Læseprøve – En Uventet Julegave

Sneen lå i romantiske dyner over København, da jeg steg af metroen på Kongens Nytorv. Skøjtebanen var fuldt optaget af børn og voksne med røde kinder, jeg åbnede min grå uldfrakke i halsen og tog halstørklædet og huen af da jeg skubbede den tunge dør til Magasin op. Jeg købte de sidste julegaver til familien og et par Wolford strømper til Lise.

Sneen, som faldt i store tunge puder, knasede under mine nye brune læderstøvler på vej hen mod Café Norden. Jeg fandt Lise på øverste etage og vi gav hinanden et langt kram.

“Åh, det er fandeme for lang tid siden sidst, Olivia!”

“Ja!” Jeg tog overtøjet af og rettede på min sorte silkebluse.

“Hvorfor skulle du også flytte helt til Aarhus?” Klagede hun.

“Det var vist noget med noget kærlighed,” sukkede jeg og Lise hævede øjenbrynene og kneb læberne sammen i empati.

“Men nu har du jo afsluttet det, hvorfor kommer du ikke hjem, vi savner dig!”

“Jeg savner også dig. Men jeg er ret glad for mit arbejde som sygeplejerske.”

“Vi har altså også sygeplejersker i København!” Jeg åbnede menukortet for at slippe for hendes blik, og mærke den hjemve som det gav at være hjemme i København til jul.

Jeg bestilte en sandwich med grillet aubergine og vi udvekslede julegaver.

“Hvordan går det så på arbejdet?” Jeg vidste at Lise nærmest levede på kontoret, men hun forsikrede mig om at hendes arbejde var hendes passion. Hun var chefens sekretær ligeså meget som hun var hans højre hånd, én hvis mening om nye designs han altid kunne stole på.

“Jeg så en artikel i et eller andet blad hos tandlægen forleden, der var nogle smukke billeder af jeres ting.” Lises øjne strålede og vi gled ind i en samtale om den nye interiørkollektion, som hun havde haft lov at sætte sit præg på. Den varme Lise altid omtalte sin chef med gjorde mig en smule misundelig. Samtalen flød over i at handle om mit arbejde og jeg fortalte hende om min egen, knap så dejlige chef, og om hvordan at arbejde med børn var hårdt, men livsbekræftende på samme tid. Vores frokost var overstået alt for hurtigt og da vi skulle til at betale, lagde jeg mærke til at Lise så helt forkert ud i hovedet.

“Er du ok?”

“Ja,” hendes øjne var ufokuserede og hun var bleg som sneen udenfor.

“Du ser helt bleg ud.”

“Jeg har det som om jeg er ved at blive syg eller noget.” Hun satte hånden mod sin pande. Vi betalte og kæmpede os i overtøjet igen, før vi gik ud i den kolde luft på Strøget. Lise ville følge mig til metroen og gå tilbage på arbejdet derfra. Strøget var så yndigt som et julepostkort i sine sneklædte gevandter og strålende lyskæder. Der var fyldt med mennesker så vi gik arm i arm for ikke at blive revet fra hinanden eller ramt af en overfyldt sæk fra BR, der kom hastende forbi. Vi nåede til Metroen og krammede hinanden farvel.

“Lise, du er kogende varm.”

“Jeg fryser ellers sådan!” Lises tænder klaprede og hun krydsede armene om livet på sig selv. Hendes øjne var helt blanke og huden var nærmest gennemsigtig.

“Du skal hjem i seng— ” hun afbrød mig, “det kan jeg ikke, det er en af de travleste dage på kontoret.”

“Jeg er ligeglad, du er jo syg! Lise, du skal bare hjem i seng og slappe af.” Hun var for udmattet til at protestere.

“Jeg har nogle papirer i min taske, David skal bruge dem til mødet om en time.”

“Giv mig dem, så afleverer jeg dem og siger at du er blevet syg.” Hun gav mig et chartek med papirer og jeg krammede hende farvel.

Der var tykt af mennesker i butikken og jeg gravede mig frem i menneskemængden til en ekspedient, som hjalp mig med at finde vej ovenpå til kontorerne. Stilheden på kontor-etagen stod i kontrast til butikkens larmende menneskemængde, julemusik og alarmer der gik af ved uheld, når folk forlod butikken med indpakkede varer. Kontorerne var alle sammen tomme, hvilket virkede besynderligt. Jeg tog min frakke af, lagde den over armen, og ledte efter David Roslyngs kontor.

Der var ingen navneskilte på dørene men alle vægge var i glas, så jeg fandt hurtigt frem til det store kontor allerbagerst. Der var en smuk udsigt over det snedækkede København, et stort skrivebord til venstre for døren, en sofagruppe til højre, hele kontoret var en stor udstilling for smukke Roslyng Design. Jeg trak papirerne til mødet op af min sorte lædertaske, lagde dem på bordet ved siden af navneskiltet og ledte efter noget papir jeg kunne lægge en besked på.

“Kan jeg hjælpe med noget?” Den mørke mandestemme sendte kuldegysninger gennem min krop, jeg drejede mig for at svare og følte et stød gå gennem min krop, da jeg kiggede op i et par intense blå øjne der nysgerrigt studerede mig fra deres skjul under de tykke buskede øjenbryn. Manden der stod foran mig lignede en der kunne spille James Bond, jeg købte mig et par sekunder ved at vende mig om og tage papirerne, imens jeg forsøgte at sætte ord sammen til en hel sætning.

Læs mere – Fås som PDF & ePub og hos ebog.dk