Jeg er i gang med en god hovedrengøring, altså digitalt. Det går så stærkt derude på inder-næddet (som min bedstefar kaldte det) at ens biografi på hjemmesiden eller billedet på ens sociale netværksprofil hurtigt får samlet støv.
Det samme gælder de små “bagsidetekster” til ens bøger, som trænger til engang imellem at blive set på med kritiske øjne og få omarrangeret et ord eller to.
Kommer du jævnligt forbi bloggen her vil du også opdage at jeg ofte skifter en header, rykker rundt på sidemenuen og laver om på navigationsbaren. Jeg skriver også gerne teksten der ledsager mine bøger om. Jeg gør det for at få det hele til at være så lækkert og brugervenligt for dig som læser og nyder at det kan lade sig gøre. Intet gror fast, får du lyst til at introducere dig anderledes på din blog eller bagerst i din bog, så kan det med få klik lade sig gøre.
Har du udgivet nye bøger siden sidst, kan de tilføjes på din side, bagerst i dine e-bøger, på Facebook etc. Det er på en måde som at fjerne edderkoppespindende og vindheksene og give det hele en god gang Ajax (eller noget naturligt øko-agtigt) så det hele skinner og tager sig pænt ud igen.
Steder jeg anbefaler du giver en halvårlig rengøring:
- Din biografi – både på din hjemmeside/blog, men også på SAXO.com, Amazon eller hvor du ellers sælger dine e-bøger – HUSK OGSÅ at tjekke hvad du har stående om dig selv inde i dine e-bøger.
-
Salgs-/bagsidetekster
-
Dit blogdesign
-
Dine social media profiler, tjek om du har de rette links stående og at de virker, så folk kan finde din blog/hjemmeside
-
Din pressesektion (hvis du har sådan en) ligger der gode billeder og en god tekst om hvem du er ?
-
Dit nyhedsbrev – er du faldet bagud med at udsende dem? Kunne lay-outet opdateres?
-
Din mail-indbakke – er der mails der kan slettes, nogle der skal arkiveres? Nogle mails du skal svare på? Sæt en time af og se hvor langt du egentlig når. (Denne er min yndlingsbeskæftigelse indenfor digital oprydning – en ren indbakke føles så lækker!)
Der er mange steder sådan nogle internetfnullermænd kan gemme sig, men det er så fedt at få dem fjernet og få præsenteret sig selv og sine bøger på en måde man er glad for.
Hvor rydder du jævnligt op digitalt?
Kunne du lide dette indlæg, så skulle du seriøst overveje at tilmelde dig mit nyhedsbrev, der deler jeg ting som ikke kommer på bloggen 🙂