Sig ikke at du elsker mig – læs første del her

Jeg deler i dag et sneak peak på Julenovellen om den unge skuespillerinde Delphine Marchand. Du kan få fingrene i hele historien her.

Sig ikke at du elsker mig

 

København, 14. december
Julelysene blinkede til Delphine Marchand hele vejen gennem Indre By, over Christianshavn og ned ad Amagerbrogade, men i stedet for at bringe den sædvanlige glæde, fik det hende til at kæmpe mod tårerne og tristheden. December du er en lort!

Hun trådte hårdere i pedalerne igennem den grå sjap, som lå ligeså sølle på cykelstien, som hun følte sig indeni. Det værste var den snert af skam, der sneg sig ind imellem bølgerne af sørgelighed som skyllede over hende. For hvad havde hun lige at skamme sig over? 23 år gammel og bragende succes i sin første hovedrolle på et større københavnsk teater, men skammen havde med hendes utaknemmelighed og sorte humør at gøre. Hun havde ingen grund til at være i så dårligt humør. Hun havde fået stående bifald i aften, og suset havde føltes som om hun havde kastet sig ud fra en klippe, og fløj i ét langt frit fald. Helt aldeles vidunderligt.

Hun stoppede for rødt ved Sundby kirke og sukkede så højt, at cyklisten, der kørte op på siden af hende, kiggede på hende. Hun smilede til ham og prøvede at få smilet til at føles ægte, som det havde gjort for nogle timer siden, da publikum havde klappet, så hele salen gyngede. Men Karstens vage svar på hendes spørgsmål, om de skulle fejre jul for første gang sammen, havde bragt hende helt ned i kulkælderen. ”Det kan jeg ikke svare på lige nu, skat,” havde han sagt. På det seneste var han blevet undvigende i sine svar, og det var på tidspunkter som disse, at hun betvivlede klogskaben i at date sin chef. For hvis teaterdirektøren blev træt af hende i privaten, ville han så også blive det professionelt? Han havde været hendes mentor, den der havde skabt rollerne til hende. Det var faktisk ham der opdagede hende og tilskyndede hende til at blive skuespiller—og de var blevet forelskede. Hun havde bare været 18.
Det blev grønt, og hun satte sig op på sadlen og cyklede videre, næsten helt alene, hen ad den uendelige Amagerbrogade. Mod hendes og Nadias fremlejede lejlighed, hvor ikke et hjørne havde undgået deres julepyntemani. Da hun kom ind ad døren, kunne hun straks høre Nadia og Julián, den spanske kæreste, inde fra soveværelset. De var nyforelskede, så de gjorde det oftere end kaniner. Delphine skubbede støvlerne af og sparkede dem til siden med foden, mens hun prøvede at overhøre lyden af Nadias orgasme fra den anden side af døren. Hun skyndte sig videre ned ad gangen til det aflange køkken, hvor hun satte en kedel vand over. Mens hun ventede på vandet, kiggede hun ud af vinduet, ned på gården og sneen, der langsomt begyndte at dale. Der var julelys i de fleste vindueskarme. Hun hørte kedlen klikke og tænkte op med humøret—man kan sagtens få en fin juleaften alene. Hun lavede en kop instant kakao, hældte en ekstra teskefuld sukker i og tog de sørgelige rester af vaniljekranse og jødekager med ind i stuen. Der var pludselig stille, og hun sank ned i den brune genbrugssofa og varmede hænderne på kruset. Døren til Nadias værelse gik op og klog af skade, skyndte hun sig at råbe hej. Hun behøvede ikke at se Julián nøgen igen. Hun kom til at grine for sig selv, hun huskede tydeligt hvor sexgale hende og Karsten havde været i starten. Nadia kom til syne i døråbningen med det lyse hår rodet godt igennem, og en nyforelsket glød, som afgav varme hele vejen over til sofaen.
”Hvordan gik det?” Spurgte hun og futtede gennem stuen på bare tæer og kravlede op i sofaen til Delphine.
”Godt. Nej—fantastisk. Vi fik stående bifald,” svarede hun og skubbede småkagerne hen mod Nadia, som straks tog den sidste vaniljekrans. Hun tog en slurk af kakaoen og lagde hovedet mod Nadias skulder. ”Hvorfor hænger du så med mulen?” Hun havde aldrig kunne skjule sine følelser for Nadia.

De to stedsøstre delte alt og Delphine var bange for at det var ved at ændre sig. At de blev voksne og mere distancerede. Det føltes, som om de aldrig så hinanden mere, selvom de delte lejlighed. Hun var altid på teatret eller hjemme hos Karsten, i hvert fald indtil for en måneds tid siden, hvor Karsten havde fået travlt med noget, Delphine ikke helt vidste hvad var. Selvfølgelig havde de begge travlt i december med juleforestillingen, men pludselig havde han ikke haft så meget tid til at ses, og hun kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Nadia var til gengæld altid henne i sin nystartede café på Vesterbro eller sammen med Julián. ”Jeg er bare træt,” løj hun. Hun var overhovedet ikke træt, og tankerne kværnede i hovedet på hende. Nadia kiggede på hende med munden skruet sidelæns i en skeptisk grimasse. Hun tilføjede, ”og lidt trist over at jeg ikke skal fejre jul med nogen af jer.” Hun kiggede hen på julekortene i vindueskarmen. ’Joyeux Noël’ stod der på halvdelen af dem, fra hendes brødre Marcel og Étienne, og fra hendes far og hans nye kone Caroline.
”Ja, jeg ved ikke, hvad min far og din mor tænker på!” Nadia tog en jødekage og talte videre med den i munden. ”Jeg har sagt, at det er dybt åndssvagt at planlægge familieferie til Thailand, det år hvor du ikke kan komme med!” Hun rystede på hovedet, og Delphine ville ønske, at hun kunne fortælle, at det ikke var det der gik hende på. ”Det er lige, før jeg bliver hjemme i protest—” Nadias talestrøm blev afbrudt, og afløst af et forelsket blik da Julián kom ind i stuen. De fik ikke snakket mere om jul, og Delphine var lettet. Hun orkede ikke det drama, der ville opstå i familien, hvis det kom frem, at hun måske skulle sidde alene juleaften. Alle gik ud fra, at Delphine skulle være sammen med Karsten, og hun havde ikke modsagt dem, da hun selv havde troet det ville blive sådan, men nu var hun kommet i tvivl. Deres sidste forestilling var lillejuleaften og der var hendes mor, stedfar og Nadia allerede fløjet til Thailand. Hendes franske side af familien forventede, at hun blev i Danmark på grund af forestillingen, og for Delphine selv havde det været naturligt at hun og Karsten skulle være sammen til jul. De var tættere end nogensinde før, et godt team på alle planer—indtil for en måned siden—og efter fem år sammen var det vel på tide at fejre jul sammen? Det var, hvad hun havde troet, men sådan som han opførte sig, var hun bange for at han havde en anden, at han var blevet træt af hende og var ved at trække sig. De fleste havde advaret ham om, at han ville komme til at kede sig i længden på grund af hendes unge alder, måske havde de fået ret?

Nysgerrig på hvad der kommer til at ske for Delphine denne jul? Læs hele historien.

Reklamer

One thought on “Sig ikke at du elsker mig – læs første del her

Skriv hvad du tænker...

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s