At stille sig til skue – om at dele sin egen historie i en bog

Det er blevet dagligdags vane for os at tage selfies, fortælle om vores liv på Facebook og vores blogs, og nu hvor vi kan selvudgive er det blevet nemmere end nogensinde at fortælle vores livshistorie.

Det har jeg også gjort, eller i hvert fald noget af min historie, i min e-bog om stress. Det er faktisk sværere end man lige skulle tro og krævede også en del redigering. Hvorfor? Jo for det første skulle den jo være interessant for dem som ville læse en bog om stress. Jeg sluger selv personlige historier når jeg læser bøger, for selvfølgelig er det spændende at lære nye måder at tænke på og agere på omkring et emne der vedrører en, men i virkeligheden er det allermest spændende hvordan andre med samme problem har det eller har løst problemet. Derfor ville jeg også gerne fortælle min egen historie om stress og ikke bare skimme let henover at jeg også har haft stress.

At skrive den del af min historie så andre kunne bruge den til noget, krævede at jeg skulle se på min historie udefra – og det er godt nok svært, for jeg har jo levet den historie, mærket den på krop og sjæl, den er subjektiv, oplevet og tolket af mig.

For det andet, så er det at skrive sin egen historie og dele den med andre mennesker sårbart. Hvor meget vil du beholde for dig selv? Hvor meget vil du dele? Hvor meget skal du dele før din historie er brugbar og spændende læsning for andre? Endnu en svær balancegang, og jeg indrømmer at jeg nogle gange kunne tage det hele tilbage og ikke have fortalt nogle hvad jeg har oplevet, for at have svær stress og depression er sårbart og enormt svært at navigere rundt i. Når jeg så alligevel valgte at fortælle om mine egne oplevelser, så var det fordi det har hjulpet mig så meget at læse om andres historier. Det har hjulpet mig at andre har været modige og sat sig ned og skrevet og redigeret og med bævrende hjerte lagt det til skue. Det er vist heller ikke uden grund at bøger som Eat, Pray, Love eller Kernesund Familie blev bestsellers – det er personligt og relaterbart.

Har du noget du vil dele med verden? Noget du er nervøs for at lægge frem på bordet i lyset, men som du alligevel føler at du må dele med andre i samme situation? Så er mit bedste råd at tage dig god tid til at skrive det. Redigere det mange gange og få en du er fortrolig med til at læse det igennem undervejs og hjælpe dig med hvad der er relevant for netop din læser og hvad der måske vil blive for sårbart for dig at dele.

At dele min egen historie  er noget af det bedste jeg har gjort, selvom den introverte del af mig nogle gange får lyst til at gemme sig under dynen ved tanken 🙂 Når jeg får respons fra læserne er de nemlig glade for at se at jeg forstår hvad de oplever på egen krop, for jeg har jo prøvet det selv.