Jeg har besluttet at lave lidt sjov i gaden en gang i mellem på bloggen her, og poste små uredigerede historier, når jeg har tid. Det kom sig af at jeg fandt denne gamle sag på computeren og tænkte at det kunne være sjovt at dele, da der jo går noget tid før jeg kan dele min roman.

Denne historie er en lille Flash Fiction, altså en lille historie på under 1000 ord. En lille scene fra en kvindes hverdagsliv.

Johanne

 af Anja Christensen

Johanne sad ved det store hvide skrivebord på sit kontor. Hun kunne ikke finde de papirer hun skulle have med til mødet og hun var ved at blive irriteret over det. Hun vendte bunkerne igennem igen og igen. Hendes panderynke truede med at blive permanent da hun opdagede at de lå lige dér foran hende. Det var som om hun havde et hak i tiden, som et hak i en plade. Som om at det øjebliks forvirrethed var et hak der gjorde, at hun for et øjeblik ikke kunne se og høre virkeligheden og helt havde glemt, at hun som altid havde ordnet sine papirer i god tid og lagt dem frem. Først blev hun underligt til mode, sådan en blanding af svimmelhed og kvalme, men så faldt kroppen til ro. Verden var igen som den skulle være og hun kunne nu endda tilføje et lille smil på læben, over hvor fjollet hun havde været sådan at blive forvirret.

Hun drak sin kolde kaffe i ét hug, tog papirerne under armen og åbnede døren og gik til møde.

Johanne gik til møde mere eller mindre hver dag. I starten havde hun syntes at det lød enormt voksent og ansvarligt sådan at gå til møde, som om der skete noget ultraspændende der. Men i virkeligheden skete der ikke så meget til et møde, andet end at det tog for lang tid at blive enige om noget som helst. Hun havde vænnet sig til ikke hele tiden at prøve at afslutte møderne, når hun syntes at der var for meget ligegyldig snak over tingene. Hun havde lært, at for at føle at det var et godt møde, skulle alle føle at de var blevet set og hørt og havde fået opmærksomhed og tid. Hvilket var to ting Johanne syntes hun gav konstant til andre mennesker end sig selv.

Til sine to børn, sin mand, sin søster, sin mor, sin chef og sine kolleger.

Johanne arbejdede for et større advokatfirma i København. Hun havde været ansat i snart 3 år. Før det havde hun arbejdet for et mindre firma, men arbejdet havde hurtigt kedet hende og hun var blevet overbevist om at et skifte til et større firma kunne hjælpe hverdagens indhold til at blive mere spændende. Ak ja, græsplænen var måske større men græsset var nøjagtig samme farve grøn herovre.

Det sidste stykke tid havde hun virkelig haft svært ved at syntes der var noget som helst sjovt ved at arbejde. Hun burde jo egentlig være glad. Alt hendes hårde slid havde givet bonus. Firmaet var vokset og det var på grund af Johanne, som var en af de mest succesrige advokater i firmaet.

Alligevel manglede der noget indeni. Noget der ikke kunne defineres.

Måske var det derfor hun senere på dagen kom til at købe en flybillet. Til én person. Uden en returbillet.

Hun sad og fnisede uartigt i stolen og skuttede sig lidt som for at gemme sig som en lille pige bag computerskærmen. Blodet boblede rundt og gjorde hendes kinder røde. Tankerne fløj af sted om at sætte sig ombord på flyet og flyve til Paris. Indlogere sig på et hotel med udsigt til Eiffeltårnet, flirte med den franske tjener på restauranten om aftenen, købe tårnhøje stilletter og rouge i samme farve som solnedgangen, og slentre langs Seinen i det langsommeste tempo med solen i håret. Der kom liv i hendes blodårer for første gang i lang tid. Hendes puls dunkede som en glad disco-rytme, for hvert fantasibillede hun så for sit indre blik. Tænk, hvis hun slap tøjlerne og tog afsted? Tænk hvis det var Morten der skulle smøre madpakkerne og sortere vasketøjet, mens hun sippede cappuccino og havde hele dagen foran sig til at gøre lige hvad hun havde lyst til?

Telefonen ringede og Johanne rettede sig hurtigt op, drog et suk og mærkede den varme røde farve sive ud af kinderne imens højre hånd klikkede flyselskabets side ud af computerskærmen. Venstre hånd besvarede opkaldet og hendes mund bekræftede over for pædagogen i røret, at ja, hun, Mor til Sille, ville hente pigen med feber om kort tid. Johanne rejste sig og tog sin taske før hun gik ud af døren for at give lidt mere af sin opmærksomhed og sin tid. Det var jo sådan voksne opførte sig. Ikke?