Der er nemlig forskel. Jeg kan godt nogle gange se at en bog er velskrevet og at den for nogle vil være en god bog, men alligevel lægge den fra mig. Jeg læser bøger for at blive suget ind i en verden der underholder og forundrer mig. Rører ved mine følelser. Kan en bog ikke det, ryger den ud igen. Der er så mange skønne bøger, flere end jeg nogensinde vil få læst i mit liv, at jeg ikke længere gider bruge tid på at læse bøger som er skrevet i et sprog der hiver mig ud af historien, ikke tager mig i hånden og guider mig ind i historien eller på nogen måde rører mig imens jeg læser den.
Jeg forstår ikke den tilgang med at man skal læse den færdig fordi man er begyndt på den. Livet er for kort. Jeg vil godt udfordres, men er jeg ved at falde i søvn fordi historien keder mig, eller skal jeg læse samme sætning 2-3 gange for at se sammenhængen (det er noget helt andet når man stopper op og læser en sætning igen fordi den er så smuk!) – ja så gider jeg bare ikke.
At læse skal ikke være nogen straf, og jeg har pløjet mig igennem bøger nok, som jeg ikke gad læse, da jeg gik i skole.
Hvad er din holdning?
<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12234905/?claim=atm5t4kkn3n”>Follow my blog with Bloglovin</a>
Anja Carolina Christensen 
Du har helt ret. Man kan kun nå at læse så mange bøger i sit liv, så hvis man lægger en dårlig bog væk for at læse en god, er det jo bare for at få gode oplevelser i stedet for knapt så gode 🙂 Det, du skriver med at blive suget ind i historien, er også det vigtigste for mig, og det kan jeg kun ved bøger der er drevet af historien, modsat meget af den “smalle, fine litteratur” – det er ikke spor fint, men jeg kan en del bedre lide Harry Potter end lyrik.
LikeLike
Har det som dig 🙂
LikeLike