Jeg har lige udgivet min nyeste bog Bright City Lights, og jeg føler mig fuldt ud som en forfatter. Jeg tænker slet ikke over det mere. Men der var engang hvor det føltes som et meget store ord at tage i sin mund, og jeg ledte efter et andet ord som føltes mere passende for en der først lige var begyndt at tage det seriøst.
Men ingen af ordene føltes rigtige.
Er man en skriver, som de på engelsk kalder det? (A writer.)
En skribent? Nej, vel, det lyder som en der skriver ugebladsartikler, og det gør man jo ikke når man skriver en bog.
En forfatterspire? Nej, det ord har jeg aldrig brudt mig om, det føles som om man er underdanig og ikke tør sige at man er forfatter. Selvom det nok er det mest passende af alle ordene.
På engelsk er det så dejligt nemt; man kan sige at man er en writer indtil man har udgivet noget og så er man en forfatter. Men på dansk er man en forfatter hele tiden. Man kan selvfølgelig sige at man er en udgivet forfatter hvis man vil skelne.
Og hvorfor er det så så vigtigt hvad vi kalder os? En musiker er vel også bare en musiker. De kan så sige at de er professionel musiker hvis de lever af det. Det lyder bare lidt dumt at sige at man er professionel forfatter, ikke?
Men alligevel er det vigtigt for de fleste af os som bærer en kærlighed for det skrevne ord i hjertet, at kunne kalde os forfatter.
Og der ligger noget værdi i ordet, som mange føler at de skal gøre sig fortjent til.
Der er en overgang, en grænse, mellem at være en der skriver og en som er forfatter.
Hvem giver dig titlen forfatter?
Det er svært at tage ordet på sig, jeg husker selv at det tog et par år og et par udgivelser før jeg følte at jeg havde fortjent den titel, selvom man vel er forfatter når man skriver, og forfatter når man udgiver noget.
Men fordi det er en indre proces hvor man selv skal forære sig selv den titel, så er det en rejse fra usikkerhed til at hvile i sin kunst.
For lad det være sagt med det samme: det er dig som giver dig selv den titel. Ikke andre.
Det er ikke en underskrevet forlagskontrakt der bestemmer hvornår du er forfatter. Eller andre forfatterkolleger. Eller læserne. For du kan have alle de ting og stadig ikke føle dig værdig til titlen endnu.
Det kan være svært at kalde sig forfatter hvis man ikke har udgive noget endnu, fordi man så netop vil blive mødt af det spørgsmål.
”Hvad laver du så?”
”Jeg er forfatter.”
”Nej, hvor spændende! Er du kendt? Hvad har du udgivet?”
Bum, så står man der og føler sig dum ikke?
Gad vide om man får samme spørgsmål hvis man siger at man er musiker, maler, kunstner?
”Ej, har jeg hørt dig i radioen/set dig på et galleri?”
Mon de får den slags spørgsmål?
Man forstår hvorfor det kan være svært at tage ordet på sig, og hvorfor forfatterspire kan lyde mere ydmygt når det skal siges højt.
Selvudgiver-forfatternes stigma er værst
Jeg har set eksempler på andre forfattere og forfatterspirer der fortæller andre der skriver at de ikke må kalde sig forfatter. Det gør ondt i mit hjerte.
- Det skal de overhovedet ikke bestemme.
- Alt det snobberi i egne rækker gør ikke noget godt for nogen.
Jeg har set en del eksempler, dog mest for ti år siden da selvudgivelse var en ny ting, på forlagsudgivne forfattere der hånede selvudgivere. De var bestemt ikke rigtige forfattere. Jeg kan huske at jeg tænkte at det var underligt at andre forfattere skulle fortælle mig at jeg ikke var forfatter, mens jeg sad og så på hvor mange salg mine noveller havde på Saxo.com
Jeg vil nu mene at hvis man har udgivet noget, andre køber og læser det så er det lig med at man er forfatter. Og jeg vil også mene at hvis man endnu ikke har udgivet noget eller har læsere, men føler sig som forfatter når man skriver—ja så er man forfatter!
Så kære kreative skrive-ven, hvornår må du kalde dig forfatter?
Det må du lige præcis når det føles rigtigt for dig. Jeg kan sige at det tog mig nogle år og nogle udgivelser, før jeg rigtigt integrerede den titel i mig. Nu føles det til gengæld sekundært. Ikke noget jeg går særligt meget op i, da jeg er mere fokuseret på at skrive min næste historie 😊
Anja Carolina Christensen 