En god historie er som en god vin

Der er nogle historier som jeg starter på og så ryger de til siden og jeg kan ikke komme videre, nogle gange i flere år, og jeg plejede at slå mig selv i hovedet med at jeg manglede disciplin. Plejede at frygte at når jeg vendte tilbage ville de være døde i energien, være fløjet videre til en anden som godt kunne finde ud af at skrive den, som Elizabeth Gilbert skriver om i Big Magic.

Men efterhånden er der begyndt at tegne sig et mønster med de historier som ikke bare kommer igennem i et hug. Når jeg vender tilbage til dem, opdager jeg at de oplevelser og erfaringer mit eget liv har budt på i mellemtiden, var lige præcis det der skulle til for at komme videre med historien på en god måde. På den måde er disse historier som en slags vin der skal lagres før den bliver god.

Men stadig blev jeg ved med at dunke mig selv i hovedet med at hvis bare jeg havde disciplin nok og strammede ballerne sammen, så kunne jeg vel godt skrive den historier. For jeg tror ikke længere på at der er noget der hedder skriveblokering, jeg tror på at det er ens egen psyke/frygt der blokerer og det kan man arbejde med. Men der er altså også den her anden variant, som handler om tid til at lagre, så nuancerne virkeligt træder frem. Så jeg bedre kan forstå mine karakterer og deres livsrejse.

Heldigvis behøver jeg ikke længere frygte at det er forkert at skrive på den måde, jeg har nemlig fulgt med på blogs og podcasts længe nok til at finde ud af at jeg ikke er den eneste der har det sådan.

For nyligt hørte jeg om en der også gør sådan i en af mine yndlingspodcasts, med Joanna Penn som interviewede Steven Pressfield som fortalte at han netop har udgivet en bog hvor han har hentet noget der har ligget og lagret i flere årtier før det passede ind i en bog.

Det er sådan en lettelse, for disse brudstykker ved jeg bare skal bruges et sted, disse scener, disse kapitler, men når resten af puslespillet mangler er det ikke altid lige til at se hvor.

Så nu er eg begyndt at tænke på mine stilleliggende historier som vin der lagrer. Jeg har netop taget en frem og smagt på den, og den er klar til at jeg brygger videre på den, men jeg venter til den er næsten færdig med at fortælle hvilken en det er. I mellemtiden er jeg næsten færdig med min næste udgivelse Væk Din Indre Gudinde, som også er en af de lagrede bøger, som samler mine egne erfaringer med mindfulness, mindset-øvelser og andet der kan give god balance i en moderne kvindes liv. Den udkommer inden jul, og du kan tilmelde dig nyhedsbrevet hvis du vil have besked når den er ude.

Reklamer

Jeg er gået i stå…

Credit: twitter.com/sylwiabartyzel
Credit: twitter.com/sylwiabartyzel

Ja, som overskriften siger – jeg er gået i stå.

Mig og min roman står i stampe og kommer ingen vegne. Jeg er stadig kun nået til kapitel to og det føles ikke totalt fedt. Noveller og kortromaner føles nemmere at komme igennem, hvis jeg rammer en mur, fordi plottet skal fordeles på meget færre sider. Der skæres helt ind til benet, så kun det mest nødvendige kommer med på siderne. Men en roman… uh, den fylder jo noget mere, og jeg ved ikke om denne er så svær at skrive fordi jeg bare er stødt på en mur eller fordi jeg ikke har så meget overskud til at skrive for tiden, eller om det handler om at en af de to andre romaner ville være bedre at arbejde videre på (jep, har 3 romaner i startfasen i “skuffen”) ELLER om denne her bare ikke er moden nok. Ja, moden nok. Nogle gange skal udkast og idéer have lov at modnes før de er klar til at skrives.

Jeg åbner det dokument hver dag og hver dag lukker jeg det igen, uden at have lavet andet end at skrive et par linjer, ændre et navn frem eller tilbage eller bare stirre på det. Jeg ved godt hvad der skal ske, men det er som om jeg ikke kan få det til at ske. Jeg mangler den brik der samler puslespillet. Den brik, der giver det store billede.

Noget må der ske, for som Albert Einstein sagde, så er definitionen på skørhed, at man gentager den samme handling om og om igen, når man intet får ud af det.

Så, hvad vej skal jeg gå? Skal jeg lægge den til modning? Skal jeg kigge på romanidé nr. 2 ved siden af? Hvad med nr. 3, som ikke engang har et udkast endnu? Skulle jeg skrive det?

Jeg ved det ikke helt, men noget siger mig at tilgangen “kun arbejde på en bog af gangen” ikke virker denne her gang. Og på den måde, er det egentligt lidt spændende at være forfatter; lige som man tror man har en forfatterrutine – så går den hen og ændrer sig!