Ikke to forfattere skriver en bog ens, selvom der findes masser af bøger som giver teknikker, metoder og skabeloner til præcis hvordan du strikker en bog sammen. Jeg finder det vældigt fascinerende hvordan vi på alle mulige forskellige måder ender ved samme mål: en bog der kan udgives.

I denne interview-serie med forskellige danske forfattere får du indblik i deres proces og deres forfatterliv. Jeg håber du vil finde stor inspiration til din egen skriveproces. Du er velkommen til at lægge en kommentar under blogindlægget til forfatteren eller til Ordlaboratoriet. Se flere interviews i bunden af artiklen.

I dag taler jeg med Charlotte Frobenius, som er illustrator og forfatter til skønne børnebøger, og også gys for de lidt ældre.

Charlotte Frobenius

Drømmen om udgivelse kræver tålmodighed og vilje

Jeg startede med at skrive meget tidligt. Når jeg husker tilbage, var jeg ikke særlig gammel, da jeg skrev små digte og sange – dengang spillede jeg også meget musik, og musikken og skrivningen hang uforeneligt sammen for mig.

Jeg startede på en musikalsk ungdomsuddannelse (MGK), der skulle forberede mig til konservatoriet, og der gik jeg virkelig i gang med musikalsk poesi, men jeg var der ikke særlig længe, da jeg fik andre interesser. Jeg opdagede, at musikken mest var en hobby, mens skrivningen fyldte mere, og jeg begyndte at skrive længere og længere tekster – jeg forsøgte også flere gange at sende dem ind til de store forlag, men fik selvfølgelig afslag hver gang. Jeg var jo kun i starten af teenageårene. En af mine lærere dengang læste ofte det, jeg havde skrevet, og insisterede på, at jeg skulle blive ved. Hun fortalte mig, at det nok skulle lykkes for mig en dag, men at få udgivet en bog var hårdt arbejde. Hun var et menneske, der betød meget for mig og jeg lyttede til hende – og det er jeg glad for, selvom der skulle gå en hel del år, før jeg fik min første bog udgivet, fordi jeg startede på uddannelse og pludselig ikke havde så meget tid til at skrive mere. Men når noget ligger dybt i én, kommer det tilbage igen helt af sig selv, når der igen er ro til det. For mig skete det, da jeg gik på barsel og der igen var tid og plads til at lade kreativiteten spire. Og så lykkedes det. Jeg fik min første bog udgivet året efter. Jeg tror på, at alle kan få en drøm om bogudgivelse til at gå i opfyldelse, hvis man har både tålmodighed og vilje til at arbejde med sig selv og sine tekster – så skal det nok lykkes en dag.

Min skønne onkel Ofelia fås her

Hvornår udgav du din første bog?

Min første udgivelse var et medforfatterskab på en kogebog/opskriftsbog, hvor jeg ikke bidrog særlig meget til projektet. Bogen blev heller ikke den store success og solgte ikke for noget imponerende, men det var alligevel et vigtigt punkt i min forfatterkarriere, fordi det var med til at bryde isen ind i forfatterverdenen, og selvom jeg ikke havde den store andel i projektet, lærte jeg utroligt meget. Jeg har aldrig brændt særligt for at lave opskriftsbøger, men nogle gange skal man give sig i kast med noget, hvor man tænker, at man kan lære undervejs. Imens arbejdede jeg stadig med mine egne tekster, og på det tidspunkt havde jeg hovedet fyldt med børnehistorier. Og pludselig en dag fandt jeg en forlægger, der gerne ville udgive en af mine historier. Jeg udkom med Min skønne Onkel Ofelia på Forlaget Petunia i 2018 – en bog, der fik en god lektørudtalelse og solgte til mange biblioteker. For dem der ikke ved, hvad en lektørudtalelse er, er det bibliotekernes interne vurdering af om bogen er egnet til at stå på bibliotekshylderne – med andre ord: om bogen er værd at bruge penge på for bibliotekerne.

