Skriv som blåmejsen

Mit skrog det knirker og brager når jeg rejser mig fra sengen. På de stive stylter vralter jeg ud i køkkenet og laver den smoothie som min krop skriger på, en af de gange hvor jeg laver smoothie uden at min krop i stedet skriger “Cola! Wienerbrød! Kakao! Intravenøst! nu!”

Imens smoothien glider ned og jeg ryster nattens drømme af mig og får øjne nok til at kunne sætte mig ved computeren, hører jeg gentagne dunkelyde.

Dunk. Fuglesang. Dunk.

Jeg sidder i sofaen sammen med min faste ven Tvivl. Skal jeg fokusere på en af mine engelske historier i dag, eller fortsætte min danske roman jeg er i gang med at skrive?Skal jeg få ordnet praktiske ting der følger med at være selvudgiver (du ved, bruge tid på at få amerikansk skattenummer, så man kan få udbetalt alle de penge ens bøger tjener ind uden at dele med det amerikanske skattevæsen, lave momsregnskab etc. indsæt selv røvkedelig ukreativ arbejdsopgave her), eller få skrevet nogle flere blogindlæg?

Hvad skal jeg skrive for nogle indlæg? Gider folk overhovedet læse om det jeg synes er spændende? Hvad skal jeg skrive i min historie? Gider folk overhovedet læse den?

Dunk. Fuglesang. Dunk.

Der er en masse småfugle ude i min have. De synger, flyver rundt, titter hovedet ud af redekasserne, hænger på hovedet og spiser af mejseboldene og er bare i fuld gang med at gøre det som fugle gør bedst; de lever fuglelivet.

På nær én! Du har gættet det. Dunk. Fuglesang. Dunk. Der er en enkelt blåmejse som har sat sig fast på en opgave, og kun en gang imellem flyver hen og spiser lidt af fugleboldene. Ellers fokuserer han på at komme ind af mine vinduer. Han prøver dem alle sammen, flyver rundt som en gal og mellemlander i kirsebærtræet og sidder mellem halv-visne lyserøde blomster og vender og drejer hovedet og kigger på mig. Så flyver han ned og sidder på karmen. Klank. Klonk. Med fødderne skrattende mod ruden og flyver forskrækket når jeg prøver at tage et billede. Men ikke langt væk, for han er bare oppe i kirsebærtræet igen og evaluerer på sin strategi.

Han har været i gang et par timer nu, og han har ingen Tvivl med sig. Han har sat sig for at gøre noget, koste hvad det vil. Jeg ved ikke om de andre mejser i haven monstro synes han er fuldstændig afmarcheret, men jeg beundrer hans mod. Tænk hvis jeg kunne gå til dagens forfatteropgaver med samme stålsatte overbevisning!

Du ved: Taste. Slette. Taste. Taste. indtil jeg nåede i mål. Ikke noget med at sidde og spekulere om min tid var givet bedre ud på en anden opgave i dag?

Så mit nye motto må være: “Skriv som blåmejsen!”

Også selvom vi andre finder ham skideirriterende og prøver at jage ham væk med fagter og lyde. Blog som blåmejsen, skriv som blåmejsen og vær totalt ignorant for om andre synes du er afmarcheret. Du ved følge din egen indre stemme og alt det der.

I dag vil jeg blogge som om jeg var den blåmejse (alt imens jeg håber den snart finder sig et andet tidsfordriv, så jeg kan skrive uden at skulle nedstirres og høre gentagne Dunk. Fuglesang. Dunk.)

Jeg er stålsat, har sagt farvel til Tvivl, ignorerer tanken om en kold cola, (prøver) at ignorere min stålsatte flaksende ven med punkerblå kam og taster, sletter og taster til jeg er færdig.

Blåmejser rocks!