Louise har i årevis drømt om at skrive en bog, og sætter kurs mod det charmerende Sydengland på et skriveophold på Grannelly House.
Hun forlader sit kedelige advokatkontor i Lyngby og ankommer til den idylliske landsby, hvor tiden synes at have stået stille, og storheden fra en for længst svunden era fylder luften.
Blandt bølgende bakker og gammeldags charme på herregården møder hun finurlige karakterer, der ligesom hende er rejst til dette fortryllende sted for at udfolde deres kreative ånd. Og så er der den flotte englænder med bløde krøller, blå øjne og potentiale for noget mere…
Denne søde og fortryllende romantiske fortælling er den perfekte opskrift på en eftermiddag med ren, frydefuld eskapisme. Finder Louise endelig sin forfatterstemme og måske endda en smule julemagi undervejs?
Læs et uddrag af bogen længere nede på siden.
“Hvis du er til romantiske fortællinger i stil med Jane Austen – i en moderne udgave (de tog ikke mange selfier i Jane Austens tid), så kan jeg anbefale varmt denne julenovelle. Den har alt, hvad der skal til for at sætte mig godt og grundigt i julehumør. Jeg sidder allerede og nynner julesange og er et eksempel på, hvad det vil sige at have julelys i øjnene.”
– Bogstøtten Elfie på Goodreads – læs hele anmeldelsen
Fås som e-bog
Vil du have den på din Kindle? Køb den hos Amazon her
Uddrag/læseprøve:
Jul på Grannelly House
Louises fod kørte op og ned utålmodigt mens hun drak det sidste af sin nu kolde kaffe. Hun fortrød allerede nu at hun havde købt den store kop, for toget holdt stille på Københavns Hovedbanegård, og havde gjort det i ti minutter, og hun orkede ikke at rejse sig igen for at se om toilettet nu var ledigt. Hun lukkede øjnene og messede kom nu, kom nu, kør! kør! indvendigt. Det eneste hun kunne tænke på var at finde det første, bedste toilet når hun nåede til lufthavnen. Lige nu kunne hun slet ikke tænke på, hvor meget hun glædede sig til at ankomme til tre ugers himmel på jord.
Hun havde glædet sig i næsten et helt år. Siden nytårsaften helt præcist. Det var der hun besluttede, at hendes nytårsforsæt skulle være, endelig at tage på det skrive-retreat hun havde ønsket sig i årevis, og få skrevet den roman hun vidste lå inde i hende og ville ud. Hun havde kigget online på alle mulige steder verden over, for hun vidste at hun aldrig ville få skrevet noget hjemme. Hun havde prøvet, og det blev aldrig til mere end et par sider. Da hun fandt Grannelly House og beskrivelsen af deres skrive-retreat, som de afholdt et par gange om året, i de smukkeste omgivelser på en gammel herregård i Somerset, var hun solgt. Hun havde sparet op hele året, og endda købt en ny computer, et par nye støvler til at gå lange ture i, og nye kufferter. Nu skulle det fordømte tog bare komme i gang, så hun kunne lette trykket fra blæren og komme tilbage til den lykkerus hun havde været i, siden hun blev vækket af sin telefon kl. 5 i morges.
Toget satte i gang og Louise takkede stilfærdigt tog-guderne for at have lyttet. Lidt tættere på drømmen nu, og lidt længere væk fra tanken om hendes chefs sure mine, da hun insisterede på at have ferie hele december. Hun havde mindet Thomas om hvor mange overarbejdstimer hun havde lagt de sidste tre år, og hans ansigt havde sluppet det stramme tag om læberne og de rynkede bryn gled fra hinanden. Han havde givet sig, for han vidste at hun havde ret, men hun følte nu at det var endnu mere vigtigt at disse uger udmøntede sig i en roman. Hun ville nå det før hun fyldte 30 næste år.
”Det kan ikke være rigtigt at jeg har drømt om at skrive hele mit liv og så er jeg endt som advokatsekretær. Jeg har aldrig skrevet en historie færdig!” havde hun brokket sig over et glas hvidvin hjemme hos Sidsel. Det var fast fredagspraksis at de to mødtes og spiste take-away og drak vin og fortalte hinanden alt det som de var frustrerede over. Lørdagen var til gengæld forbeholdt positive tanker og til at gå i byen om aftenen. Ud med det negative om fredagen, så var de positive og klar til at score om lørdagen. Sådan havde det været siden de var teenagere. Da Louise viste Sidsel hjemmesiden og fortalte at nu havde hun meldt sig til, havde Sidsel fået tårer i øjnene og kastet sig rørstrømsk over hende.
”Nu bliver du en kendt forfatter, så ser jeg dig aldrig igen, nu må du ikke glemme mig!”
Louise grinede for sig selv i toget ved mindet nu, og var sikker på at det ligeså meget var vinen, som Sidsels rigtige bekymringer, der havde talt den aften.
Næste morgen havde Sidsel, stående på sengen med resten af vinen i den ene hånd, hævet mod loftet, proklameret højlydt at når Louise turde gå efter sine drømme, så ville hun også.
”Hvad vil du så gøre?” Havde Louise spurgt.
”Jeg vil være bager!” havde Sidsel råbt med et kæmpe smil. Louise havde spruttet af grin, men Sidsel stampede hårdt ned i madrassen.
”Men det vil jeg, Louise!”