I dag sælger de fleste forlag i høj grad bøger til bibliotekerne, der er en af de primære aftagere af bøger på bogmarkedet. Det er noget andet, man skal sætte sig ind i, som for mig var noget helt nyt – nemlig bogmarkedet. Hvem henvender bogen sig til, og hvem køber ens bog? Det kan betale sig at bruge lidt tid på at lære bogmarkedet at kende – også for helt grønne forfatterspirer.

Hvordan foregår din skriveproces fra start til slut når du skriver en bog?

Da jeg skriver både børnelitteratur og voksenlitteratur, er der lidt forskelle i, hvordan jeg griber skriveprocessen an, men det har nok noget at gøre med længden af teksten. For de længere tekster, der jo typisk er til det lidt ældre publikum, kræver det en mere udførlig plan, inden jeg går igang, så jeg ikke fortaber mig ud af sidespor, som jeg ikke kan skrive mig ud af igen. Børnebøgerne kaster jeg mig nogenlunde direkte over, dog med en råskitse af en plan – i begge tilfælde researcher jeg dog emnet først.

Jeg har fået udgivet flere børnebøger i dag, og jeg glæder mig meget til at få min første voksne tekst udgivet her i efteråret. Min novelle, Gespenst, blev antaget af Forlaget Brændpunkt og kommer med i antologien Udenfor, der har udgivelsesdato d. 30. oktober.

Er du typen der skriver på flere projekter samtidigt eller holder du dig til et manuskript ad gangen?

Jeg er ikke vildt god til at blive på det samme bogprojekt hele tiden. Jeg skriver der, hvor kreativiteten tager mig hen – det betyder også, at jeg oftest arbejder på flere ting samtidigt – også fordi jeg også arbejder som illustrator, og næsten altid tegner på et eller flere samarbejdsprojekter ad gangen. Fordelen er at jeg stort set aldrig har en skriveblokade, fordi jeg så bare arbejder på noget andet, hvis en tekst stritter lidt imod. Ulempen er at det går langsomt fra bogide til bogudgivelse. Til gengæld kommer der så nogle gange flere ting ud på én gang.

Jeg kender mange dygtige forfattere, der arbejder meget fokuseret på én tekst af gangen og får deres bøger udgivet i et støt og fast flow. Det kan der helt sikkert også være en masse fordele i. Jeg tror, det handler om at finde sin egen skriverytme – og stil. Der er lige så mange skrivevaner, som der er forfattere. Husk at bag enhver pen, sidder et menneske, og hvis din bog skal blive en succes, skal den først og fremmest skrives. Det bliver den kun, hvis du gør det på den måde, der passer dig.

Er du en som plotter bogen først eller skriver du bare derudaf?

Selvom jeg er fortaler for at skrive på det, der føles rigtigt nu og her, og det kan lyde en smule rodet, er jeg faktisk også stor fortaler for at skrive struktureret. Indenfor hvert bogprojekt har jeg et fastlagt plot og en klar handlingsplan. Jeg bruger forholdsvist meget tid på at plotte hele bogen og beskrive karaktererne, inden jeg kaster mig ud i at skrive. Det gør det også nemmere at hoppe ind og ud af projekter, når man arbejder på flere samtidigt, fordi man altid ved, hvad der skal ske i det næste kapitel – og det næste. Ind imellem kan der dog være fordele i at lade visse elementer i handlingen stå åbne, fordi bogen og karaktererne kan overraske en undervejs. Men oftest må man så gå tilbage og rette lidt til i plottet.

Find Lille Mille her

Har din skriveproces ændret sig med tiden?

Ja, efterhånden som jeg har lært mere omkring at skrive en bog, er jeg netop begyndt at arbejde struktureret med plot og handling. Da jeg begyndte at skrive min første bog, skrev jeg bare derudaf med hvad jeg lige følte for, og det er sjovt nok også den bog, jeg aldrig har fået skrevet færdig. Jeg gik nemlig i stå. Når jeg læser det, jeg skrev dengang nu, kan jeg se at det er godt i sin rå form, men at teksten mangler vildt meget struktur, og det skal jeg ind og arbejde med – igennem hele bogen, for at den bliver læseværdig. På et tidspunkt, når jeg har tid til at fokusere solo på det projekt, tager jeg et halvt år ud af kalenderen og skriver den bog færdig. For den handler om et emne, der ligger mig meget nært, og faktisk synes jeg også selv, den er spændende 😉

