Efter at være kommet mig nogenlunde ovenpå virusangrebet og tabet af to manuskripter forleden (mere om det en anden gang – men for nu: back altid op flere steder, som om dit liv afhang af det!) er det på tide at komme i gang med bloggen igen. Den har ligget øde hen, ikke med min gode vilje, men på grund af sygdom.
Mit første punkt på agendaen er at få lavet en liste over alle de dejlige dedikerede bogbloggere der findes. Derfor er dette et opråb til dig som har en bogblog, om som ikke er for fin til at anmelde selvudgivne bøger.
Hvem er du? Hvad hedder din blog? Hvilke genrer kan du lide? Hvad skal man gøre hvis man vil sende dig et anmeldereksemplar?
Jeg tror det kunne være i alles interesse at vide hvor vi kan finde hinanden, så send mig en besked, hvis du gerne vil findes af dedikerede forfattere og selvudgivere. Skriv til mig på ordlaboratoriet@gmail.com hvis du vil være med.