Jeg sad i en venindes bil og var så lykkelig over at jeg endelig havde fået gravet frem, fra mit inderste, at min livsdrøm var at blive forfatter. Men samtidigt virkede det så uopnåeligt, for selvom min hjerne digter mange historier i løbet af et døgn, så skrev jeg dem jo ikke ned. Hver gang jeg forsøgte så blev det til starten på en historie som aldrig blev til mere. Jeg har mange ufærdige en-sides historier liggende i Word.
Faktisk har det næsten altid været sådan at de eneste historier som blev færdige var dem til fristil i skolen, fordi der var en ramme. Men når jeg skulle skrive “en hel bog” som jeg ud af det blå opfandt all on my own….ja så var jeg heldig hvis jeg nåede længere end side 1.
Siden da er det blevet til mange færdige e-guides via Spipas (min anden hjemmeside) – jeg lavede små e-bøger og gratis guides til mine online stresskurser, og til sidst skrev jeg også en hel bog: Stressfri – 3 enkle trin. På en måde var det overhovedet ikke svært at skrive om noget fagligt – dér vidste jeg jo hvad der skulle foregå fra start til slut.
Problemet meldte sig når det handlede om fiktion – og det havde jeg fået en vældig smag for at skrive mere af, efter mine vellykkede forsøg på at skrive 2 fanfiction-historier på engelsk. Så jeg ansøgte om at komme ind på forfatterskolen. Selvom min veninde sagde at man jo godt kunne være forfatter uden at have gået på nogen som helst uddannelse. Men det troede jeg ikke på, for jeg kunne jo nærmest aldrig færdiggøre en historie, så det måtte da være vejen.
Heldigvis kom jeg ikke ind. Og når jeg siger heldigvis, så er det ikke fordi jeg ikke vil gå på forfatterskolen, jeg tror bestemt det kunne være lærerigt. Men heldigvis kom jeg ikke ind og måtte sætte mig for at øve mig selv. Havde jeg ikke gjort det havde jeg måske ikke været selvudgiver i dag, udgivet bøger på engelsk og dansk, nogle under pesudonymer, nogle under eget navn, og virkeligt mærket hvad slags historier jeg gerne vil fortælle. Jeg elsker praktiske guides og romantiske dramaer, og her i Ordlaboratoriet går de fint hånd i hånd. Jeg har skrevet og skrevet og mærket efter hvad jeg selv er helt vild med, hvilke historier jeg skriver som får mig til at føle at jeg selv er medlæser og hvilke der føles for konstruerede og forsøg på at være noget jeg ikke er.
Så på den måde blev jeg alligevel forfatter, helt uden at gå på forfatterskolen og det føles som en drøm!
Anja Carolina Christensen 