives som ‘Spændingsroman’ på omslaget, men i stedet ‘Roman om tro, magt og kærlighed’. Som titlen antyder, er temaet ‘Tro’, både i modsætningen til ‘at være tro’ i parforhold eller over for en etisk tilgang til livet, og ‘at tro på Gud’.

Hvis vi ser på de konflikter og krige der hærger rundt omkring på kloden, er en alt for stor del forårsaget af folk som mener de udøver Guds eller Allahs gerning og vilje. Det giver nemlig ubegrænset magt når man holder Gud lukket inde i sin hånd, så kan man gøre hvad som helst helt uden ansvar – for ‘om Gud vil slår jeg dig ihjel – nu har jeg hugget hovedet af dig, så var det altså Guds vilje’. Den vildførelse og det misbrug af menneskers tro er for mig den største forbrydelse og den største trussel mod verdensfreden der findes i dag.

‘Troløs’ stiller spørgsmålet: Skal vi afskaffe Gud? og svarer til dels nej, men vi skal erkende at det ikke er os der har ham i hånden, det er ham der har os i hånden. En sådan filosofisk diskussion er grundtemaet i ‘Troløs’, men problemstillingen bliver gjort anskuelig og konkret ved at blive lagt ind i en skønlitterær ramme hvor hele handlingen i øvrigt beskrives gennem to kvindelige hovedpersoners øjne.

 

genspejlingHvad er det bedste du har fået ud af at selvudgive?
Jeg har lært en masse om at skrive – og læse – skønlitterære bøger.

En vigtig konklusion for mig er at ‘Show, don’t tell’ er det sværeste og senere det letteste ved at være forfatter. Sjovt nok har jeg igen og igen kunnet konstateret at lektører og anmeldere er dem der har de største vanskeligheder med at kapere det princip, for det kræver nemlig at man tænker selv, og det er der sjældent tid til hvis man er lidt for selvhøjtidelig og samtidig har en ambition om at anmelde fx 150 bøger om året. Sådanne ‘professionelle’ læsere vil af bekvemmelighed og dovenskab åbenlyst foretrække ‘tell, don’t show’ som betingelse for at anerkende litteratur.

Læser du selv bøger fra andre selvudgivere?
Ja, bestemt. I det omfang jeg har haft tid og lejlighed til det, har jeg betalæst både en række debutanters og også erfarne forfatteres manuskripter. Det har som regel ikke været for at antage et manuskript til udgivelse på mit eget forlag – der forlader jeg mig fortrinsvist på redaktør Susanne Jespersens indsats – men som vennetjeneste eller gengæld for andres betalæsning af mine bøger.

Man lærer en masse af at læse ufærdige bøger. Det hjælper med at få øje på og sat skaft på metoder og unoder, sprog, fortællestil etc.

Jeg er medlem af en stribe forfatterfora hvor vi hjælper hinanden, og i den sammenhæng har jeg også samlet nogle gode råd til aspirerende forfattere i en artikel, ‘Romanforfatterens tjekliste’, på NewPub: http://www.newpub.dk/artikel/romanforfatterens-tjekliste/

Kommer du til at selvudgive flere bøger?
Nej. Uvist af hvilken grund er jeg pludselig kommet i ‘bad standing’ hos Dansk BiblioteksCenter (DBC). Der findes ingen appelmyndighed som kan afsløre svigtende dømmekraft eller magtmisbrug når DBC med tilbagevirkende kraft pludselig dømmer min nyeste roman ‘Kvit’ og alle de tidligere udgivelser i ‘Bjørnebandeserien’ ude – dvs. også de ca. 470 bøger der allerede står på bibliotekernes hylder. Det betyder at jeg ikke længere kan skrive og udgive bøger til bibliotekerne som er min primære målgruppe. Det økonomiske grundlag for at udgive nye bøger fra Forlaget Genspejling er dermed forsvundet.

Se mere om sagen på Forlaget Genspejlings Facebookside

 

Du finder Christians bøger her og her

 

Jeg har slået op med Twitter!

1267479_54573576Man skal praktisere hvad man prædiker (helst!) , og jeg har længe prædiket en ting og gjort en anden ting.

Som moderne forfatter og selvudgiver skal man være med på beatet på de sociale medier. Man skal være på og være spændende og interessant at følge. Det er en god måde at være sammen med sine læsere og kolleger på. Jeg synes, det at være på de sociale medier er sjovt og givende; det er interessant.

I mini-guiden om de sociale medier for selvudgivere, går jeg  mere i dybden med hvordan jeg synes medierne skal bruges, end jeg kommer til at gøre i denne artikel. Jeg gør hvad jeg skriver i mini-guiden. For det meste.

 

Social medie bog(1)

 

Men! Ja her kommer det 🙂 Men, det har jeg alligevel ikke helt gjort. Ikke på Twitter. Det har sin helt naturlige forklaring i, at Twitter og jeg bare aldrig helt har klikket. Facebook har jeg en kærlighedsaffære med, men Twitter… tja, not so much.

Min mening er, at det gælder om at være på de medier man selv nyder at bruge. At det handler mindre om at være på dem alle, og mere om at være på dem man selv kan lide. Fordi det tager tid at være nærværende (yes, også på de sociale medier) og det tager tid fra at skrive bøger. Skal man være der, så skal man være der – og jeg må indrømme at jeg i perioder helt har glemt at jeg havde en Twitterkonto, og hvad mit login var.

Nogle vil måske argumentere for at man er på alle platforme, fordi andre så kan dele info og links, og jeg har da også overvejet om jeg skulle beholde min konto på Twitter af den årsag. Jeg har nemlig nogle søde forfatterkolleger som nogle gange deler mine blogindlæg med deres Twitter-venner – det vil jeg jo gå glip af uden at være der.

Men jeg ser ingen grund til at være et sted med et kvart hjerte, det kan hverken læsere eller kolleger mærke. For mig handler min tilstedeværelse på de sociale medier ikke om at være alle steder, men om at være få steder og virkeligt være der. Det afspejler meget godt min sociale natur i den virkelige verden 🙂

Når jeg logger på handler det ikke om hvor mange venner/følgere jeg kan nå ud til med mine bøger,  det handler i stedet om at være der, med dem der er der.  Og jeg var simpelthen aldrig tilstede på Twitter. Så nu har jeg slået op med Twitter.  Jeg tror ikke at Twitter vil savne mig alligevel 🙂 Til gengæld så har jeg en fest på Facebook, og jeg ved at jeg praktiserer hvad jeg prædiker. Så er alt godt i min verden.

Har du nogle steder på nettet hvor der gror spindelvæv på din konto?

5 løgne forfattere fortæller sig selv

by www.carlsson.it
by http://www.carlsson.it

Forfattere har bare styr på det skrive-shit, de planter numsen i sædet og så kører det bare derudaf, ikke?

Ikke altid, forfattere er også bare mennesker (tænk engang!) og vi falder i de samme lyve-for-os-selv fælder som alle andre. Og så kommer overspringshandlingerne, dem hvor du laver alt andet end at skrive din næste store roman, fordi du lyver for dig selv.

Jeg ved du gør det, for jeg gør det, alle gør det. Men hvad er det så for løgne vi fortæller os selv, og hvad kan vi gøre ved det?

 

Løgn 1: Jeg har ikke tid

Det er en ret så universel løgn, du ikke er ene om at fortælle dig selv. Mødre fortæller den, når de skal retfærdiggøre hvorfor de ikke længere har tid til deres mand og kærlighedsforhold, kvinder fortæller den, når de skal bortforklare hvorfor de kun støtter fitnesscenteret økonomisk, og forfattere bruger den, når det er svært at tage sig sammen til at plante måsen i sædet og udføre dagens arbejde.

Der er 24 timer i døgnet, uanset hvad du fylder i dem. Så næste gang du er ved at undskylde din blanke side på computeren med manglende tid, så tænk over hvor meget tid du egentlig har brug for. Kan du skrive i 5 minutter? Har du en halv time? Kan du skrive når du sidder i toget på vej til og fra arbejde? Kan du lade være med at se reality tv i aften og skrive istedet?

Der er sikkert noget spildtid et sted, som du godt kan bruge på at skrive det du brænder for inderst inde. Hvis du altså tør 😉

 

Løgn 2: Jeg kan kun skrive når jeg er ramt af et lys af inspiration

Musen er en flygtig størrelse, så tænk hvis det virkeligt var sandt at du kun kan skrive når hun er i nærheden! Yikes!

Hun er vidunderlig at have i nærheden og jeg anbefaler bestemt også at du grifler så hurtigt du har lært, på et eller andet – en gammel bon i lommen, din mobiltelefon, et butiksvindue med din læbestift (du skal ikke skyde skylden på mig, når politiet kommer og anholder dig for hærværk 😉 ) et eller andet, når du mærker hendes tilstedeværelse. Når du får en idé der gør dig helt høj.

Men, du kan sagtens skrive når hun ikke er tilstede, og du kan sagtens skrive godt. For det musen hiver frem og viser dig, det kommer inde fra dig. Det ligger til tider dybt begravet måske, men det er der. Når du bliver inspireret, dykker du ned i din egen magiske honningkrukke og finder noget godt frem. Så selvom du ikke føler dig inspireret og høj på energi, så skriv, for idéerne ligger derinde og når du skriver, så lokker du dem frem.

 

Løgn 3: Jeg har ikke brug for en redaktør

Det er en løgn, som selvudgivere fortæller sig selv. Jeg skal skynde mig til pointen: du har brug for en redaktør! Selv en redaktør har brug for en redaktør!

Du er for tæt på dit eget værk til rigtigt at kunne spotte de steder hvor handlingen ikke hænger sammen, de små stavefejl og de steder der er så kedelige at din læser smækker bogen i – fordi de falder i søvn!

De fleste fortæller vel sig selv denne løgn, fordi de tror at har man brug for en redaktør, er man en dårlig skribent. Intet kunne være længere væk fra sandheden. En god redaktør er ligesom en slags muse, som hiver de bedste idéer ud af det du har skabt, sliber kanterne på dit værk og lærer dig en vældig masse om dig selv, din skrivestil og dit talent. Det handler ikke om at afgive kontrollen, for den har du altid. Redaktørens forslag er netop dét, forslag. Det handler heller ikke om at “skulle rettes” – det handler om at få en til at se alle de ting man aldrig selv vil kunne komme til at se, fordi man er for tæt sammenknyttet med sit manuskript.

 

Løgn 4: Jeg skal have samme skrivestil som (indsæt selv navn her) – den store bestsellerforfatter

Tror du at du bliver nødt til at være den nye J.K. Rowling, Dan Brown eller Liza Marklund? At det er det folket vil have, og så du bør give dem det?

Den løgn er så stor at den kan forhindre dig i nogensinde at få udgivet en bog og stå side om side med de store på hylden.

Du har din egen skrivestil, din egen stemme, så hvorfor prøve at lyde som en anden?

Kan du huske de der tv-programmer, som handlede om at synge og lyde mest som Whitney Houston, Elton John eller hvem der nu var på aftenens program? Det var meget skægt, for en aften. Men det fik ikke seerne til at gå ud og købe vinder-imitatorens næste store cd, vel?

Du skal ikke prøve at lyde som en anden, for folk vil alligevel helst have den ægte vare. Jeg gider ikke læse en roman der lyder helt vildt meget som en Marian Keyes roman – nej, jeg vil gerne læse en roman af Marian Keyes!

Hver fugl synger med sit næb, og skriver du med din stemme, så er der større chance for at folk vil købe din bog.

 

Løgn 5: Jeg har skrevet bogen, så nu kan jeg slappe af

Jeg har en sandhed til dig: Din bog sælger ikke sig selv. Desværre.

Så længe du vil have folk til at købe din bog, så længe skal du sørge for at de ved den eksisterer. Simpelt sagt.

Du kan sagtens være heldig at sælge nogle få eksemplarer, fordi folk lige kom forbi din bog i boghandlen (eller på boghandlens hjemmeside) men det er ikke noget du kommer til at kunne leve af. Heller ikke selvom din bog er fantastisk.

Skal du sælge din bog, så skal du rent faktisk sælge den; tweete om den, blogge om den, facebooke om den, fortælle din mor om den, fortælle pressen om den og linke til den, så folk ved hvor man køber. Det lyder hårdt, det kan det også være, men som selvudgiver bestemmer du helt selv tempo og intensitet.

Som du kan se , så får vi som forfattere intet ud af at lyve for os selv. Er der nogle løgne som ikke er på listen, som du har lagt mærke til at du fortæller dig selv?