At skrive en roman er ikke en lineær proces – om at være bagud og være okay med det

At skrive en roman er ikke en lineær proces – om at være bagud og være okay med det

Jeg når ikke mit skrivemål. Min bog bliver ikke færdig til tiden.

Sidste gang jeg delte mine skrivemål for 2015, fortalte jeg at jeg ville have første udkast af Delphine færdig til juleaften.

Det når jeg så ikke, medmindre der sker noget mirakuløst! For det at skrive en roman er ikke en lineær proces er jeg ved at erfare. Det er i hvert fald noget helt andet end at skrive en fagbog og noveller og en kortroman, som er de ting jeg har erfaring med.

Det er ikke fordi jeg ikke skriver hver dag, men de ord jeg får skrevet tæller ikke med. Det er behind the scenes – ord!

For jeg er ved at lære Delphine at kende, og Derek, Nadia, Marcel og de andre i fortællingen at kende, og selvom det ikke tæller med i de 60.000 ord, så er det vigtigt at finde ud af hvem de er, hvad de rummer som personer og hvorfor de reagerer som de gør.

Ud over det, er der jo det, at jeg er sådan en der plotter undervejs. Jeg har en rå idé og går så i gang, så stopper jeg op og plotter lidt, skriver noget baggrundshistorie og går så i gang igen. Så det er en slags cirkel. En start – stop proces. Som så går noget langsommere end jeg havde regnet med, men jeg tror egentligt det er meget naturligt.

Tit skrives det meste af historien heller ikke når jeg sidder foran skærmen, men i mellemrummet mellem skrivesessionerne, når jeg laver noget andet. Læser andres bøger eller farver mandalaer, går en tur ved søen eller laver mad.

Derfor elsker jeg også at jeg kan lave andre opgaver i Ordlaboratoriet, som interviews til bloggen, betalæse (starter på Killing Birch af L.S. Christensen lige om lidt – se hendes blog her https://lenesorden.wordpress.com/) eller oversætte mine bøger til engelsk. Er pt. i gang med at oversætte Sydlandske Nætter til engelsk og regner med at den udkommer som European Nights på det internationale marked næste år.

Delphine er ved at åbenbare sig for mig, og jeg vil ikke skynde på hende, det tror jeg ikke historien bliver bedre af. Men alligevel tror jeg på at skrivemål er en god ting at have, så man har noget at arbejde sig hen imod, og hver eneste gang jeg ser at det samlede antal ord vokser, føler jeg at jeg har taget endnu en lille bid af elefanten.