Ikke to forfattere skriver en bog ens, selvom der findes masser af bøger som giver teknikker, metoder og skabeloner til præcis hvordan du strikker en bog sammen. Jeg finder det vældigt fascinerende hvordan vi på alle mulige forskellige måder ender ved samme mål: en bog der kan udgives.
I denne interview-serie med forskellige danske forfattere får du indblik i deres proces og deres forfatterliv. Jeg håber du vil finde stor inspiration til din egen skriveproces. Du er velkommen til at lægge en kommentar under blogindlægget til forfatteren eller til Ordlaboratoriet. Se flere interviews i bunden af artiklen.
Skriv! Nu!!!
Fedt! Der er lige et kvarter, før børnene kommer fra svømning. Jeg kan lige nå at skrive scenen færdig!
Sådan er mit forfatterliv. Små tidslommer, hvor jeg hurtigt kan tage mine tro følgesvende, mobiltelefonen og det lille tastatur, frem og skrive i Google Docs. Bluetooth, mobiltelefoner, små tastaturer. Geniale opfindelser for forfattere som mig, der kan skrive på den måde. Hvorsomhelst, nårsomhelst.
Kan man virkelig det? Skal man ikke have ro omkring sig? Lukke dørene, så katten ikke kommer springende og hopper på tastaturet. Tage på skriveophold i et gammelt kloster for at have fred til at tænke store tanker. Tage på højskoleophold med mulighed for fordybelse i selskab med andre forfattere. Aner det ikke, men det her virker for mig. Mine bøger er ikke timelange fordybelser. Det er hverken mit humør eller sind til. Jeg skriver tekster med fart. Få detaljer. Det er ligegyldigt, om hovedpersonens nabo går rundt i haven iført pyjamas og strithår eller habitjakke og bukser med pressefolder. Medmindre, naturligvis, det er relevant for handlingen og scenen.
Lige nu skriver jeg på et projekt med et par hjemløse, der dummer sig gang på gang. Det er en sjov bog. Jeg skriver på den, mens jeg venter på mine næste udgivelser. Bidt af Pizza er lige udkommet, og yderligere 2 børnebøger og måske en voksenbog om et halvt år. Redaktøren er en travl, ung kvinde med blækspruttearme og stor læselyst. Hun kan dog ikke læse med mere end 2 øjne, så jeg væbner mig, utålmodigt, med tålmodighed.
Det er vigtigt at skrive, mens man venter, synes jeg. Jeg kan dog mærke, at jeg har svært ved at komme videre med den der historie om de hjemløse. Jeg tror, at det er fordi jeg ikke helt ved, hvor historien skal hen. Jo, jeg kan se slutningen, men jeg er typen, der skriver derudaf, uden en plotplan. Lader karaktererne bestemme, og så kan det gå helt galt, hvis de er alt for vilde og uregerlige. Nå, jeg har en plan inde i hovedet for de næste 5-6 kapitler, så jeg skal nok bare finde mine små 15-30 minutters tidslommer, så jeg kan komme videre.
Jeg har hørt, at skriveblokering netop handler om, at man er usikker på, hvad der skal ske i historien. At man bare skal skrive sig ud af det. Skrive et kapitel, som hører til længere fremme i historien. Et kapitel eller en scene, som man har glædet sig til at skrive. Jeg har aldrig haft skriveblokering, men jeg kan godt mærke det der med, at det er godt at skrive noget i historien længere fremme. At jeg så hurtigt er kommet videre for at binde tingene sammen.
Stille, stille, stille
Der er helt stille omkring mig, når jeg skriver. Jeg har hørt om forfattere, der både kan høre rockmusik og betalæse for andre samtidig med, at de selv skriver. Men for mig skal der være ro. Jeg kan ikke huske, om roen er kommet med tiden. Førhen hørte jeg altid musik, når jeg arbejdede. Også når jeg kørte i bil var der tændt for P3. Nu skal der være ro, så jeg kan overveje næste scene, næste dialog, for jeg kan ikke hive en plotplan frem og følge den. Jeg har forsøgt, men det lykkedes ikke. Måske lidt. Til et 4-tal på en 1-10-skala.
Jeg har lavet lidt research til den historie, jeg er i gang med, men det er ikke meget. Google har hjulpet mig med nogle bygninger. Formen og farven på dem, men ellers er jeg ligeglad med, om gaden, hvor Københavns retsbygning ligger, hedder Gl. Kongevej eller Strandbygade. Jeg kalder den det, jeg har lyst til. Det er min ret som forfatter med rigelige mængder fantasi. Jeg tror på, at hvis først læseren er opslugt af historien, så er hun ligeglad med gadenavnet.