Jeg har lært meget og har også fået en viden omkring selv skriveprocessen, som jeg ikke havde, da jeg startede. Når det så er sagt, så lærer jeg også stadig. Det er her en god redaktør er guld værd, fordi man som forfatter får utroligt meget ud af den dialog, der foregår med redaktøren i redigeringsprocessen. Jeg har også taget et par online skrivekurser med øvelser, som gør en klogere på sprog, formuleringer og – ja struktur og skriveplan.

Hvor meget researcher du og hvornår i processen gør du det?

Jeg researcher en del. Ofte vil jeg dog bare gerne igang med at skrive hurtigt efter, plot og handling er færdigskitseret, og så handler det (for mig) om at udnytte det flow, jeg er i der. Så researcher jeg problemer og emner, efterhånden som de dukker op i manuskriptet, med mindre de er vigtige tidligere i processen – eksempelvis hvis de er en forhindring for om jeg kan komme videre i plottet.

Skriver du med musik eller andet som baggrundstemning?

Det er lidt forskelligt og afhænger af mit humør, når jeg skriver.

Kan du skrive når son helst og hvor som helst eller skal du sidde et specielt sted på et bestemt tidspunkt?

Jeg kan for det meste altid skrive, og som forfatter bliver man også lidt nødt til at skabe sig nogle frirum at skrive i, da man som oftest har et job/studie eller familie og børn ved siden af. Det er ikke nemt for mig at finde dedikeret skrivetid, hvilket betyder, at jeg griber chancen til at skrive, når jeg kan. Det er ofte om aftenen, selvom jeg er træt, i bilen på vej til Jylland, hvis jeg kan slippe for at være chauffør, eller i sportsklubben, mens barnet er inde til sin gymnastik. Nogle gange bliver det lidt en jagt på skrivetid, og det kan være stressende, fordi jeg gerne vil skrive hver dag. Det er ikke altid, det lykkes for mig, men jeg prøver 🙂

Kommer karaktererne eller plottet til dig først?

Uh, den er svær. Jeg tror, at karaktererne kommer til mig først, i de børnebøger, jeg skriver. Og omvendt, er det emnet eller plottet, der taler til mig først, i de voksenbøger, jeg p.t. arbejder på. Det kan desuden være på alle tider af døgnet, at jeg får en ide. Da jeg fik ideen til Gespenst, som udkommer d. 30. oktober i antologien Udenfor hos Forlaget Brændpunkt, stod jeg under bruseren og følte at nogen betragtede mig fra hjørnet i badeværelset – ret ubehageligt faktisk, og så skal der jo ikke meget til at en forfatterhjerne stikker af med ideer. Jeg synes selv, at novellen er uhyggelig. Den gav mig i hvert fald gåsehud flere gange, mens jeg skrev den, men nu er jeg heller ikke hardcore horror-læser, og der skal måske ikke så meget til, før jeg bliver skræmt.


Jeg har indimellem hørt, at man som forfatter skal holde sig til en bestemt genre – eller vil man ikke blive taget seriøst. Det tror jeg dog ikke så meget på. Jeg tror mere, det handler om det produkt, man laver – er det godt, skal der også nok være andre end dig, der kan lide det. Derfor skal man skrive på det, man har lyst til – så bliver det nemlig oftest også bedst, også selvom man får ideer i mange forskellige verdenshjørner rent genremæssigt. Det kender jeg mange forfattere, der gør – inklusiv mig selv.

Ved du hvad dit næste skriveprojekt er?

Jeg arbejder som sagt altid på flere projekter samtidigt, og det handler om at jeg får mange ideer og har brug for at skitsere dem med det samme. Nogle får så lov til at ligge i plot-format og vente på, at jeg får tid til at samle dem op igen. Med andre ideér følger der så meget flow med, at jeg bliver nødt til at kaste mig over dem med det samme. Jeg prøver dog på, at fokusere på maks. 2 store skriftlige projekter samtidigt. 

