Selvudgiver-Serien går tæt på selvudgivere, indie forfattere og mikroforlag, for at høre om myten om at selvudgivelser er noget usammenhængende bras, nu også er sand?
I dag kan du møde forfatter Christian J.D. Dirksen, som er forfatter til romanerne om politimanden Bjørn Bruhn.
Baggrund
Jeg skrev min første roman med blyant mens jeg endnu gik i folkeskole. Den ligger stadig på loftet, tror jeg, uberørt siden dengang i 1960’erne. Efterfølgende tog jeg som sekstenårig et ‘maskinskrivningskursus’ på aftenskole, lånte min fars Remington skrivemaskine og skrev mange noveller og digte som i dag tilsammen fylder et ringbind. Et par af novellerne sendte jeg ind til et ugeblad, og dengang var man stadig så høflig at man svarede på indsendte manuskripter – tak, men nej tak.
Karriere i Forsvaret
Så fulgte en lang og travl karriere – 40 år i forsvaret – hvor jeg virkelig fik brug for mine sproglige evner. Jeg har skrevet og senere som chef redigeret masser af skriftlige analyser, rapporter, politiske oplæg og planer. Jeg samlede sammen på mine erfaringer med stabsarbejde på højt niveau og fungerede ved siden af mit almindelige arbejde også som lærer på officerernes videregående uddannelser (akademisk bachelorniveau) i Flyvevåbnet og Søværnet. Til det formål skrev jeg en fagbog med titlen ‘Vidensdeling i Forsvaret – introduktion til analyse og stabsmetodik’. Reelt var dette min første selvudgivelse, selvom det var Forsvarets Trykkeri i Karup som fremstillede bogen. Hvert år blev der udgivet et nyt oplag på fx 100 bøger svarende til det antal elever jeg underviste. Som lærer udlovede jeg en øl eller sodavand for hver ny fejl eleverne kunne finde – i sprog, stavning, tegnsætning, logik. På den måde lokkede jeg for ca. en six-pack om året eleverne til at læse min lærebog meget omhyggeligt, og jeg fik et overvælgende antal ‘betalæsere’ til at yde en engageret indsats for at redigere og kommentere min bog. Samtidig udbyggede og forbedrede jeg bogen år efter år.
Hvorfor valgte du at selvudgive?
Efter i 2004 at være sendt til udlandet for en femårig periode kunne jeg ikke længere undervise på officersskolerne, men jeg fortsatte med at redigere og udgive nye udgaver af ‘Vidensdeling’, indtil jeg i 2008 gik til Books on Demand (BoD) og tegnede en femårig kontrakt om fremstilling og distribution af bogen. Den solgte knap 800 eksemplarer frem til 2013. På det tidspunkt syntes jeg ikke længere at jeg havde den fornødne viden om Forsvarets udvikling til at jeg ville være bekendt at sælge bogen.
‘Vidensdeling’ var ikke den eneste bog jeg selvudgav i den periode. Jeg havde rent privat skrevet en eventyrroman som højtlæsningsbog for mine to døtre da de var mellem 10 og 14 år. Den udgav jeg også på BoD under titlen ‘I Dragens Øje’, primært for at kunne forære den eller sælge den til venner og familie.
Hvilke udfordringer har du mødt på din vej til selvudgivelse?
Jeg var med min lærebog så heldig på forhånd at have kunderne til rådighed. Officersskoler og stabe i Forsvaret rekvirerede bøgerne direkte fra Forsvarets eget trykkeri.
Dengang, som i dag, oplevede jeg den største udfordring i kravet om sproglig og indholdsmæssig kvalitet. Jeg benyttede en stribe betalæsere før den første bog blev udgivet, og jeg brugte gennem årene 500-600 elevers engagerede tilbagemeldinger til at sikre topkvalitet. Der kom aldrig en rigtig redaktør ind over den første bog.
Med eventyrromanen var det anderledes. Jeg havde i første omgang heller ikke redaktør på den, men mange betalæsere. I første omgang var jeg desværre kæk nok til at tro at det var tilstrækkeligt for at sikre fornøden kvalitet og biblioteksanerkendelse af bogen.
Er du stødt på nogle fordomme om selvudgivere undervejs?