”Bager?”
”Ja, altså ikke sådan en bager som du tænker på, som dem henne på hjørnet, men sådan en der bager kager til bryllupper og fester og måske har sin egen lille café med hjemmebagt brød, boller, og muffins, og sådan noget, ikke…?”
”Så du vil være caféjer?” Louises ene øjenbryn skød i vejret.
”…ja,” sagde Sidsel eftertænksomt og satte sig ned på sengen igen. Den dag blev det besluttet at de ville støtte hinanden i at blive caféejer og forfatter, uanset hvor urealistiske deres drømme måtte være.
Louise hev Grannelly Houses hjemmeside frem på telefonen igen. Hun kunne snart indholdet udenad, men hver gang hun kiggede på siden med de smukke billeder af husets omgivelser, stuerne, og værelserne, og læste beskrivelsen af retreatet, så blev hun transporteret ind i en magisk verden. En verden hvor hun så sig selv skrive på sin bog hver dag, og nå tættere på drømmen om at have skrevet en hel roman. Hun nåede at kigge på hjemmesiden fem gange mere i flyet. Lysten til at skrive en bog havde ligget i hende og hvisket i mange år, men hun vidste ikke hvad hun skulle skrive om. Da hun bookede skrive-retreatet følte hun sig overbevist om, at omgivelserne omkring godset og at være i England nok skulle inspirere hendes fantasi.
Da hun endelig nåede frem efter at have brugt dagen i fly, tog, busser og taxa, var det blevet mørkt, og hun var tung i hovedet og træt i ryggen af at sidde så meget ned. Det strammede om hovedet og hun hev elastikken ud og løsnede hestehalen, og kørte fingrene gennem det krøllede blonde hår, hun netop havde fået klippet og lavet lyse striber i. Hun ømmede sig da fingrene nåede hovedbunden der var spændt og stram. Det sandfarvede hus foran hende var diskret belyst, men nok til at hun kunne se det, hun havde forestillet sig i snart tolv måneder, materialisere sig foran hende. Små feer dansede i maven på hende og distraherede hende et kort øjeblik fra det værkende hoved og den ømme lænd. Døren gik op og der kom en lille dame til syne, netop som Louise steg ud af taxaen.
”Welcome to Grannelly House!” Damen, som var iklædt matchende lysegrøn nederdel, bluse og sko, og med en simpel perlekæde om halsen, smilede stort til hende. Hendes lyse hår sad som en florlet glorie om hendes hoved. Hun var uden tvivl en rigtig lady.
”Jeg er Louise Berthelsen,” præsenterede Louise sig, mens taxachaufføren bragte hendes kufferter rundt om dem og ind i hallen.
”Åh du er en af Pauls elever! Jeg er Dorothy, Pauls mor.” Hun smilede venligt til Louise.
”Kom indenfor, må jeg byde på en forfriskning? Du må være træt?” Louise nikkede bekræftende.
”Kom, sæt dine kufferter her, så går vi ud i køkkenet og får en kop the.” Louise glemte alt om træthed og ømt hoved da hun trådte indenfor, hendes drøm var gået i opfyldelse! At stå her i hallen med det store pyntede juletræ, og ilden i kaminen, var som at træde ind i en miniversion af Downton Abbey. Hun fulgte Dorothy ud i køkkenet, som var lige som hun havde forestillet sig. Rustikt, gammeldags, og med et stort spisebord i midten. Dorothy pegede mod en stol og smilede. Så hentede hun en bakke med thekopper og en thekande, samt et fad med små sandwiches, og en tallerken med små mince pies, som Dorothy forklarede, ikke var som navnet angav en kødtærte, men en sød lille tærte med rosiner. Hun hentede også et mindre fad med små glaserede kager på. Theen smagte sødt og blidt og varmede himmelsk i kroppen.
”Når du har spist lidt, så skal jeg vise dig dit værelse. Alle de andre elever er ankommet.” Louise følte en fryd summe gennem kroppen på hende, hun var så spændt på første skrivedag i morgen.
Dorothy viste hende ovenpå via den smukke trappe i træ med ornamentale udskæringer på gelændereret, og åbnede døren til et værelse som overgik alle de forestillinger Louise havde. Et kæmpe glasparti med fire rækker af sprossede vinduer fyldte den ene væg. En stor dobbeltseng og en sød lille sofa, alt i bløde sandfarver, fyldte det meste af rummet, som var dekoreret med smukke antikke lamper på natbordene og det lille skrivebord ved vinduet. De få tvivl hun havde haft, om hvorvidt det var alle pengene og feriedagene værd at tage til England i december, forsvandt ved synet af rummet.
Hun fik øje på et smukt landskabsmaleri og Dorothy smilede.
”Det er et af mine, det er udsigten fra terrassen om sommeren.”
”Du er virkelig dygtig,” sagde Louise og gik tættere på.
”Tak. Jeg afholder malekurser om sommeren hvis det var noget for dig,” tilbød hun.
Louise kluklo. ”Ellers tak, jeg tror jeg holder mig til at skrive, jeg ejer ikke et gram talent når det kommer til at male.”
”Man ved aldrig…” smilede Dorothy. Næste morgen, efter en tung nattesøvn i den bløde seng, hoppede Louise frisk ud af dynerne og trak de lange, tunge gardiner til side…
Anja Carolina Christensen 