I dag er der utroligt mange måder for en forfatter at få sine bøger ud til læserne på. Nogle vælger den traditionelle vej, andre kaster sig over at selvudgive, eller sågar endda lave sit eget forlag. Der er mange veje til boghandlerens hylder, og der er også forskellige hylder at lande på alt efter hvilken vej du tager. Mere om det i et andet blogindlæg.

Først skal vi kigge på hvad forskellen egentlig er. Der er et par, men den allerstørste er mindset.

Hvis du vælger at selvudgive dine bøger, eller starte eget mikroforlag, er du ikke længere kun forfatter, men selvstændig. Du skal altså ikke kun tænke som en kunstner, men også som en købmand. Du er nødt til både at kunne tænke over din bog som et kreativt kunstværk, og som en vare der skal positioneres på markedet, så flest mulige køber den.

Uanset om du vælger at lave et forlag eller går solo, så er du de facto et forlag; der er opgaver hele vejen rundt om bogens udgivelse og den eneste til at udføre de jobs er dig.

Du skal tænke i kroner og ører ligeså vel som du skal tænke over dine sætningskonstruktioner og plot. Udover det skal du være villig til hele tiden at lære nyt, både når det gælder grafisk design og markedsføring, så du i hvert fald ved nok til at kunne instruere dem du måske senere hyrer ind til opgaverne.

Udgiver du hos forlag har du måske noget at skulle have sagt, men er du selvstændig forfatter skal du afgøre alt. Bolden ender hos dig hver eneste gang, uanset om det gælder opsætning, redigering, plot, hvordan bogen skal se ud, hvor den skal udkomme, hvordan den skal markedsføres, og sidst men absolut ikke mindst: Hvad må det koste og hvad skal du tjene på bogen.

Din bog er business

Din bog skal helst tjene sig selv ind, uanset om du er selvudgiver eller udgiver hos et forlag. Det er grundlaget for at der er råd til at udgive den næste bog. Lige der er der ikke den store forskel.

Om du får en stor del af kagen fordi du selv påtager dig opgaven fra start til slut, eller om du deler kagen med dit forlag er egentlig ikke afgørende. Målet er at det skal kunne betale sig.

Som forlagsudgivet forfatter slipper man for at tænke så meget over den del. Som selvudgiver fylder det ret meget, for det er det nødt til.

Derfor er mindsettet så vigtigt. For nogle elsker at have alle hattene på, og dermed også have al kontrollen over den kreative proces, samt forretningsprocessen. Andre vil hellere bare skrive og lade andre om de andre opgaver.

Derfor er det vigtigt at mærke efter med dig selv om du er villig til at bruge din tid på andre ting end skrivningen alene?

Hvis ikke, så er forlagsvejen måske mere for dig.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, det handler om hvilken type man er.

Jeg er rigtig glad for at kunne have en styrende finger med i spillet, fra bogen er en lille idé i mit hoved til den er et færdigt produkt som læseren kan købe og læse. Jeg vil helst bestemme det hele – lige fra skrifttype til bogens udseende, til bogens pris—you name it, så vil jeg være med.

Derfor passer mit mindset ikke særligt godt til at afgive kontrol og magt over min bog, og det gør den selvstændige vej til et perfekt match for mig.

Hvis du har overvejet om du skal blive selvudgiver, så brug noget tid på at prøve det af i det små og find ud af om det er for dig at have en forretning, med alt hvad det indebærer.

For uanset om du vælger at gå solo, eller ligefrem lave et lille forlag, så er det sådan det forholder sig. Du er nu forretningsdrivende og skal tænke og agere sådan.

Hvis du hellere bare vil iføre dig kunstnerhatten og lade andre være forretningsfolk så skal du ikke gå selvudgivervejen, det vil ikke være sjovt eller givende – hverken monetært eller kreativt.

At skrive en bog er det samme, uanset om du er selvudgiver eller forlagsudgivet. Det er alle de andre opgaver omkring at lave manuskriptet til en salgsvare der er ekstra, hvis du vælger selvudgivervejen, og det kræver et mindset der handler om at ville skabe resultater og om at lære nyt hele tiden.

Har du det mindset?

Test dig selv:

Reflekter over disse spørgsmål og udsagn og få en idé om du bør være selvudgiver.

  1. Jeg elsker at styre en proces fra A til Å, og kan ofte visualisere slutproduktet.
  2. Jeg vil kun skrive historier og lade andre om at finde ud af hvordan bogen skal se ud og markedsføres.
  3. Jeg synes det er sjovt at brainstorme idéer til hvordan jeg kan finde nye læsere til min bog, både af traditionelle kanaler og via social media.
  4. Jeg vil helst bare fordybe mig i den historie/idé jeg har lige nu og ikke tænke så meget over hvilke bøger jeg skal skrive i fremtiden, eller om jeg overhovedet skal skrive flere.
  5. Jeg kan godt se mig selv udgive bøger lang tid fremover/resten af mit liv, og jeg har allerede idéer til de næste bøger jeg vil skrive.
  6. Jeg gider ikke bryde mit hoved med tal og hvad bogen skal koste, jeg vil bare gerne have en kontrakt og et forskud og koncentrere mig om at skrive.
  7. Jeg har ikke noget i mod at tænke over bogens budget, og sørge for at lave et regnestykke over hvad redigering, korrektur, grafiker og markedsføring koster. Det giver mig en følelse af at have kontrol og vide hvor meget min bog skal sælge for at tjene sig selv hjem.
  8. Jeg føler at der er mere anerkendelse og validering i at blive tilbudt en forlagskontrakt og udkomme på forlag.
  9. Jeg er ligeglad med hvordan bogen er kommet på markedet, en bog er en bog og jeg vil følge mig ligeså tilfreds og stolt ved at selvudgive, som hvis jeg udkom på eks. Gyldendal.

Din respons til de forskellige udsagn kan give dig et praj om du skal søge selvudgivervejen eller give den traditionelle måde at udgive på et skud.

Jeg har skrevet om dette emne før, og i denne artikel er der flere spørgsmål du kan svare på for at se om selvudgiverlivet er noget for dig:

Charmen ved at selvudgive

Uanset hvad du gør, så ønsker jeg dig held og lykke til med din bog!

Mere fra Anja Carolina og Ordlaboratoriet -> tilmeld dig nyhedsbrevet her

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: