Jeg har nu endelig lagt mig fast på at romanen skal skrives på engelsk, efter at have vippet frem og tilbage lige siden jeg nedskrev de første noter og idéer.

Hvor svært kan det være at beslutte sig? Om den er skrevet på det ene eller andet sprog, kan jeg vel bare oversætte den, som jeg gjorde med min første historie The New Year’s Wish som jeg oversatte til dansk.

Det var et mareridt, det er meget sjovere at oversætte fra dansk til engelsk syntes jeg, for grunden til at jeg vælger at skrive en historie på engelsk er at fraser, kulturen, og udtryk passer til historiens personer og omgivelser. Jeg tænker på den måde på sproget, at det former hvordan mine karakterer taler, og da romanen foregår på en fiktiv ø i USA blev valget at selvom det ville gå hurtigere hvis jeg skrev på dansk, så ville sproget nok flyde mest naturligt mellem karaktererne hvis jeg skrev på engelsk.

Og nu siger jeg flyder, men det skal ses som efter romanen er skrevet og redigeret mere end en retoucheret magasinforside… for kender du det, med at skulle tale et fremmedsprog du ikke har brugt længe? Så føles det som om nogen har puttet to kartofler i munden på en og alt hvad man siger lyder dumt!

Sådan føles det at skrive på engelsk igen, efter kun at have holdt det til email og social media updates de sidste 5 år (selvom min penneveninde i Californien siger mit email sprog er vokset genem de 15 år vi snart har mailet sammen, så det er vel noget – så må vi håbe det også er vokset når jeg skriver fiktion!).

Der er nogen der har lagt en kartoffel på tastaturet – jeg synes selv det er frygteligt det jeg skriver, men jeg har lært at det lange seje træk med at ignorere den nådesløse, indre kritiker og bare skrive videre. Som regel er det ikke så frygteligt når jeg så læser det igen dagen efter.

Så kartoflen forsvinder nok med tiden. Hjulene er ihvertfald sat i gang og jeg er spændt på rejsen.