Læseprøve – Nice

”Caroline!” Herovre!” For Gud ved hvilken gang i dag kalder min veninde Line på mig, og for Gud ved hvilken gang i dag sætter jeg farten op og trodser den sydfranske hedebølge og sætter efter hende. Hun har lov til at bosse mig rundt i de her dage hvor hendes bryllup til Marcel skal stå. Jeg er trods alt bryllupsplanlæggeren og den der skal koordinere alting. Jeg ville bare ønske at mit fransk var lidt mere…fransk? Og at vejrguderne ville skrue et par nøkker ned for varmen. Vi er i gang med en tre-dages fest og vi har den sidste times tid ledt efter de forsvundne kugler som vi skal bruge til at spille boule med. Gæsterne mingelerer rundt i højt humør med høje champagneglas i hænderne og alting er klappet som det skal. De sidste to dage har budt på fantastisk mad, afslappet stemning, det smukkeste bryllup så alle kneb en tåre og masser af latter i de her fantastiske omgivelser. Marcels forældre har stillet deres smukke lysegule hus med de lyseblå skodder til rådighed. Vi har svalet trætte ben i poolen om aftenen og siddet i skyggen og kigget ud på Nice der breder sig forneden med havet som et lysende blå bagtæppe.

Undervejs har jeg fået mig en ven i Marcels ven, Jean-Luc, som hjælper mig på vej når mit franske ikke slår til og mine fagter er uforståelige overfor kokken eller præsten. Han er nok den smukkeste mand jeg nogensinde har set, det slår gnister fra hans lysebrune øjne når han taler, hans fagter når han taler er sexede på den der overgestikulerende måde som kun folk sydpå har. Han lægger tit sin hånd på min lænd og guider mig fra A til B i det store smukke hus med de rustikke træmøbler og duften af lavendel allevegne. Jeg må indrømme at jeg godt kan lide det, men jeg har prøvet at agere så professionel som muligt på trods af at jeg både er bryllupsplanlægger og gæst.

”Jeg har fundet dem!” Line fremviser de manglende kugler og jeg ånder lettet op. Imens de andre spiller boule har jeg tusinde ting der skal koordineres til i aften hvor den sidste festmiddag skal afholdes, komplet med fyrværkeri og skønne goodiebags til de mange gæster. Goodiebags som vel at mærke ikke er blevet pakket endnu! Jeg sender gæsterne ud og spille og indtager det store langbord i køkkenet og begynder at putte lavendel i poser som bindes med et fint lilla bånd med brudeparrets initialer på. Der skal laves 100 poser og derefter skal de pakkes sammen med andre små fine ting som brudeparret har valgt. Jeg hører nogen komme ind i køkkenet og kan mærke at jeg bare ikke orker at tale mere gebrokkent fransk med en eller anden ældre tante som bliver ved med at tale til mig, selvom jeg ikke forstår hvad der bliver sagt. Marcel har en del af den slags familiemedlemmer! Jeg kigger op og ser lige ind i Jean-Lucs karamelbrune øjne som omkranses af fine smilerynker. De er så sexede de smilerynker at det er helt latterligt. Han sætter sig ned ved siden af mig og rækker sin gyldne arm indover bordet og begynder at hjælpe med at putte lavendel i poser. Vi siger ikke noget, vi sidder bare i stilheden og smiler til hinanden, til lyden af gæsternes glade stemmer i baghaven.

”Du må hellere binde sløjfen.” Vores fingre rører ved hinanden da han rækker mig en lavendelpose han har fyldt og den varme eftermiddagsluft står stille mellem os. Jeg har lyst til at blive ved med at lade vores fingre lære hinanden at kende, men tager posen med et smil. Uden at sige noget fortsætter vi arbejdet. Han fylder poserne og jeg binder sløjferne og lægger poserne i gaveæskerne.

”Tak fordi du hjælper mig.” Han giver mig et frækt blik, mens hans trækker på skuldrene med en lyd der er et sted mellem en rømmen og et fnis og som går lige ind og påvirker mig. Smilerynkerne rækker hele vejen ned til hans mundvige og trækker dem op. Jeg blændes af hans smil og solen nogenlunde samtidigt imens jeg kan mærke min krop bliver mere og mere ligeglad med goodiebags og mere og mere interesseret i hvordan Jean-Luc mon kysser?

Sydlandske Nætter Nice bliver genudgivet 1. Juni 2019 i novellesamlingen Postkort fra Europa på Nelumbo Publishing. Fås her