
Tiden her under Coronalockdown er en mærkelig størrelse, har du det også sådan?
Aldrig har en januar følt så lang – ikke nødvendigvis på en dårlig måde, mere på sådan en hvor er det vildt at der er sket så meget og så lidt på samme tid på en måned måde.
I slutningen af måneden følte jeg at nu var der gået et år – måske var det ønsketænkning fordi jeg så håbede at vi snart ville være ude over Coronaens indtog? Hvem ved.

Redigeringen af Bright City Lights er blevet afbrudt snart sagt en million milliard gange (føles det som om) og jeg har overskredet min deadline. Altså den jeg havde sat for mig selv, for det er mig der er bossen i foretagendet jo. Den er ikke overskredet meget, men det er stadig irriterende, for jeg er ved at være utålmodig og vil have bogen uuuuuud til læserne NU! Jeg synes jo selv, i al beskedenhed, at Anna og Robs lovestory er så sød og skøn og vil så gerne dele den med andre end betalæserne. Men der er kun en vej frem selvom livet spænder ben, og det er en sætning ad gangen.
Joyce Carol Oates siger i sin Masterclass at den største forhindring for en forfatter er afbrydelser, og jeg kan kun give hende 1000% ret! Jeg skal ikke kede dig med alle de afbrydelser jeg bliver udsat for hver gang jeg sætter mig for at arbejde, men lad os bare sige at jeg drømmer om et stille sommerhus jeg kan tage hen i og skrive mine bøger, så har jeg ikke sagt for meget.
Forresten, så kan jeg virkeligt anbefale Masterclass.com for alle kreative mennesker – det er så fedt at få lov at kigge ind bag mestrenes gardiner og se hvordan deres proces er.
I januar har jeg læst mere end i 2020 hvor min koncentration var skudt i småstykker, det er blevet til to bøger; Hella Joofs Tvilling Yndling Grævling og Nancy Thayer’s A Nantucket Christmas, som jeg teknisk set startede med at læse i december. Begge er anbefalelsesværdige! Da jeg først kom ind i julehistorien på den lille ø Nantucket, var jeg megaærgerlig over at historien ikke var længere. Altid et godt tegn på at det er en god historie, når man vil have mere når den slutter.

Jeg fik da også lige taget revanche på tv-kiggeri-fronten i januar, skal jeg love dig for! Jeg tror jeg har overgået mig selv, men sandt at sige så så jeg næsten ikke noget tv eller film i 2020, så jeg er lovligt undskyldt.
Jeg har fået binget en del ret så fede serier, og jeg retfærdiggør at det tager tid fra læsningen med forklaringen at jeg lærer en masse af alle de fede historier og plots jeg kigger på.
Af alle de serier som jeg har set og som jeg kan anbefale hvis du trænger til noget februarhygge er:
Gentleman Jack på Hbo Nordic – Baseret på en sand historie, om Anne Lister, en engelsk godsejerinde, som skulle navigere i at være lesbisk, en kvindelig godsejer og sørge for driften og opretholdelsen af familiehjemmet. Virkeligt fantastisk historie og skuespil.
Fate: The Winx Saga på Netflix – teenagere, magi, feer, magiskole a la Hogwarts – hvad er der ikke at kunne lide?
Firefly Lane på Netflix – virkeligt smukt eksekveret serie, som følger to veninder gennem årene fra de er teenagere i 70’erne og op til de er i fyrrerne. Jeg har ikke set noget som den før, og den er så skøn, hjertevarm og hjerteskærende på samme tid.
Bridgerton på Netflix – Er du til kostumedramaer vil du elske den her serie, som er baseret på Julia Quinns bøger. Og selvom jeg lige skulle vænne mig til at man har leget med det historisk faktuelle og castet sorte skuespillere til mange af rollerne, så fungerer det bare så perfekt! Nytænkende på en opløftende måde. Når jeg kan blive overvundet så virker det, for jeg er notorisk sur hvis ikke fakta er på plads i historiske fortællinger, men jeg er så ligeglad når det kommer til Bridgerton for det fungerer så godt! Shonda Rimes står bag serien og så ved man jo bare at det bliver godt. Apropos Shonda, så har hun en masterclass på Masterclass, som jeg kan anbefale alle forfattere at se, også selvom du ikke skriver til tv-formatet. Hun er genial.
Lucifer på Netflix – lige dele paranormal serie (engle, dæmoner, djævle i Los Angeles) og politiserie, blandet med et skvæt musikalitet og humor – og der er masser af sæsoner at kværne. Hvis ikke jeg fik et godt grin over Lucifers egocentrerede opførsel, så fangede mordmysterierne mig ind og jeg sad evigt og håbede på at Lucifer og Chloe snart ville kysse!
Roswell, New Mexico på Hbo Nordic – nyfortolkning af den gamle Roswell serie, som jeg ikke har set. Aliens og romantik – what’s not to like? Og for en Originals og Vampire Diaries fan er det dejligt at se nogle af de samme skuespillere i nye roller.
Sanditon på Dr.dk — baseret på en af Jane Austens ufærdige romaner. Serien er på en sæson men der er snak om endnu en sæson, hvilket jeg virkeligt håber på for karaktererne kom virkeligt til live i løbet af sæsonen. For alle Jane Austen fans.
Land Girls på Netflix – Britisk serie om kvindernes Land Army under 2. verdenskrig. Hyggelig og rar selvom der også er drama.
Superstore på Netflix eller Amazon Prime – Komedieserie med America Ferrara, til når du har brug for at se noget let og sjovt.
The Bureau of Magical Things (specielt til børn) på Netflix – selvom den nok er til børn, så kan man vælge at se den på engelsk, og så er denne australske serie om Kyra der ved et uheld bliver til en triling (en tredjedel fe, en tredjedel elver og en tredjedel menneske) utroligt hyggelig og sød. Korte 20-minutters afsnit og perfekt at stresse af til.
A discovery of Witches på Hbo Nordic – Jeg bingede 2. Sæson efter at have ventet helt uroligt længe på anden sæson af serien, som er baseret på Deborah Harkness’ trilogi. Vampyrer, hekse og dæmoner (selvom jeg synes ikke man ser særligt meget til dæmonerne) på en anden måde end du er vant til.
Det var alle anbefalingerne, og jeg ved godt der var mange, men min hjerne har virkeligt nydt at kigge tv i stedet for at læse, efter at have siddet og nærstuderet hver eneste sætning i mit eget manuskript. Jeg elsker redigeringsfasen, og at sidde og pille et ord og ud erstatte med et andet, eller flytte sætninger, slette, skrive nyt – det hele elsker jeg – men min hjerne bliver træt af at kigge på sætninger og jeg har endnu ikke lært at elske lydbøger, så tv-serier er fænomenale til at få historier ind på en anden måde.
Har du fået læst noget godt eller set noget nyt på det sidste?
Kh
Anja Carolina
Ps. Jeg ved ikke om jeg har delt det med dig, men hvis du ligesom mig læser på Kindle når du læser e-bøger, så fås de fleste af mine bøger faktisk der – du kan se hvilke her