Det har været en spændende proces at lære at skrive. Som barn og helt op til jeg fik min studentereksamen var det ikke noget, jeg var god til. En enkelt dansk stil med et 8-tal var det mest imponerende, jeg kunne slæbe med hjem i skoletasken. Derfor aner jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet begyndte at skrive.
Det går fremad…
Det er cirka 16 år siden, at jeg begyndte på Stål-Palle, som bliver udgivet d. 27/9 2020, og den lå stille i mange år. Jeg havde endda glemt, at jeg havde skrevet noget. En dag opdagede jeg USB-pennen i min taske, og jeg checkede, hvad der lå på den. Jeg læste det, og det var da vist meget godt. Syntes jeg selv i hvert fald. Jeg skrev historien færdig, sendte den til Gyldendal og fik standardafslaget retur. Jeg forbedrede historien, sendte igen ind til endnu et forlag, og fik standardafslaget retur. Den proces skete 3-4 gange mere henover de seneste 3-4 år, indtil jeg en dag fik et ikke-standardafslag. Det var dog et afslag, men MED EN BEGRUNDELSE! Og i øvrigt et forslag til, hvad der kunne gøres bedre og med roser for min skrivestil. Se, det er noget, der giver blod på tanden.
Min sommerferie i Spanien for 2 år siden foregik ved pool’en, men med mit manus ved hånden. Redigering, redigering, finpudsning. Og endelig sagde et forlag ja tak til Stål-Palle. Det hedder Superlux, og de var så begejstrede, at jeg stadig ikke forstår, hvad jeg gjorde anderledes for at få et ja tak. Måske drejer det sig bare om at træffe den rigtige redaktør på det rigtige tidspunkt. Det er værd at huske på, at der faktisk ikke er så mange forlag og redaktører at satse på, når man står med et færdigt manus i hånden. Et manus kan sagtens være godt, men det er bare ikke kommet forbi den rigtige redaktør.
Det har været en sjov og kreativ tur fra mit første bogstav blev skrevet og til nu, hvor jeg føler, at jeg faktisk besidder de rette skrivemæssige kvaliteter til at få udgivet en bog. Men at skrive flotte og spændende sætninger er bare ikke det samme som at skrive en hel bog. Hvis plottet stinker, er man på den. Der er jo ingen, der gider læse en dårlig historie, selvom den bliver skrevet med flotte, dybsindige ord. Det skal jo hænge sammen, for pokker!
Jeg synes, at jeg er kommet langt. Jeg udgav i 2016 den første e-bog i min børnebogsserie om Blåskæg. Det var en selvudgivelse, og jeg udgav 3 e-bøger i alt i den serie, inden jeg stoppede den. Hvorfor jeg stoppede? Det er sindssygt svært at sælge e-børnebøger i Danmark, selvom de fik gode anmeldelser hos bogbloggerne. Sammen med 3 andre forfattere fik jeg fingre i en stand til Esbjerg Fantasy Festival i 2018. Nu skulle jeg give den gas. Jeg fik sat bogen op og klargjort til tryk. Jeg bestilte et prøvetryk, og spændt som et lille barn åbnede jeg pakken fra Toptryk et par dage senere. Fuck… Det var lort, syntes jeg. Det så slet ikke ud, som jeg havde forestillet mig. Jeg skulle nok have læst bogen en ekstra gang, inden jeg så kækt havde bestilt den. Hvad gør man så? Man går i sort. Melder sig ud af alle forfattergrupper på de sociale medier og er ved at kaste op, hver gang nogen i Rema tilfældigvis siger “Blåskæg” til sin følgesvend (det skete heldigvis ikke…). Der gik kun 1 måned, så var jeg tilbage i forfattergrupperne og i fuld gang med at skrive igen. jeg kunne bare ikke lade være.
Selvudgivelse er relativt nemt, men hvis man går med tanken, skal man virkelig tænke sig om. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne finde et forlag, som ville udgive bøgerne. Ikke af lyst og et drive om at stå alene uden et forlag i ryggen. Blåskæg nummer 4, som er den sidste i serien har aldrig set dagens lys. Til et møde med Forlaget Superlux om udgivelse af Stål-Palle hev jeg de fede forsider til hele serien frem, og nu udgiver de Blåskæg 1 som trykt bog, hvilket jeg er meget glad for. Hvis alt går vel, og den får en fornuftig lektørudtalelse, ender hele serien måske med at blive udgivet. Det vil jeg blive superstolt over.
Er jeg ved at blive voksen?
Jeg har mest bevæget mig i børnebogsuniverset. Det drejer sig om, at jeg skriver baseret på historier, jeg har fortalt mine egne børn, da de var små. For et par år siden kastede jeg mig dog over gysergenren. Jeg vågnede en nat med et sæt, og konturerne til en gysernovelle svævede rundt inde i hovedet på mig. Kort tid efter begyndte jeg at skrive på den, og den endte med at blive min første forlagsudgivelse. Rikke fra Forlaget Nelumbo stod foran at skulle starte søsterforlaget Petunia og skulle bruge nogle gysernoveller til åbningen. Hun skrev til mig, om hun måtte læse de to noveller, som jeg skrev om inde på Facebook i en forfattergruppe. Naturligvis måtte hun det, og hun faldt for den. Den hedder Kolde Timer og findes nu som e-novelle på streamingtjenesterne og kan købes hos Forlaget Petunia. Jeg er megastolt over den novelle, og derfor kastede jeg mig igen over en novelle, da Rikke ville udgive en gyserantologi. Novellen endte med at komme med i antologien, der kom til at hedde Mørkets gerninger. Den novelle hedder Den Vildfarne og blev mine første ord på tryk, som står på bibliotekerne rundt i landet i dag.
Da jeg for et års tid siden var til møde hos Superlux, foregik det til Esbjerg Fantasy Festival. Jeg bor i Esbjerg, så det var helt naturligt at lægge vejen forbi og hilse på de mennesker, som så et lys i min bog om Stål-Palle. Det var superhyggeligt, men der gik kun 10 minutter, før jeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en sjov bog til voksne, når nu jeg havde skrevet en megamorsom bog til børn.
Hvis man bliver bedt om noget af forlaget, gør man det bare. Man står ikke og væver og tænker, om man nu også kan finde ud af det. Gu’ fanden ville jeg da det! Inden jeg forlod mødet, havde vi aftalt hvad slags bog, det skulle være og hvor lang den måtte være. Jeg havde nogle år i forvejen skrevet nogle nyhedsbreve for en webshop, der solgte vin. Til den lejlighed havde jeg opfundet Svend, en gammel, garvet vinkender, der sad i deres kælder og smed om sig med al hans viden om vin. Han blev omdrejningspunktet i det manus, der lige nu ligger hos redaktøren og har været forbi 1. redigering og gennem 3 betalæseres kritiske blik. De har heldigvis taget godt imod den, og selvom det endte med, at Svend blev en biperson, og en lidt lalleglad iværksættertype overtog scenen, er jeg meget tilfreds med manuskriptet. Nu venter jeg bare på hende der redaktør-mutter med blækspruttearme og kun 2 øjne.
Det hyppigste spørgsmål, jeg får, når folk hører, at jeg skriver bøger, er, hvordan jeg finder tid til det. Jeg ved det faktisk ikke. Det sker bare, og hvis man gerne selv vil igang, skal man sætte sig ved en computer og bare begynde. Der er jo ingen, der er verdensmester fra start af. Det er et håndværk, der skal læres.
“Jamen, jeg kan ikke finde på noget at skrive”.
Selvfølgelig kan du det. Jeg vidste ikke, at jeg kunne lære det. Det er jo ikke noget, der har ligget og luret i baghovedet, at jeg en dag skulle begynde at skrive historier. Men jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre og mere kritisk.
Mere om Michael Kousgaard
Find Michael Kousgaard på Facebook og Instagram
Find Bidt af Pizza her
Er du mere til gys så kan du finde Kolde Timer her
Læs hele interviewserien
Ane Gudrun: “Jeg skriver aldrig et projekt færdigt ad gangen”
Michael Kousgaard: “Jeg kan ikke hive en plotplan frem og følge den
Claus Holm: “Af og til kan det godt overraske mig selv lidt, hvad historien egentlig handler om.”
René Toft: “Den første bog tog tre år at skrive” | Interview-serie: Forfatterens skriveproces |
Marie Alexander White: Jeg løber ikke rundt med en blok i baglommen og en kuglepen bag øret. | Interview-serie: Forfatterens skriveproces |
Anja Carolina Christensen 