Dengang jeg udgav eventyrromanen, godkendte Dansk BiblioteksCenter (DBC) ikke selvudgivne bøger – og derfor kunne ingen BoD-bog få lektørudtalelse. Det betød at (næsten) ingen biblioteker købte bogen.
Senere forsøgte jeg at kompensere for eventuelle mangler ved at lade en topprofessionel freelanceredaktør redigere ‘I Dragens Øje’ meget grundigt, men den har stadig ingen chance hos bibliotekerne fordi den tidligere har været udgivet, og man lektøranmelder ikke genudgivelser uanset hvor grundigt de er blevet redigeret og rettet til.
Muligvis ændrer dette billede sig på et tidspunkt – der er ikke nogen saglig begrundelse for at afvise at lektøranmelde selvudgivelser nu hvor bogmarkedet bevæger sig i den retning. Men kald mig Mads om ikke DBC stadig afviser selvudgivere over en kam uden overhovedet at åbne deres bøger.
Hvordan blev du forfatter?
Efter min pensionering i 2009 skrev jeg min levnedsberetning til Ordenshistoriografen – det skal man gøre når man er dannebrogsridder, men der er ikke krav til form eller omfang. Det tog mig et år og blev til en bog på 444 sider, trykt i tre eksemplarer hos BoD.
Det skriveri gav mig blod på tanden, og i 2010 begyndte jeg så på en spændingsroman hvor de to første kapitler blev nedskrevet fra en drøm jeg havde haft nogle år i forvejen. Drømmen stod stadig klar i min bevidsthed, jeg vågnede op et ukendt sted, i en ny lejlighed; noget havde vækket mig, et skud fra nabolejligheden; jeg undersøgte sagen nærmere, blev fristet til at forsøge at overtage en andens identitet, og derfra udviklede historien sig, naturligvis på en for hovedpersonen uforudset og ubehagelig måde. Den bog fik titlen ‘ID – lånt identitet’.
Hvad har du gjort for at sikre at din bog blev en bog med kvalitet?
Belært af uheldige erfaringer med selvudgivelse, specielt behovet for uafhængig redigering for at sikre kvalitet samt for at opnå bibliotekernes anerkendelse af at der er tale om ‘en rigtig bog’ i modsætning til selvudgivelse, så jeg mig nu om efter ‘et rigtigt forlag’.
Det begyndte den ørkenvandring som det ofte er at få svar fra et af de store forlag på et indsendt manus. Reelt fik jeg ikke svar, måske fordi jeg var for utålmodig til at vente mere end fire måneder på respons før jeg gik til næste forlag, men igen med uforrettet sag. I 2011 blev mit manus pludselig antaget af et for mig ukendt forlag mod at jeg selv betalte et indskud til produktionen på 8.000 kr. Jeg slog til, og da jeg havde benyttet ventetiden til at skrive bog nummer to med titlen ‘Faren’, blev også den udgivet kort tid efter mod betaling af det samme indskud som den første.
I 2013 var jeg klar med den tredje bog, men nu var startgebyret hos forlaget steget til 15.000 kr., og mine erfaringer fra de første to bøger var blandede. En forfatterindtægt på 15 % var ikke tilstrækkeligt til at dække initialudgiften og samtidig give et overskud. Samtidig var den redaktionelle indsats på de to første bøger simpelthen ikke god nok.
Jeg sendte derfor mit tredje manus med titlen ‘Hovedløst’ til en freelance redaktør, Susanne Jespersen ved WritersAid, og så gik det pludselig stærkt. Den nye bog fik en ualmindelig grundig og meget professionel redaktionel gennemgang; et voldsomt løft af sprog, plot, struktur, layout – alt fik en håndfast tur, og kvaliteten blev synligt forbedret. Jeg var imponeret. Det viste sig at Susanne havde en fast samarbejdsaftale med et forlag som udgav bogen uden yderligere omkostninger for mig.
Er der nogle succeshistorier om dine selvudgivne bøger/bog du vil dele?
Senere skulle det vise sig at det nye forlag afslog at udgive ‘Hovedløst’ som e-bog, og desuden var der store problemer med at få udbetalt forfatteravance. Det kunne jeg ikke acceptere. Men det der startede som et problem, endte med at blive en fordel fordi det førte til at jeg pr. 1. oktober 2013 oprettede min egen virksomhed, Forlaget Genspejling. Det er etableret med overskudsdeling ud fra den filosofi at det er forfatteren som skaber værket, der bør tjene bedst på udgivelsen. 50 % af overskuddet på trykte bøger og 85 % af overskuddet på e-bøger går til forfatteren.
Ved også at udgive mine egne bøger kan man på den måde sige at cirklen blev sluttet, og at jeg vendte tilbage som en slags selvudgiver, men alligevel ikke, for ved brug af professionelle freelancere synes jeg at jeg har taget det bedste fra begge verdener med mig.
Har du haft andre til at lave noget på bogen? (Grafiker, korrektur eller lign.)
Til mine egne bøger bruger jeg systematisk et antal betalæsere før manus sendes til redaktøren, og jeg vil opfordre alle til at gøre det samme. Jo flere øjne på bogen, desto bedre. Jeg instruerer ikke betalæserne i hvad jeg gerne vil have dem til at fokusere på. Min erfaring er at en betalæser giver den mest frugtbare støtte hvis hun selv bestemmer hvad hun vil mene noget om.
Mit forlag benytter som sagt en af forlaget uafhængig freelance redaktør, efter min mening den bedste på markedet, både til at redigere mine egne og andre forfatteres bøger som udgives på mit forlag. Tilsvarende bruger jeg i fornødent omfang freelance grafikere til at fremstille professionelle bogomslag, men sommetider laver jeg selv omslagene hvis forfatteren ellers kan godkende resultatet.
Efter fem grundige redigeringsrunder hos redaktøren bliver bogblok og omslag sendt til et uafhængigt og dygtigt dansk trykkeri, Toptryk, og herfra leveres bøgerne direkte til distributøren Dafolo i Nordjylland.
Parallelt med den proces konverterer jeg selv manus til e-bog og stiller den til rådighed gennem Publizon og evt. SaxoPublish.
Troløs
Forlaget Genspejlings første bog blev en genudgivelse af ‘Hovedløst’, og umiddelbart efter, den 6. december 2013, fulgte den fjerde bog, Troløs’ i det som nu hedder ‘Bjørnebandeserien’, opkaldt efter hovedpersonen vicepolitikommissær Bjørn Bruhn og hans folk.
Jeg skriver alle mine bøger uden for genre. Hvis de bliver bedømt som krimier, lever de ikke op til normerne om fremadskridende analytisk problemløsning som læseren skal gætte med på og selvfølgelig gætte forkert med hensyn til morderen. Ingen af mine bøger er af den type. Hvis de bliver bedømt som almindelig skønlitteratur, bliver de desværre også dømt ude fordi de foregår i en ydre struktur omkring en forbrydelse og opklaring af samme. Uanset hvordan biblioteker og anmeldere søger at genre-placere bøgerne, lever de ikke op til standarden.
Trods det bruger jeg en ydre krimiramme for at fortælle om mennesker der bliver udsat for livstruende pres på kort sigt, bliver dårlige til at bevare overblik og derfor sommetider træffer de forkerte valg, og på længere sigt af samme grund belastes af skyldfølelse efter at presset er lettet. Der skal et hårdt ydre pres til, men så bevæger personerne sig også ind i samme negative spiral som PTSD ramte eller ofrene for traumatiske dødsoplevelser.
For mange år siden, mens jeg var elev på Flyvevåbnets Officersskole, skrev jeg hovedopgave om psykologiske konsekvenser under livstruende pres hvor jeg studerede erfaringer på psykoanalytiske undersøgelser af Hiroshima-ofre, koncentrationslejrfanger og soldater i kamp. Den interesse har jeg aldrig sluppet, og jeg kan nu bruge min viden direkte i mine romaners karakterbeskrivelser.
Den første og måske vigtigste konsekvens af livstruende belastning er at evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt bliver reduceret uden at pågældende opdager det, nærmest som det kan ske under reel stress-sygdom. Personerne taler ikke hensigtsmæssigt med hinanden om at løse fx faglige eller sociale konflikter. Hver af mine bøger indeholder problemer med kærlighed der ikke rigtig vil lykkes, og hver gang kan det tilskrives dårlige interaktion afledt af langvarigt stress eller de mere kortvarige livstruende situationer.
Således er mine bøger alle sammen kærlighedsromaner, men ikke af Barbara Cartland typen. Mine bøger er i det ydre krimier uden at følge stereotyperne (flosklerne) der knytter sig til krimier. Hvad kalder man sådan en genre? Nej, den findes ikke.
