Da jeg var 16 og kun kunne 3 akkorder på klaver og guitar (men hold op hvor blev de flittigt brugt!), troede jeg at jeg skulle være sanger. Måske popstjerne som mine idoler, men gerne på en måde så man både kunne være kendt og anonym – utopisk drøm, ja, men ikke desto mindre elskede jeg musik og at synge. Og at skrive sangtekster (jeg skal her spare dig for et uddrag af en 16-årigs engelske sange om kærlighed 😉 ).
Jeg blev altid skuffet hvis der ikke var en booklet med sangteksterne til den nye cd med. Det var det første der skulle skimmes og udfra teksterne valgte jeg de sange der skulle høres først. Hvis der var en god fortælling i teksten pirrede den min nysgerrighed. Tekst og musik skulle hænge sammen og var lige vigtige, for en dårlig tekst kunne gøre en god melodi mindre interessant for mig.
Jeg havde da også idéer om at skrive historier, men min opmærksomhed strakte sig ikke længere end til at skrive korte tekster. At blive forfatter var vist ikke noget jeg drømte om længere, for det der med at sidde alene og skrive er ikke en særlig drømmeagtigt livsstil, vel? Nej så hellere danse og synge og have folk der klappede af en – noget mere udadvendt.
Det er nok ikke nogen overraskelse hvis jeg nu fortæller dig at jeg ikke blev sanger og ikke fortryder et sekund at jeg blev forfatter?
At mit liv ikke blev, som jeg som 16-årig forestillede mig er ikke fordi jeg mangler forestillingsevne – faktisk burde jeg have fanget an på hvad mit rette element nok var, lang tid før end at jeg egentlig gjorde, for er der noget jeg kan så er det at forestille mig!
Da jeg indså at det med at være berømt popsanger og leve en almindelig anonym tilværelse på samme tid er umuligt, blev jeg tilfreds med at skråle i stuen og ledte efter hvad min hylde så skulle være. Jeg glemmer sikkert nogle men jeg har i hvert fald tænkt at det var lige mig at blive: Salgschef i stormagasin, butiksejer, kosmetikproducent, materialist (den prøvede jeg af hele to gange!) pædagog, boghandler, bibliotekar, afspændingspædagog, sekretær, ergoterapeut, forfatter og iværksætter – de sidste to er jeg faktisk blevet på ved med at være, det passer mig gevaldigt godt at være selvudgiver.
Der har været noget interessant ved alle de jobs og uddannelser, en ledetråd som jeg er gået efter, men det er jo netop det som er grunden til at det at være forfatter er lige mig. Jeg kan visualisere disse job og hvordan de må føles og mærkes på kroppen og sindet, derfor har det været så spændende at kaste mig ud i og prøve dem af, men nu har jeg lært at det ikke er mig, men mine karakterer der skal være i disse job 🙂
Der er altid en historie, noget der er interessant ved jobs og uddannelser, noget der får min hjerne til at skrive en historie om hvordan livet må være hvis man vælger den vej. Hvad der så sker fremadrettet.
Så jeg er taknemmelig for alle de gange jeg har prøvet noget af uanset om det var som sanger eller kosmetikproducent (hey, jeg synger i stuen og laver mine egne læbepomader i køkkenet, så helt spildt var det da ikke!) for de har fyldt godt op i mit materialelandskab som forfatter.
Jeg er havnet dér hvor jeg føler mig helt hjemme og er så taknemmlig for at min verden i dag ikke ser ud som mit 16-årige jeg havde forestillet sig.
Hvad med dig? Er du hvor du troede du ville være? Er dine drømme som 16-årig blevet til virkelighed?
Anja Carolina Christensen 