Om man skal have en forfatterhjemmeside eller nøjes med at have social media profiler er et emne som jævnligt kommer op i de forfatterfora jeg kommer i.

Argumenterne imod er, at det er bedre at være på social media, fordi det er der interaktionen foregår mellem læser og forfatter. Samt at det er besværligt at sætte sig ind i at oprette og vedligeholde en hjemmeside, som bare er et “dyrt statisk visitkort på nettet.”

Og ja, det er korrekt at før Facebook, Instagram, TikTok, Twitter etc. dukkede op og blev populære, så var blogs det store hit, og trafikken forsvandt gevaldigt fra de fleste hjemmesider, da folk begyndte at “blogge” på deres social media profiler i stedet. Men betyder det at hjemmesiden har mistet sin værdi? Ikke i min optik.

Hvor bor du digitalt?

En hjemmeside ejer du. Facebook og Instagram kan lukke og slukke, eller bare lukke og slukke dig, hvis de synes. Hvor skal dine læsere så finde dig? Jeg ser det på den her måde: Hvor bor du digitalt set? Og hvor går du i byen digitalt set?

Hvis sociale medier svarer til at være ude til fest/på café/til en komsammen (altså der hvor du forbinder dig med andre mennesker), så svarer din hjemmeside til dit hus eller din lejlighed, altså der hvor du bor permanent. Det kan godt være at du ikke får særlig mange gæster på adressen, men det er et fast holdepunkt hvor folk ved at de kan finde dig.

 Jeg prøver på at være social som til en komsammen, dvs. så godt man nu kan overføre det. Ville jeg gå op til en gruppe fremmede og hive min bog frem og prøve at sælge den? Eller ville jeg fortælle om den på en anden måde? Jeg tænker at hvis man er en hyggelig gæst så vil folk gerne se mere til en og komme på besøg hos en (hjemmesiden).

Tænk over hvor du går hen hvis du gerne vil se hvilke bøger en forfatter ellers har skrevet? Boghandleren eller biblioteket har måske ikke alle bøgerne, så det bedste sted at få overblik? På forfatterens hjemmeside selvfølgelig. Og vil du se hvornår de udkommer med noget nyt? Måske skrive dig op til deres mailingliste/nyhedsbrev så du altid får besked om nye bøger? Ja, så er det ikke på social media det foregår, for der kan du ikke finde samme overblik som forfatterhjemmesiden kan tilbyde.

Se din hjemmeside som en service

Hjemmesidens virke har ændret karakter, så i stedet for at se den som et dynamisk sted du skal drive trafik hen til (det kan den stadig godt, dog er det ikke sådan de fleste fiktionsforfattere bruger den), så se det som en service du tilbyder dine læsere. Tænk langsigtet.

Forhåbentligt skal din forfatterkarriere vare hele livet, så en hjemmeside er en god investering til at have et sted at bo digitalt, hvor nutidige og fremtidige læsere kan opsøge mere viden om dig og dine bøger. Social media kan være det interaktive supplement.

Og det bedste af det hele for dem som tænker at en hjemmeside lyder besværligt, er at når den ikke skal opdateres hele tiden, medmindre du altså blogger eller skriver mange bøger om året, ja, så er det relativt nemt at have med at gøre.

Gør det selv eller brug en nem løsning

Vælg hvordan du vil gå til det:

Vil du have en hjemmeside bygget fra bunden, så skal du enten hyre nogen til at hjælpe dig eller lære det selv. Det kan være meget sjovt, hvis du er til den slags ting.

Du kan også vælge en mere “ud-af-boksen-lige-til-at-bruge” løsning, som eks. WordPress.com (som jeg har brugt til ordlaboratoriet) eller Wix.com eller Squarespace.com (min engelske forfatterside www.anjacarolina.com har jeg brugt Squarespace til). Der findes mange flere, så google dig frem. Lad ikke det tekniske slå dig ud og holde dig tilbage, for det bliver nemmere og nemmere for folk uden webmaster-skills at lave deres egen fine hjemmeside.

Uanset hvad du vælger så skal du selvfølgelig vedligeholde siden en smule gennem årene, og for alt hvad der er helligt skyld: back up, back up, back up! Så hvis uheldet er ude kan du altid genopbygge din side.

Om du vil have en hjemmeside er selvfølgeligt helt op til dig. Der er mange forfattere der klarer sig fint uden, men for mig er det et spørgsmål om mindset; om at tage ejerskab over sit forfatterskab og sine bøger, og præsentere dem for verden og sørge for at have et sted hvor læserne altid kan finde mig.

Lad os sige at du en dag ikke gider at være på social media længere og sletter din konto. Eller at du ikke gider være på Instagram, men det gider dine læsere godt. Ja, så er du afskåret fra en del af dem som ville elske dine skriverier. Det er du ikke på hjemmesiden – den er åben for alle – og tilgængelig hele dit forfatterskab igennem.

Jamen, hvad skal jeg så putte på den hjemmeside der?

De helt basale ting er et must:

Dine bøger (eller bog eller kommende bog, hvis du er nystartet), en biografi og et billede (hvis du har lyst, måske skriver du under pseudonym og så kan du udelade det – læs mere om at vælge at skrive under pseudonym her), og en måde at kontakte dig på, hvis nogle gerne vil henvende sig med spørgsmål, fanbreve, forespørgsler om foredrag og interviews.

Bum. Så kan du i princippet lade det være ved det.

Eller du kan lege med det. Alt efter hvilken type du er og hvilken slags bøger du skriver.

Her er nogle idéer til hvad du ellers kan putte på din side:

  • Et link til at tilmelde sig din mailingliste – som jeg f.eks. har i bunden af dette indlæg.
  • Bonusscener eller slettede scener (evt. som man kan få ved at tilmelde sig din mailingliste)
  • En blog – som kan være simpel og bare være nyheder om dine bøger, eller være alt muligt andet, som et kig bag skriveprocessen, et kig ind i dit liv, dine tanker bag dine skriverier, bonusscener etc. Kun fantasien sætter grænser.
  • En webshop så man kan købe bøgerne direkte hos dig
  • Information om hvad du ellers tilbyder – eks. hvis du tager ud og holder foredrag
  • Links til dine social media profiler
  • Pressekit: billeder og info om dig til journalister

Der er mange muligheder for at gøre dit digitale hjem personligt.

Så som du nok kan høre på det hele, så synes jeg at du som forfatter skal have dig en side hvis du vil være sikker på at potentielle læsere altid kan finde dig.

Og er det ikke det som det hele går ud på? At blive læst af andre?

Advertisement

Join the Conversation

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: