Har du nogensinde overvejet at skrive under et andet navn? Eller har du læst en række bøger af en forfatter, for så at finde ud af at hun/han hedder noget helt andet i virkeligheden?
At skrive under pseudonym er mere udbredt end du måske lige tror. Men hvorfor vælge at sætte et andet navn på det værk du har brugt måneder, måske år af dit liv på at skrive?
Jeg selv gjorde mig mange overvejelser før jeg besluttede at nogle af mine bøger skulle udgives under pseudonymet Sophia Greene.
Kendte forfattere der skriver/har skrevet under pseudonym tæller:
Madeleine Wickham kender du måske bedre som Sophie Kinsella (blev faktisk inspireret af Madeleine/Sophie til at bruge et andet navn).
Sylvia Day har udgivet bøger under eget navn men også som Livia Dare og S.J. Day.
J.K. Rowling fik utroligt meget spalteplads da det gik op for læserne at hun havde udgivet en bog under navnet Robert Galbraith.
Stephen King blev outet i firserne som Richard Bachman.
Listen er lang og kvinder har udgivet under mandlige pseudonymer før det blev velanset for kvinder at skrive og udgive bøger – tag for eksempel de berømte Brontë søstre som kaldte sig Currer, Ellis og Acton Bell i stedet for Charlotte, Emily og Anne Brontë.
Der er ligeså mange grunde til at udgive under pseudonym, som der er forfattere og det er gode grunde som for eksempelvis:
Privatliv – Introverte mennesker, skolelærere der vil udgive erotiske romaner eller psykoterapeuter der vil udgive horror-historier eller bare generte mennesker, kan beholde deres privatliv i fred og alligevel få skrevet den historie der trænger sig på.
Forskellige genrer – At skrive i vidt forskellige genrer kan være sjovt for forfatteren, men skuffende for læseren hvis hun forventede mere romantik og i stedet fik koldblodige mord! Et nyt navn per genre er en nem måde for dig som forfatter at gå all in på din historie, uanset genren. Du risikerer ikke at skuffe nogen, for folk ved hvad de kan forvente når din næste bog udkommer.
Navnet er allerede taget – Har du et navn magen til en allerede kendt forfatter, så er det smartere at finde på et andet navn, så I ikke bliver forvekslet. Det samme gælder navne der ligner hinanden utrolig meget! Kaster man et hurtigt blik over i musikverdenen har vi Bryan Adams og Ryan Adams, sidstnævnte må være godt træt af at blive forvekslet med den ret så kendte Bryan!
Der er selvfølgelig et par ulemper når man kaster sig over bogstavmagien og skifter navn til noget mere fortryllende, selvom jeg ikke vil sige at det er mange.
Ikke at se dit eget navn på en bog hos boghandleren eller på biblioteket er måske lidt øv, hvis du altid har drømt om at være forfatter. Men er det vigtigste at folk læser det du skriver eller at de kender dit rigtige navn?
Folk kan ikke finde flere af dine bøger når de er færdige med en du har skrevet under et andet navn, og det betyder måske at du går glip af læsere, for der findes mennesker (som i modsætning til mig!) har en meget bred vifte af skønlitterære genrer de nyder. Men det er hurtigt fikset ved at fortælle folk på din hjemmeside at du også har andre bøger på markedet, under andet navn.
Går du og overvejer at skrive under et andet navn? Har du allerede taget springet? Har du nogle erfaringer du ønsker at dele omkring pseudonymskrivning? Så vil jeg gerne høre fra dig i kommentarerne nedenunder.

Hej. Jeg overvejer at skrive en meget personlig novelle/roman om min barndom bestående af massivt omsorgssvigt og hvad der kan høre dertil. Jeg arbejder som pædagog og vil gerne værne om mit privatliv, og undgå eventuelle generaliseringer og blive sat i bås og evt ikke kunne få kommende stillinger, fordi jeg pludselig er hende den voldsomt omsorgssvigtet, hvis bogen bliver solgt. Jeg føler for at skrive bogen, da jeg i min ungdom og ja faktisk også nu ville ønske at den eksisterede. At der er andre i samme båd som mig. Og det håber jeg den kommer til. Jeg skal bare finde et forlag, der vil udgive den.
LikeLike
Hej!
Det lyder som en vigtig bog, så jeg ville måske også vælge at bruge et andet navn. Hvis ikke du kan få et forlag med på idéen så prøv at selvudgive den – det ved jeg at andre med bøger i samme genre har gjort med stor succes. Hvis du ikke allerede er der, så er forfatterchat &debat gruppen på Facebook en god ressource i processen 🙂 Jeg ønsker dig god vind med din bog!
kh
Anja
LikeLike