
I weekenden opdagede jeg at Spis, Bed, Elsk blev sendt på tv, desværre opdagede jeg det midt i filmen og imens jeg stod i køkkenet. Så da jeg opdagede den dagen efter igen på tv, skyndte jeg mig at smide mig i sofaen med en brownie og fødderne oppe på lammeskindstæppet og tog en pause.
Ikke fordi Spis,Bed,Elsk er min yndlingsfilm – men fordi det er min yndlingsbog!
Det er en af de bøger som jeg har læst flere gange, på grund af alle de følelser den vækker i mig. Følelser som jeg kan sætte ord på, og også dem jeg ikke kan finde en plads til med ord – endnu.
Filmen genkaldte min læseoplevelse og jeg nød at få et hurtigt følelseshop, tilbage til de timer jeg har spenderet i bogens selskab. Og så var det jeg begyndte at tænke over hvorfor den bog (og film) dog bare er så fantastisk.
Det handler om forandring. Transformation. Alle gode historier har en karakter, en person, som i løbet af historien forandrer sig, på den ene eller den anden måde. Det har vi brug for at spejle, for hver dag ændrer vi os selv en lille smule. Hver gang vi møder en ny ven,ny kæreste, får et barn, et nyt job, ser noget nyt på tv etc.
Jeg tror overhovedet ikke på det gamle ordsprog med at folk ikke ændrer sig. Det gør de. Men hvordan? I den gode retning? I den dårlige? Meget eller lidt?
Nogle mennesker ender deres liv med at være fuldstændigt anderledes end de var til at starte med. Andre er meget genkendelige. Uanset hvad så indeholder et menneskeliv, og dermed også den gode historie, forandring.
Elizabeth Gilbert som har skrevet Spis, Bed, Elsk gennemgik den forandring på så tydelig en måde at det er til at tage og føle på, og dermed for læseren eller filmkiggeren nemt at spejle sig i og blive grebet af.
Fra hun starter hjemme i USA til hun kommer til Italien, sker der en allerede en transformation, fra gift ulykkelig kvinde, til skilt kvinde der holder op med at dømme sig selv til et liv hun slet ikke ønsker, hun ændrer opfattelse af sig selv og livet, og dermed i den måde hun selv møder livet på, fra Rom til Indien til Bali. Det gør historien spændende at læse og sætter samtidigt gang i tankerne om hvordan man selv møder livet og de problemer man måske har til fælles med Liz.
Hvad er så hele grunden til at jeg vælger at fortælle dig det her?
Jo, jeg tror på at de historier som rører os, som får os til at smide alt for at tage en pause og forsvinde ind i en god fortælling, og som får os til at blive så inspirerede at vi enten selv sætter os til tasterne og skriver, tager på yogaferie eller sætter spørgsmålstegn ved hvordan vi har indrettet vores liv – de rører os af en grund. Fordi vi alle forandrer os hele tiden og ofte har en trang til forandring. Derfor er det som forfatter en rigtig god idé at opsøge de historier, læse dem igen og minde os selv om hvad det var præcis ved den karakters forvandling der rørte os. Det bliver absorberet helt ind i de små dele af os og vi kan tage dem med og putte dem ind i vores egne fortællinger. På et ubevidst plan, nogle gange et meget bevidst plan – men på et plan der uanset hvad, vil fange læseren så meget mere.
Forandring. Transformation. I nogle tilfælde selv forvandling (selvom det mest er eventyrhistorier, hvor hovedpersonen bliver til noget helt andet, meget hurtigt, meget drastisk) er nødvendige for at gøre en fortælling interessant.
Prøv bare at kigge på dit eget liv, måske ser det først meget jævnt og det-samme-agtigt-ud, men når du kigger detaljerne efter vil du opdage et bakket landskab, på de steder du har forandret dig. Hvor du måske er igang nu. Elizabeth Gilbert stoppede heller ikke med at forandre sig, selvom historien sluttede i bogen og i filmen. Det skrev hun sin næste bog, Gift, om.
Hvilke bøger har en forandringshistorie du aldrig glemmer?