Hvordan er din proces fra start til slut ?

Jeg begynder, når jeg får ideen – så skal den skitseres. Dernæst skal handlingen plottes, og så fylder jeg kapitlerne ud med en løs plan for, hvad de skal indeholde. Så er det skrivetid, og dernæst redigerer jeg selv teksten en omgang eller to, inden jeg sender den ud til betalæsere. Betalæsere er en slags testlæsere, der hjælper dig med at finde ud af om din historie hænger sammen både plotmæssigt og sprogligt. Er den god? Hænger den sammen? Er der uforståelige huller i handlingen, osv.?

Så kommer 2. redigeringsrunde og derefter måske en omgang betalæsere + redigering mere, inden jeg sender den til et forlag. Der ligger mange arbejdstimer i at skrive en bog – også for andre end forfatteren selv. Som forfatter er man også dødafhængig (okay måske ikke dødeligt afhængig, men I forstår nok pointen) af at andre mennesker, vil hjælpe med projektet undervejs – herunder blandt andet betalæsere. Det foregår som regel uden betaling, men mange forfattere bytter manuskripter og betalæser for hinanden. Det er en god ordning, hvis man kan få sat det igang.

Skriver du solo eller samarbejder du med andre forfattere eller illustratorer?

Jeg arbejde jo som sagt også som illustrator ved siden af mine skriverier. P.t. arbejder jeg på illustrationer for 3 andre, hvoraf 2 af disse projekter er for forfattere, der har plan om udgivelse. Derfor arbejder jeg tit på samarbejdsprojekter, og det er noget, jeg holder rigtig meget af – fordi man som forfatter tit savner kolleger – det gør jeg i hvert fald. På denne måde føler jeg alligevel, at jeg via disse samarbejdsprojekter har mange kolleger, selvom vi sidder på hver vores adresse. Det er nu lidt hyggeligt sådan, selvom det giver mindre skrivetid for mig.

Køb Bastians Bedsteste Venner her

Hvad har overrasket dig mest på din forfatterejse når det kommer til din egen kreative proces?

At jeg nogle dage er mest forfatter og andre dage udelukkende illustrator. Tidsmæssigt er det dog mest optimalt, hvis jeg kan være lidt af hvert alle dage, men det er ikke altid, den kreative proces er enig i det – og så må jeg lytte. Der kommer sjældent noget godt ud af at forcere noget for mig. Det ender som regel med at være spild af tid og omarbejde.

Hvilket råd ville du give en forfatterspire som ikke ved hvor de skal starte?

Hvis det er fordi, du har en drøm om at skrive en bog og eventuelt få den udgivet, men du indtil videre mangler ideen, vil mit bedste råd være at begynde med at læse en hel masse. For mig kommer ideerne til mig, særligt når jeg læser. Desuden får man på den måde et indblik i, hvad andre forfattere gør. Læg mærke til variationen i det sproglige, dialogerne og små kuriositeter i teksten. Det er det, der gør teksten levende og flydende. Læs især bøger af danske forfattere i den genre, du interesserer dig for og følg deres skriveproces på de sociale medier. Mange forfattere deler ideer, håb og procestanker på deres forfatterside på Facebook og Instagram. Der kan være mange guldkorn at hente.

Mere om Charlotte Frobenius

Køb Charlottes bøger her

Charlottes hjemmeside FrobbieStories

Charlotte på Twitter

Charlotte på Instagram

Charlotte på Facebook

Læs hele interviewserien

Ane Gudrun: “Jeg skriver aldrig et projekt færdigt ad gangen”

Michael Kousgaard: “Jeg kan ikke hive en plotplan frem og følge den

Claus Holm: “Af og til kan det godt overraske mig selv lidt, hvad historien egentlig handler om.”

René Toft: “Den første bog tog tre år at skrive” | Interview-serie: Forfatterens skriveproces |

Marie Alexander White: Jeg løber ikke rundt med en blok i baglommen og en kuglepen bag øret. 

Betina Hundebøll og Charlotte Thorhauge: Vi arbejder altid sammen

Advertisement

Join the Conversation

3 Comments

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: