Den ene ting du bare ikke må gøre hvis du skriver romance

Nu lyder overskriften lidt som om jeg er den store autoritet over hele romantiksektionen i boghandlen (er jeg ikke det?), men jeg har virkeligt en kæphest her som skal rides i dag.

Jeg anser faktisk ikke mig selv som den store autoritet over andres skriverier overhovedet, hvilket kan bevises ved at jeg har haft lyst til at skrive dette i ca. et halvt år nu, siden jeg blev fælt skuffet af en Nicholas Sparks film, men ikke rigtigt følt at jeg skal bestemme hvad andre bør gøre i deres skriverier. Men tanken vil ikke slippe mig, så nu skriver jeg det alligevel.

Nicholas Sparks er vel den ukronede konge af romance, med en del romaner og film under bæltet (hvorfor er det egentlig under bæltet, kan nogen forklare mig det? Som om ens tidligere bedrifter hænger ud og gemmer sig i lommerne på ens jeans… nå sidespor).

Hvis man ikke har hørt om i hvertfald The Notebook, A walk to remember eller Message in a bottle, hvad ved man så om romance? (Skriver romance, for har det overhovedet et navn på dansk? Er der en sektion under skønlitteratur der kaldes romantik?).

Nå, men vi kan alle lære meget af Mr. Sparks hvis vi elsker at skabe romantiske fortællinger. Men vi kan også lære hvad man ikke skal gøre.

Du må aldrig skuffe dine fans!

Indenfor enhver genre er det visse forventninger og du kan selvfølgelig gøre lige hvad dit kunstneriske hjerte byder dig, men så må tage konsekvensen af skuffede fans.

Nicholas Sparks har altid været god til at mikse livets op- og nedture i sine tårepersere, og selv med en ikke-happy ending har han formået at gøre det på elegant vis, så man føler og mærker kærligheden og meningen med livet.

Læserens forventninger

Så det er selvfølgelig det en læser/seer forventer fra Mr. Sparks hånd. Også denne seer (må indrømme at jeg ser hans film og ikke læser hans bøger, har prøvet, historien fangede mig ikke på skrift), som blev fælt skuffet da hun havde set The Best Of Me til ende.

Først forstod jeg ikke hvorfor jeg var skuffet før jeg gik online og læste hvor mange andre der var blevet sure på ham over den forfærdelige slutning.

Det der var sket var at han ikke havde levet op til vores forventninger. Og man kan mene meget om litteratur, men i genrelitteratur, nærmere bestemt romance her, er der en slags formel der skal følges.

Følg formlen for din genre

Som forfatter skaber du på en måde selv din formel ved at kontinuerligt vise din stil gennem dine udgivelser. I Nicholas Sparks’ tilfælde var der en forventning om en vis slags slutning, ikke nødvendigvis konventionel happy ending, men altid med kærlighed og livshåb iblandet. Og så lavede han The Best Of Me! Med en sløset slutning som var fuldstændig uden håb og som føltes som om at han ikke gad fuldføre det han havde bygget op til, men i stedet havde lyst til at være overraskende og råbte “plot twist!” og smadre alt det smukke man ellers havde været vidne til. Totalt anti-klimaks (hvilket er en dårlig ting når man nu ellers har bygget op til et klimaks, næsten kun overgået af forfattere der har synes at cliffhangere er den bedste slutning på en bog).

Jeg er ikke den eneste der føler sådan, læste endda at der var en alternativ – mere happy – slutning man kunne vælge hvis man havde dvd’en. Så han vidste altså godt at det ikke var helt godt.

Fri leg – indenfor rammerne

Det du og jeg kan læree af det, når vi selv skriver bøger (eller screenplays), er, at der er rammer. Sådan er det bare, medmindre du har opfostret dit publikum til at forvente vilde, rammeløse ting fra din hånd. Ellers er der rammer, og du kan være kreativ og kunstnerisk indenfor dem, men der er nogle ting du har lovet at opfylde.

Sådan er det bare, eks. forventer du heller ikke et rocknummer fra din yndlings-popartist, hvis hele indpakningen og præsentationen lover dig pop, vel?

Og har du lovet en romantisk fortælling, så forventer din læsning en happy-ish slutning.

Så den ene ting du aldrig må gøre er at skuffe dine fans. Giv dem det de forventer. Har du ikke lyst til det, så skriv under et pseudonym eller indpak din fortælling og præsenter den, så de ved at denne gang får de noget der er lidt anderledes end de forventer af dig.

Jeg ved at jeg ikke bare hopper i sofaen med en skål popcorn og tror at jeg skal slappe af og røres på en god måde med en Nicholas Sparks film igen, før jeg lige har googlet den, og set hvad jeg nu kan forvente. Det handler om tillid (kigger strengt på Mr. Sparks, som nok er røvligeglad og tæller sine millioner på vej til banken med et smørret smil på).

Kunne du lide artiklen? Vil du have mine skriverier direkte i indbakken? Så hop med på vognen her og stik mig din emailadresse, så er du med det vuns med.

Originalt foto: Photo by Clem Onojeghuo on Unsplash