Jeg er lige flyttet i hus, så tillad mig lige at være ekstatisk over det faktum at jeg nu har et kontor til at skrive i.
At de største forfattere så har skrevet de mest obskure steder, som vaskerummet, i sengen, ved køkkenbordet etc. – og at jeg selv befinder mig bedst under dynen med en laptop når der skal skrives romaner, dét skal ikke afholde mig fra at tro at dette rum er nøglen til min fantasi. Når manden og jeg engang har fået pakket de sidste flyttekasser ud og balancen mellem bøger, Star Wars sværd og lyserøde orkidébilleder er fundet – så skal der helt sikkert nok produceres en masse godt fra Ordlaboratoriets nye kontor.
Når alt kommer til alt, er det vigtigste (for mig) alligevel at der er stille og at jeg (og hunden) er alene. Sådan skriver jeg bedst. Nogle gange skal jeg lytte til musik eller kigge lidt på Pinterest for at komme i gear til en scene eller hele bogen, men som regel er total stilhed bedst. Og det er der i dette skønne kontor, godt nok afbrudt lidt af alle de skønne små fugle, der kvidrer som om det var forår. Deres humør smitter – så jeg må hellere åbne Scrivener og komme videre med mit næste projekt.
Skriv en kommentar