
Drømmer du om at have uanede mængder af tid til at skrive en bog? Fantaserer du om livet som fuldtidsforfatter? Er grunden til at du ikke kommer i gang med at skrive den bog du har inden i dig, dit arbejde, dit familieliv, vasketøjet, opvasken, madpakkerne, indkøbene eller dine øvrige forpligtelser?
Har du prøvet at sætte dig ned foran computeren og gå i gang, men så føles det bare utroligt uoverskueligt?
Rigtigt mange lever med en bog inden i sig, men på trods af at de siger at det er deres højeste ønske at blive forfatter, så bliver bogprojektet aldrig rigtigt til noget. Mange opdager også, at når de så får skabt sig tid til at skrive så kører det ikke så glat alligevel, de oplever at inspirationen udebliver og skærmen forbliver hvid og blank.
Men jeg har en god nyhed til dig og det er er du ikke behøver store blokke af sammenhængende timer for at skrive en bog.
Du kan rent faktisk skrive en bog selvom du kun har et par minutter her og der, eller kun en halv time i weekenden, 1 time om aftenen… så kan det faktisk lade sig gøre.
Skriv i toget fra og til arbejde, lad computeren stå åben og skriv en sætning når du venter på at theen eller kaffen brygger, tag diktat på din telefon når du går en tur med hunden, skriv mens de andre i familien ser fjernsyn… det handler om at være lidt kreativ.
Skriv en bog en sætning ad gangen
Mange af mine yndlingsforfattere fortæller at det sådan de har skrevet deres bøger. For hvordan skriver man egentlig bog? Det gør man en sætning ad gangen.
Det er faktisk nemmere at komme i gang når du bare skal tage en sætning ad gangen, for så er det ikke kæmpe bjerg der skal bestiges, ikke 300 sider du skal finde tid til at skrive, så er det bare 30 sekunder eller 1 minut til at skrive en sætning, eller 5 minutter til at skrive et par sætninger. Pludselig har du kladden til en hel bog. Det kan godt være at drømmen stadig er at have mange timer at skrive i, men lad ikke det stoppe dig fra at få skrevet den bog du har inden i dig nu.
Det er som med alt andet; motion, sure pligter, regnskab, lektier etc. at hvis vi giver os selv lov til at starte med en lille ting, så kommer vi nemmere i gang og chancen for at nå i mål er større.
Eks. så er det nemmere at hæve sig fra sofaen og løbe eller gå en tur i nabolaget, hvis du siger til dig selv at det bare er 5-10 minutter. Når først du så er i gang, så finder du ud af at du måske godt kan længere. Det er nøjagtigt det samme med bogskrivning.
Et andet trick er at lade perfektionismen være og sige at det er en succes hvis du skriver 5 sætninger. De behøver på ingen måde at være gode eller poetiske, de skal bare være 5 sætninger.
Jeg tænker tit på det som at kaste en klump ler som jeg senere skal lave et mesterværk ud af. På samme måde ”kaster jeg en kladde”, en sætning ad gangen. Senere redigerer jeg den til noget der er godt og sammenhængende.
Så hvor kan du finde et par minutter i dag til at kaste de første sætninger ned i din kladde?
Jeg tror på at den bog du har indeni dig kan komme ud, selvom du har travlt i hverdagen.
Få mine artikler og tips på mail – tilmeld dig her

Photo used in collage by Green Chameleon on Unsplash
Skriv en kommentar