Ja, altså udover en bog... Hvilket overhovedet ikke er at kimse af, men nogle gange kender man ikke bogelskerens smag, og så er det jo svært at vælge en bog som de vil blive glade for.
Ja, altså udover en bog... Hvilket overhovedet ikke er at kimse af, men nogle gange kender man ikke bogelskerens smag, og så er det jo svært at vælge en bog som de vil blive glade for.
dag sælger de fleste forlag i høj grad bøger til bibliotekerne, der er en af de primære aftagere af bøger på bogmarkedet. Det er noget andet, man skal sætte sig ind i, som for mig var noget helt nyt - nemlig bogmarkedet. Hvem henvender bogen sig til, og hvem køber ens bog?
Vi står begge op kl. 5.30 og smører madpakker, lægger tøj sammen og tømmer opvasker, mens vi taler sammen om manuskripterne. Det er meget forskelligt, hvem som skriver hvad. Vi skiftes vi til at være den som skriver først - altså de ting som vi har aftalt. I den sidste ende, når manuskriptet er helt færdigt, så kan vi ikke længere huske eller se forskel på, hvem som har skrevet først på de forskellige afsnit.
Der er flere ting som er kommet bag på mig. Fra hvor jeg første gang skrev et helt manuskript, hvor meget disciplin det kræver, at sætte sig og vælge at skrive. For det er et valg, hver gang. Man kan sagtens sætte sig og se et par afsnit af en tv-serie en lørdag eftermiddag. Men det betyder at man ikke får skrevet noget. Ingen skrivetid er lig med ingen bog.
Jeg har altid været voldsomt imponeret og misundelig på de forfattere som mener de kun kan skrive på et bestemt tidspunkt og at de som minimum skal have x antal timer, for ellers kan de slet ikke komme i zonen. Det må være det vildeste luksus.
Når jeg fortæller folk at jeg skriver historier på engelsk bliver jeg ofte mødt med kommentarer som "Så må du være meget dygtig til engelsk!" eller "Er det nu også en god idé? Man skal virkeligt være dygtig til engelsk for at slippe afsted med det." Det er som om folk ofte synes at det …
Fortsæt med at læse "Vigtige værktøjer til dig som skriver på engelsk"
“Jeg har fortalt historier så længe jeg kan huske. Før jeg kunne skrive, fortalte jeg historier ind i en båndoptager, og min første nedskrevne bog blev skrevet i hånden og skrevet ind på min fars gamle rejseskrivemaskine da jeg var 13 år. Den hed ”Gåden i Loch Ness” og var fem tætskrevne sider om en detektiv, der rejste til Loch Ness i Skotland, og optrevlede en smuglergruppe der brugte en undervandsbåd forklædt som uhyre.”
Jeg har hørt, at skriveblokering netop handler om, at man er usikker på, hvad der skal ske i historien. At man bare skal skrive sig ud af det. Skrive et kapitel, som hører til længere fremme i historien. Et kapitel eller en scene, som man har glædet sig til at skrive.
Ane har fået skabt sig en fin karriere som forfatter og illustrator selvom vejen dertil ikke var hurtig. ”Min første forlagsudgivne bog kom i 2015, men inden der, havde jeg skrevet og sendt ind længe, men ikke fået noget ind ved forlag. Det var en lang proces at få foden ind. Efter første bog gik der lidt tid igen, før jeg kom ud med min næste bog. Man er ikke sikret udgivelser, selvom man har udgivet noget i forvejen, det hjælper, men det er ikke en garanti. Lige nu har jeg udgivet omkring 27 bøger, jeg selv har skrevet og illustreret. Jeg har også været med til udgivelser, hvor jeg er illustrator. Heldigvis har jeg også kontrakter ind i 2021, som jeg snart kan afsløre. Jeg har også deltaget i antologier med mine noveller.”
Photo by Jess Bailey on Unsplash Mens jeg sad og skrev og udgav mine tanker om dette års aflyste Bogforum fandt jeg en kladde til et indlæg om min første gang på messen sidste år, som jeg ikke fik udgivet af uvisse årsager. Det følger herunder. November 2019: I år var første gang jeg var …