Jeg tilstræber at gøre bøgerne forskellige i plot, struktur og især fokusområder. ‘Troløs’ skiller sig ud fra de øvrige ved at være den eneste der ikke beskrives som ‘Spændingsroman’ på omslaget, men i stedet ‘Roman om tro, magt og kærlighed’. Som titlen antyder, er temaet ‘Tro’, både i modsætningen til ‘at være tro’ i parforhold eller over for en etisk tilgang til livet, og ‘at tro på Gud’.
Hvis vi ser på de konflikter og krige der hærger rundt omkring på kloden, er en alt for stor del forårsaget af folk som mener de udøver Guds eller Allahs gerning og vilje. Det giver nemlig ubegrænset magt når man holder Gud lukket inde i sin hånd, så kan man gøre hvad som helst helt uden ansvar – for ‘om Gud vil slår jeg dig ihjel – nu har jeg hugget hovedet af dig, så var det altså Guds vilje’. Den vildførelse og det misbrug af menneskers tro er for mig den største forbrydelse og den største trussel mod verdensfreden der findes i dag.
‘Troløs’ stiller spørgsmålet: Skal vi afskaffe Gud? og svarer til dels nej, men vi skal erkende at det ikke er os der har ham i hånden, det er ham der har os i hånden. En sådan filosofisk diskussion er grundtemaet i ‘Troløs’, men problemstillingen bliver gjort anskuelig og konkret ved at blive lagt ind i en skønlitterær ramme hvor hele handlingen i øvrigt beskrives gennem to kvindelige hovedpersoners øjne.
Hvad er det bedste du har fået ud af at selvudgive?
Jeg har lært en masse om at skrive – og læse – skønlitterære bøger.
En vigtig konklusion for mig er at ‘Show, don’t tell’ er det sværeste og senere det letteste ved at være forfatter. Sjovt nok har jeg igen og igen kunnet konstateret at lektører og anmeldere er dem der har de største vanskeligheder med at kapere det princip, for det kræver nemlig at man tænker selv, og det er der sjældent tid til hvis man er lidt for selvhøjtidelig og samtidig har en ambition om at anmelde fx 150 bøger om året. Sådanne ‘professionelle’ læsere vil af bekvemmelighed og dovenskab åbenlyst foretrække ‘tell, don’t show’ som betingelse for at anerkende litteratur.
Læser du selv bøger fra andre selvudgivere?
Ja, bestemt. I det omfang jeg har haft tid og lejlighed til det, har jeg betalæst både en række debutanters og også erfarne forfatteres manuskripter. Det har som regel ikke været for at antage et manuskript til udgivelse på mit eget forlag – der forlader jeg mig fortrinsvist på redaktør Susanne Jespersens indsats – men som vennetjeneste eller gengæld for andres betalæsning af mine bøger.
Man lærer en masse af at læse ufærdige bøger. Det hjælper med at få øje på og sat skaft på metoder og unoder, sprog, fortællestil etc.
Jeg er medlem af en stribe forfatterfora hvor vi hjælper hinanden, og i den sammenhæng har jeg også samlet nogle gode råd til aspirerende forfattere i en artikel, ‘Romanforfatterens tjekliste’, på NewPub: http://www.newpub.dk/artikel/romanforfatterens-tjekliste/
Kommer du til at selvudgive flere bøger?
Nej. Uvist af hvilken grund er jeg pludselig kommet i ‘bad standing’ hos Dansk BiblioteksCenter (DBC). Der findes ingen appelmyndighed som kan afsløre svigtende dømmekraft eller magtmisbrug når DBC med tilbagevirkende kraft pludselig dømmer min nyeste roman ‘Kvit’ og alle de tidligere udgivelser i ‘Bjørnebandeserien’ ude – dvs. også de ca. 470 bøger der allerede står på bibliotekernes hylder. Det betyder at jeg ikke længere kan skrive og udgive bøger til bibliotekerne som er min primære målgruppe. Det økonomiske grundlag for at udgive nye bøger fra Forlaget Genspejling er dermed forsvundet.
Se mere om sagen på Forlaget Genspejlings Facebookside
Du finder Christians bøger her og her
Anja Carolina Christensen 